På udkig efter påskefugle: Regnspover i gråvejr og ænder i farvepragt

Småspove. Foto: Jan Skriver. 

Med udsigt til skyer og muligt regnvejr i påskedagene falder tanken uvilkårligt på regnspoverne.

Sidste halvdel af april og lidt ind i maj er forårets højsæson for storspove og småspove, som man kan opleve over det meste af landet på træk. Hvis man altså opholder sig ved kyster med tidevand, enge eller i ådale, for fuglene med de lange krumme næb lever af at vriste snegle, orme, krebsdyr, muslinger og insekter ud af blød bund, enten der er tale om vadeflader, enge eller marker i lave terræner.

Engang på en af DOF’s fugleture, spurgte en ældre dame turlederen:

"Hvad hedder den fugl med den bøjede pind i munden?", da en regnspove kom flyvende.

Det var en storspove, hvis næb man altid lægger mærke til. Storspoven er Danmarks største vadefugl. Den er talrig på trækket, men fåtallig som ynglefugl. Læsø og Saltholm huser de fleste par, men også klithederne i Vestjylland og flere af de større jyske moser tiltrækker ynglepar.

Storspove med bytte i næbbet. Foto: Jan Skriver.

Netop i disse uger kan man høre storspovens fløjten, en af den danske naturs besjælede stemmer.

Himmelske heste med kurs nordpå

Småspoven hører man også på denne tid af året, når den trækker mod sine ynglepladser højt mod nord i Skandinavien og østpå gennem Sibirien. Island huser en stor bestand af småspove, og arten yngler også i Østgrønland.

Hvor storspovens stemme er den rene poesi, hører småspovens lyde til de mere jordnære. Den vrinsker som en skinger hest. Hvis man pludselig en aprildag hører en himmelsk hest, kan det være en småspove på vej nordover.

Altlingandrik. Foto: Jan Skriver.

I mindre søer og moseområder er der farvepragt i sigte i disse dage, hvor svømmeænderne har taget hul på en ny ynglesæson. Atlingandrikken er ankommet fra Afrika i sin sirligt sammensatte dragt, hvis mønstre kan fortjene et nærstudium.

Atlinganden er den af de vores svømmeænder, som har vinterkvarterer længst væk fra sine danske yngleområder. Den tilbringer de mørke måneder i de vestafrikanske floddeltaer syd for Sahara. Men i april er den tilbage hos os, om end den er fåtallig.

Til karneval med skeanden

Mens atlinganden er holdt i et afdæmpet design, er der knald på farverne hos skeandrikken. Andrikken slår en stemning af karneval an hos de danske svømmeænder.

Skeandrik. Foto: Jan Skriver.

Man skal ud til næringsrige søer, moseområder eller lavvandede fjorde og laguner for at få nærkontakt med skeanden. Dens skeformede næb indeholder lameller, som den bruger til at filtrere vandet for føde. Den benytter sig så at sige af samme teknik som de store bardehvaler, der sier føden fra vandet ved hjælp af deres barder.

Hvis man færdes langs søer og kyster med indslag af rørskov, kan man mange steder høre sivsangeren synge. Den sidder ofte højt på strå.

Sivsanger. Foto: Jan Skriver. 

Sivsangeren er en af de arter, som holder vinter i Afrika syd for Sahara, og som ankommer tidligere til Danmark om foråret, end det var normalt for årtier siden.

April er for flere arter blevet den store ankomstmåned, hvor maj var det i ’gamle dage’. Klimaet ændrer sig. Og fuglene følger med.