TV-ørne slår seerrekord og fortsætter som GPS-ørne
De to unger, en han og en hun, er siden april vokset op under kyndig fodring og beskyttelse af forældreparret og nøje overvågning af hundredetusindevis af danskere.Foto: ØrneTV
Fire havørne, hårdtarbejdende frivillige og rekordmange seere har gjort årets sæson af ØrneTV til den mest populære og mest begivenhedsrige sæson nogensinde.
- Det har været en helt formidabel sæson af ØrneTV. Den bedste hidtil. Både forældrefugle og unger har klaret sig forrygende. Og interessen har aldrig været større. Det kan jeg kun være ovenud glad for, siger leder af Projekt Ørn, Kim Skelmose.
Efter nogle turbulente år i ØrneTV begyndte årets sæson anderledes positivt i begyndelsen af marts, da et nyt havørnepar lagde tre æg i reden og begyndte at ruge.
De to ørneunger kom til verden med cirka et døgns mellemrum. Foto: ØrneTV
Uheldigvis blev det ene æg trådt i stykker under udrugningen, men i midten af april klækkede de to andre, og to havørneunger kom til verden i reden i Fugleværnsfondens reservat i Saksfjed-Hyllekrog på Lolland.
De to unger, en han og en hun, er siden april vokset op under kyndig fodring og beskyttelse af forældreparret og nøje overvågning af hundredetusindevis af danskere.
Rekordmange seere
Siden årsskiftet er ØrneTV-siden blevet åbnet 2,49 millioner gange. Det er en klar rekord i forhold til sidste år, hvor siden blev åbnet knap en million gange.
- Det er overvældende mange. Og det er meget dejligt, at så mange har haft lyst til at opleve ørnene og lære noget om dem på helt tæt hold, siger Kim Skelmose.
Kim Skelmose har denne sæson observeret at forældrefuglene har hjembragt 22 forskellige byttedyr, som skarv, rødben, hornfisk og blishøne til ungerne. Foto: ØrneTV.
En del af populariteten skal sandsynligvis tilskrives nedlukningen af samfundet i forbindelse med coronapandemien, hvor digital underholdning generelt fik øget interesse i foråret. Men det er ikke hele årsagen.
De to unger er de første i ØrneTV i flere år, så der har været ekstra meget leben i den landskendte rede i år.
Samtidig har der været tekniske forbedringer. Billedkvaliteten er blevet skruet op, og der er blevet mulighed for at zoome og dreje kameraet og skabe endnu bedre TV.
Men det har også betydet ekstra arbejde, siger Kim Skelmose.
Stor glæde og taknemmelighed over publikum
- Vi har brugt enormt mange kræfter på ØrneTV. Jeg bruger næsten hvert vågne øjeblik på at holde øje med reden, flytte kameraet og sikre, at der er de bedst mulige billeder af ørnene. Ole Friis Larsen har siddet klinet til kommentarfeltet og svaret på spørgsmål og Rasmus Romme har assisteret lokalt, hver gang det var nødvendigt.
- Derfor er jeg også utroligt taknemmelig for den interesse og begejstring, der har været for ØrneTV i år. Vi glæder os meget over at kunne vise livet i ørnereden frem og opleve den store opbakning til vores arbejde fra publikum, siger Kim Skelmose.
De to havørneunger begyndte i løbet af juli at udforske området uden for reden, og har nu for alvor forladt redeområdet. Foto: ØrneTV.
Mark Desholm, der er leder af DOF’s Naturafdeling glæder sig også over den store interesse for ØrneTV, og han fremhæver også de frivillige kræfter bag ØrneTV.
- Man kan kun tage hatten af for de frivilliges engagement og arbejde. Uden dem ville det ikke være muligt at køre ØrneTV og gøre det til det kvalitetsprodukt, det er i dag, siger han.
De frivilliges arbejde og ØrneTV får også mange positive tilkendegivelser og tilbagemeldinger fra seerne. Både i kommentarfeltet på ØrneTV-siden, på Facebook og som private henvendelser til Kim Skelmose og Ole Friis Larsen.
Dertil kommer de mange donationer, der går til at holde ØrneTV på vingerne. Uden de økonomiske bidrag ville det være vanskeligt at dække omkostningerne til udstyr og vedligehold ved ørnereden, som ligger temmelig utilgængeligt i Fugleværnsfondens reservat.
De to havørneunger begyndte i løbet af juli at udforske området uden for reden, og har nu for alvor forladt redeområdet.
Ørneunger fortsætter som GPS-ørne
Men selvom det normalt betyder et endegyldigt farvel til de flyvefærdige unge rovfugle. Så er det anderledes i år.
I maj blev begge unger ringmærket, og i juni blev ungerne fra tv-reden for første gang i ØrneTV-historien udstyret med GPS-sender.
Det betyder, at de to unge havørne er blandt i alt 18 danske havørne, der er en del af Projekt GPS-ørn, som er et samarbejde mellem DOF og Statens Naturhistoriske Museum.
Senderen er monteret på ørnen med en sele, der minder lidt om en rygsæk med bånd om brystet og skuldrene, så vingernes bevægelighed ikke er begrænset. Senderen vejer 73 gram, mens selen vejer 8 gram, før den er klippet til. Foto: ØrneTV.
Med en GPS-sender på ryggen leverer havørnene vigtige data om deres bevægelser og levesteder.
- Projektet skal blandt andet give os mere viden om havørnenes tidlige liv - perioden før de er klar til at yngle i femårsalderen. Hvor opholder de sig, og hvor flyver de hen? Og så kan det fortælle om dødsårsagerne. Al vores data kan vi bruge til at beskytte ørnene bedre, siger projektleder på GPS-projektet, Daniel Palm Eskildsen.
Samtidig betyder GPS-mærkningen, at det alligevel ikke er nødvendigt at sige farvel til de to unge havørne, som så mange seere har fulgt i flere måneder via redekameraet.
- Det er dejligt, at vi endelig får muligheden for følge ungerne efter tv-karrieren. Og jeg er meget glad for, at seerne har taget godt imod GPS-mærkningen, siger Kim Skelmose.
GPS-signalerne fra de to unger er fra i dag tilgængelige på GPS-ørnekortet sammen med de andre GPS-ørne, så det nu er muligt at følge deres færd ud i verden. GPS-koordinaterne bliver offentliggjort med tre dages forsinkelse for at forhindre, at ørnene bliver opsporet og forstyrret.
Men hvis man ser en ørn med GPS, så må man meget gerne indtaste den i DOFbasen og markere med en kommentar, at der er GPS-sender på, så observationerne også kan indgå i GPS-projektet.
ØrneTV glæder sig til ny sæson
Mens ungerne nu har forladt redeområdet, så vil forældrene derimod blive i området. Alligevel bliver ØrneTV slukket i en periode frem til slutningen af vinteren, hvor den nye sæson forhåbentlig begynder med nye æg i reden hos havørneparret.
Den nye sæson forventes at begynde i februar 2021. Foto: ØrneTV
- Jeg har gode forhåbninger til en ny god sæson med de to forældrefugle. De er et fantastisk par med gode evner. De har været enormt gode til at passe på ungerne, jage og fodre. Der er blandt andet stor variation i den føde de har bragt hjem. I år har jeg talt 22 forskellige byttedyr, som skarv, rødben, hornfisk og blishøne, siger Kim Skelmose.
Du kan følge med i den nye sæson af ØrneTV her på siden fra omkring februar 2021, og du kan følge GPS-ørnene på kortet her og læse mere om GPS-projektet her.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00
Kim Skelmose, leder af DOF’s Projekt Ørn
Tlf. 27 73 40 70