Udskriv

Navnegruppen består af 9 medlemmer, der alle har interesse for navngivning og som har haft brug for at forholde sig til dette i forskellige sammenhænge (afhængig af medlemmet). Det gælder i forhold til Danske Fugleforeningers medlemmer, Zoologiske Haver, Zoologisk Museum og i Dansk Ornitologisk Forening. 
Gruppens medlemmer har samlet set rejst i alle verdensdele og tilsammen set ca. halvdelen af verdens arter! Dette giver et godt grundlag for et seriøst arbejde. Samtidig har alle i gruppen tilgang til enten eget omfattende bibliotek eller DOFs endnu mere omfattende bibliotek, således at god tekstbeskrivelse samt billedmateriale kan danne grundlag for de vigtige navnevedtagelser. 
Da flere af gruppens medlemmer har indsigt i og følger nøje med i de taksonomiske tiltag og ændringer der løbende sker, samt noterer sig alle nybeskrevne arter i de internationale tidsskrifter, er dette aspekt også dækket ind. 

Navnegruppen er som navnet siger – en arbejdsgruppe og ikke et udvalg nedsat af DOF. Gruppen kan således selv regulere op eller ned i antallet af gruppemedlemmer hvis der er flertalsønske om dette. Den nuværende gruppe er dog enige om, at sammensætningen og antal medlemmer (10), er dækkende og passende for de rammer navnearbejdet arbejder under.

Lars Nørgaard Andersen. Født 1952.
Folkeskolelærer. Medlem af DOF siden 1969, men set på fugle siden 1965.
Har været medlem af DOF´s repræsentantskab i en længere periode og har siden 1988 været turleder for Københavnsafdelingen. Er ligeledes medlem af DOF´s Fredningsudvalg og endvidere DOF´s repræsentant i Friluftrådets natur- og planudvalg. Har især set på fugle i Israel samt en række lande i Europa. Derudover også i Jordan og det tidligere USSR. Har været medlem af navnegruppen siden dens start.

Jon Fjeldså. Født 1942 i Norge, men nu dansk statsborger.
Uddannet som biolog fra universitetet i Bergen og blev i 1971 hentet til Danmark for at varetage fuglesamlingerne ved Zoologisk Museum under Københavns Universitet. Var i 1990 medstifter af, og fortsat formand for Nordic Agency for Development and Ecology, i 1993 medstifter af det tværvidenskabelige Center for Tropisk Biodiversitet, og fra 1997 professor i samme emne. Har været medlem af verdensbestyrelsen i Birdlife International og er formand for DOF´s internationale udvalg, og medlem af hovedbestyrelsen. Endvidere formand for Grebe Specialist Group under World Conservation Union. Dansk repræsentant i den Internationale Ornitologiske Kommission, og har i flere perioder været præsident i Skandinavisk Ornitologisk Union.
Har gennemført omfattende ekspeditionsarbejde i især Sydamerika og Afrika, og står bag en række projekter med kapacitetsopbygning og miljømæssig bæredygtighed som formål. Forfatter og medforfatter til et stort antal afhandlinger om fugle, især deres systematik og evolution, bl.a., sammen med Niels Krabbe. Hvilket har resulteret i det anerkendte værk „The Birds of The High Andes“ der er blevet betegnet som gennembruddet for moderne ornitologiske forskning i Andesbjergene. Arbejder også mere bredt med tropisk biodiversitet og prioriteringsanalyser for miljøarbejdet.
Har alene eller sammen med andre, beskrevet adskillige nyopdagede arter og underarter af fugle, og fik for nylig som en anerkendelse af sit store arbejde i Sydamerika, opkaldt en art efter sig, nemlig Myrmotherula fjeldsaai – en art af Myrefugle-familien (der endnu ikke har fået danske navne). Har været med i NAG fra starten.

Ole Geertz-Hansen. Født 1935.
Mangeårigt arbejde med bøger, især naturrelaterede bøger hos Erik Paludan i København. Medlem af DOF siden 1949. Medstarter af bladet ”Feltornitologen”. Har studeret fugle i Europa, Asien, Afrika og Amerika.
Ekskursionsleder for DOF siden 1955. Har undervist i ornitologi på aftenskole i over 30 år.
Var med til at etablere det første forsøg på en navnegruppe i 70’erne. Har siddet i den nuværende gruppe siden starten i januar 1996.

Jørgen Møller Hansen. Født 1946.
Uddannet fra DTH i kemi, senere lærer og merkonom. Væsentligste interesse er taksonomi og fuglehold under beskyttede for-hold. Har udgivet 2. del af et værk over verdens fugle med danske navne i begyndelsen af 1990´erne (1. del blev stillet i bero grundet Navnegruppens oprettelse). Værket indgik i Lasse Kreutzfelt´s værk over fuglenavne, som danner grundlag for NAG´s arbejde. Har i fugleholder-regi udgivet et dusin bøger, samt en del mindre hæfter. Har været med i NAG fra starten.

Flemming Nielsen. Født 1959.
Uddannet tømrer. Ansat i Zoologisk Have i København som dyrepasser siden 1984. Arbejder hovedsageligt med fugle, krybdyr og invertebrater, og i mindre omfang med primater og andre pattedyr. Videreuddannet i Zoologiske haver i U.S.A. og Australien samt i etologi på Københavns Universitet.
Har siden 1996 haft hovedansvaret for Tropehus/Fasaneri som sektionsleder. Assisterende kurator for fugle i Københavns Zoologiske Have fra Januar 2001. Med i NAG som repræsentant for de danske Zoologiske Haver, og deltaget i arbejdet fra få måneder efter stiftelsen.

Ivan Olsen. Født 1951.
Cand. scient i biologi ved Københavns Universitet med speciale i naturovervågning af fugle på Færøerne. Herudover uddannet som meritlærer med liniefag i fysik, kemi og biologi. Ivan er tidligere uddannet som klejnsmed.
Medlem af DOF siden 1975. Har siddet i DOFs Sjældenhedsudvalg i perioden 1987-97, heraf 4 år som sekretær. Ekskursionsleder for Københavnsafdelingen siden 1979 på mere end 300 små- og busture i Danmark og Sverige, og rejseleder på 20 storture i mange lande i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Sydøstasien samt Nordamerika. Derudover rejst privat på Grønland og i Vestafrika syd for Sahara.
Forfatter og konsulent på bøger og artikler om feltbestemmelse af fugle, og underviser på aftenskole i feltbestemmelse m.m. Har været med i Navnegruppen siden starten d. 20. Januar 1996.

Mogens Behnke-Pedersen. Født 1937.
Pensionist, uddannet i den danske handelsflåde og senere i fotobranchen. Medlem af DOF siden 1966. Tidligere fugleholder, med speciel interesse for frugt- og insektædere. Fra 1960 medlem, og i perioder næstformand, i et par Københavnske fugleforeninger. Var som bl.a. Ole Geertz-Hansen, med til at etablere det første forsøg på en navnegruppe i begyndelsen af 70’erne. Har skrevet „Kolibrier“ 1972 og medforfatter til Politikens „Jeg har stuefugle“ 1973, og har gennem tiden skrevet og oversat en del fotolitteratur.
Har arbejdet med skindsamlinger på Zoologisk Museum, samt under studiebesøg, på museerne i Rio de Janeiro, Washington, New York og London. I felten, er det specielt fuglene i Mellem- og Sydamerika, der har været i kikkerten.

Henning Pust. Født 1951.
Bankuddannet og arbejder nu som prokurist og erhvervskunderådgiver.
Har været aktiv fugleholder i over 40 år, heraf de sidste 25 på højt niveau. Har siden 1972 været fugledommer på udstillinger og har været med til at etablere den nuværende dommeruddannelse. Har været landsformand for Danske Fugleforeningers Landsorganisation i 5 år og i en periode derefter medlem af hovedbestyrelsen som dommerudvalgsformand. Har skrevet Politikens Stuefuglebog i 1986 og oversat en engelsk bog om stuefugle til dansk.
Har interesse for navngivning, idet man som dommer ofte kommer ud for at skulle artsbestemme og navngive nye arter der indføres. Har udover den aktive interesse i fugle, også interesse i litteratur om fugle – med en bogsamling på mere end 300 forskellige om fugle fra alle dele af verden. Med i Navnegruppen fra kort tid efter stiftelsen i 1996.

Svend Rønnest. Født 1949.
Medlem af DOF siden 1968. Militærnægter på Blåvand Fuglestation 1970-1971.
Observatør og ynglefugleoptæller på Tipperne i 1972 og 1975. Ringmærker på Hjelm i 1973 og 1974. Medlem af lokalbestyrelsen i Ribe Amt i 25 år (1972-1997), i kortere og længere perioder som formand. Lokalredaktør af „Falken“ (Natur & Ungdom´s lokaltidsskrift).
Har skrevet eller været med til at skrive: Sydvestjyllands Fuglelokaliteter (1971), Ribe Amts Fuglelokaliteter (1985), Ribe Amts Ynglefugle (1985) og Sjældne Fugle i Danmark (1993) foruden mange artikler i lokaltidsskriftet.
Efter mange år, hvor fuglekiggeriet har haft fredningsmæssige formål, er det nu mere blevet til ren nydelse. Det giver plads til at lede efter sjældenheder.
Med i Navnegruppen fra starten d. 20. Januar 1996. Sekretær på interne opgaver siden marts 2000.

Lasse Kreutzfeld. Døde 16.06.1997. Blev 53 år.
Den kortfattede og beklagelige lille notits der blev bragt i DOF-Nyt nr. 3 1997, retfærdigegjorde på ingen måde det store arbejde Lasse lagde for dagen i DOF gennem mange år.
Lasse Kreutzfeld var en kendt figur i dansk ornitologi. En god formidler med en kolossal viden om mange aspekter inden for ornitologi. At han også var en dygtig formidler som tegner kunne ses på rækken af plancher han efterlod sig på sit arbejdsværelse i hjemmet i Birkerød, men også på de plancher og ander publiceringer der pyntede ved Vaserne og andre steder samt flere blade og rapporter. Som turguide på nattergaleturene trak han mange mennesker og han efterlod sig et fantastisk stort materiale af optagelser af fuglestemmer, som var en af hans ynglingsbeskæftigelser. Han afholdte også i en årrække mange fuglestemmeraftener i DOF, noget han elskede og som han kunne på fingerspidserne. Han kunne sine fuglestemmer og folk fik altid noget med hjem når de havde været til stemmeaften med Lasse.
Lasse var sekretær for Navnegruppen fra starten og frem til kort før sin død.
Gruppen der siden har arbejdet videre i Lasse’s ånd, husker ham som velforberedt og yderst engageret, med undtagelse af de sidste møder hvor kræfterne som følge af hans sygdomsforløb, var begrænset.
Det er navnegruppens indtryk at Lasse endelig så sine anstrengelser bære frugt og at han kunne regne med at hans enorme forarbejde også vil ende med et færdigt arbejde nogle år senere. Lasse havde endvidere et stort hjerte for flygtninge, flygtningearbejde og spørgsmål omkring dette. Desuden var han gennem mange år tæt tilknyttet og engageret på Birkerød Nærradio