Mange fuglearter hårdt ramt af vintervejret

fredag 4. februar 2011 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
En lang række vinterfølsomme fuglearter er gået kraftigt tilbage fra 2009 til 2010. Det viser en ny analyse af mere end 2 millioner observationer i Dansk Ornitologisk Forenings database, skriver bladet Fugle og Natur.
Fugle og Natur
Mange synes det er flot, når landskabet er dækket af sne og is, som det var tilfældet i hele fire måneder af 2010. Man kunne tilføje, ja det er dødflot – for de meget hårde vintre tynder stærkt ud i bestandene af mange fuglearter.

Det kan blandt andet aflæses i Dansk Ornitologisk Forenings database DOFbasen. Både i 2009 og 2010 har danske feltornitologer indtastet over 1 million observationer i DOF-basen.

Programmør Steen Brølling har sammenlignet det totale antal indtastede individer af en række udvalgte arter i de to år, og der viser sig nogle meget markante tilbagegange fra 2009 til 2010:

Isfugl - minus 66,3 %
Slørugle - minus 59 %
Gærdesmutte – minus 51,7 %
Fiskehejre – minus 48,1 %
Vandrikse – minus 45,8 %
Skægmejse – minus 42,6 %
Bomlærke – minus 36 %
Rørdrum - minus 21,6 %
Blishøne - minus 20,5 %
Skovsneppe – minus 20 %
Knopsvane - minus 12 %.

Der er altså ikke tale om ynglebestandene, men udviklingen i det samlede antal registrerede fugle gennem hele kalenderåret. Vi ved fra andre optællinger, at nogle af arterne er gået endnu mere tilbage end DOFbase-tallene her viser.

Redeoptællinger fra DOF’s uglegruppe har vist, at sløruglens ynglebestand herhjemme gik tilbage med 90 procent fra ca. 500 par i 2009 til kun omkring 50 par i 2010. Og punkttællingerne i yngletiden viste i 2010 en tilbagegang på 68 procent for gærdesmutten. Men observationerne i DOF-basen kan altså også bruges til at vise tendenserne i fuglenes forekomster herhjemme. Kolde vintre er en del af naturens gang, og fuglebestandene vil efterhånden komme sig igen. Men denne gang vil det formentlig tage sin tid, og DOF frygter, at en art som sløruglen risikerer at uddø i Danmark.

Intet under, at mange fuglevenner foretrækker grønne vintre.

Yderligere oplysninger: Steen Brølling 97990330 eller biolog Henning Heldbjerg, DOF 33283827