Det kan nogle gange være svært at afgøre hvilken naturtype, man skal angive for sit punkt. Denne liste giver en lille uddybning af de 9 angivne naturtypekoder på tælleskemaet

Alle naturtypeangivelser skal så vidt muligt benytte disse 9 koder, da kode "10. Andet" vil blive afskaffet. Valget af kode vil nogle gange være afhængig af de tilstødende områder. En rørskov ved en stor sø vil f.eks. karakteriseres som 8, mens rørskov i et stort sumpet område vil være kode 4. Det samme kan gøre sig gældende med grusgrave, der i agerlandet vil være kode 3, men hvis den ligger i en skov, vil det være kode 1 eller 2.
Hvis du stadig er i tvivl, er du altid velkommen til at henvende dig til DOF.

Uddybning af naturtypekoderne:

1. Nåleskov (nåleskov, juletræsplantage, lysning i nåleskov)
Gran, ædelgran, lærk, ceder, cypres og thuja betegnes som nåleskov, men ikke ene og taks, der typisk kun er buske.

2. Løvskov (løvskov, lysning i løvskov)
Hyppige løvtræer er poppel, birk, avnbøg, hassel, bøg, eg, elm, røn, kirsebær, løn, ahorn, hestekastanie, lind og ask. Hvis der vokser pil og el betegnes området som mose (kode 4), da disse kun gror i fugtige områder. Tjørnebevoksning er ikke skov, men findes som buske og træer på enge og overdrev (kode 9).

3. Agerland (mark, braklagte arealer, levende hegn, gård, frugtplantage, mergelgrav, golfbane, energipil)
Græsarealer som ikke høstes betegnes som eng (kode 9).

4. Mose/kær (mose, kær, rørskov, rørsump, mindre vandhuller)
Områder med fugtig, ofte vanddækket bund. Med urtevækst og/eller træer som pil, el og birk.

5. Hede (hede og klithede)
Oftest domineret af hedelyng. Altid med tør bund. Hvis bunden er våd er det en hedemose (kode 4).

6. Klit/strand (klit, strand, hav, kyst, vade)
Indlandsklitter hører også herunder. Strand omfatter kun grænsen mellem land og hav, men ikke søbreder (kode 8).

7. Bymæssig bebyggelse (by, have, sommerhusbebyggelse, landsby, havn, industriområde, park, voldanlæg, kirkegård, jernbane)
Spredtliggende gårde hører under agerlandet (kode 3).

8. Sø (sø, rørskov)
Alle åbne, vedvarende vandoverflader på mere end 1 ha. Mindre vandhuller betegnes som mose (kode 4).

9. Eng (eng, strandeng, overdrev)
Græsdominerede arealer med spredte træer og/eller buske. Dækker også fugtige enge, vedvarende græsarealer og overdrev.

Linjeføringer i landskabet (å, vej og jernbane) samt småarealer (grusgrav, lergrav) betegnes som den omgivende naturtype.