Den bedste klimatilpasning er bedre naturbeskyttelse

torsdag 5. november 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Den internationale naturorganisation BirdLife International med den danske partner Dansk Ornitologisk Forening (DOF) opfordrer statslederne på klimatopmødet i København til at finde klimaløsninger i pagt med naturen. Mangroveskovene langs de tropiske kyster er et godt eksempel skriver DOF’s medlemsblad Fugle og Natur.
Det grundlæggende princip i vores tilpasninger til fremtidens klima bør være ”Økosystem-baseret tilpasning”. Det er DOF’s og BirdLife Internationals centrale budskab til alverdens politikere på klimatopmødet i København i december.

”Økosystem-baseret tilpasning” eller ”Ecosystem-based adaptation” går ud på at basere fremtidens klimatilpasning på beskyttelse af eksisterende økosystemer og biodiversitet til gavn for både natur og mennesker. Hvis økosystemerne sikres mulighed for at tilpasse sig klimaændringerne, så vil det både sikre områdernes biodiversitet og tilgangen af livsnødvendige naturressourcer til lokale folk, specielt i udviklingslandene.

Et godt eksempel på dette er mangroveskovene langs de tropiske kyster. Her vil en økosystem-baseret tilpasning satse på at udvide og genskabe mangroveskove langs kysterne, fordi de på én gang kan beskytte kysterne mod højere vandstande, sikre den naturlige biodiversitet og fiskebestande og dermed vigtige føderessourcer for de lokale samfund. Et alternativ til mangroveskovene kunne være at bygge nye og højere dæmninger, men DOF og BirdLife International advarer om, at den slags kortsigtede ubæredygtige tilpasninger i det lange løb vil forværre effekterne af klimaændringer.

”Forhåbentlig tager politikerne på klimatopmødet et afgørende skridt fremad i bestræbelserne for at mindske påvirkningen af det globale klima. BirdLife International vil være med ved forhandlingsbordet for at sikre en tæt kobling mellem klimakampen og kampen for at bevare verdens biologiske mangfoldighed, skriver DOF’s formand Christian Hjorth i sin leder i Fugle og Natur.

”FN’s klimapanel regner med, at op imod 37 procent af verdens planter og dyr risikerer at uddø som følge af klimaændringerne. Værst ser det ud i de tropiske skove, men også de arktiske områder bliver hårdt ramt. Blandt andet trues tundraens vadefugle af, at buske og træer breder sig i de arktiske egne som følge af temperaturstigningerne. Og det fortrænger vadefuglene, som tillige vil blive ramt af stigende havspejl på deres kystnære rastepladser overalt i verden.

Mange af svømmefuglene vil også få det sværere, fordi vinternedbør øger udvaskningen af næringsstoffer fra landbruget til de lavvandede områder omkring Danmark med deraf følgende plante- og fiskedød. Havfuglene er også trængt, fordi deres fødeemner flytter nordpå med de varmere have. Endelig ser vi klare tegn på, at de sangfugle, der trækker til Afrika, går tilbage, hvilket måske skyldes ændringer i vinterkvarteret som følge af klimaforandringer”, konstaterer Christian Hjorth.

BirdLife International er et internationalt partnerskab mellem mere end 100 nationale fugle- og naturbeskyttelsesorganisationer. Med over 10 millioner medlemmer og støtter er BirdLife International verdens største medlemsbaserede grønne organisation. Dansk Ornitologisk Forening er i øvrigt vært for 19 nationale BirdLife-partnere verden over, som alle kommer til København under klimatopmødet.

Yderligere oplysninger: Formand Christian Hjorth 97448520 el. 29287502, Formand for DOF’s naturpolitiske udvalg Hans Meltofte 35352787, Biolog Knud Flensted 33283833 el. 21242275