Ny sæson: Stor spænding om Ugle- og ØrneTV efter sidste års drama

tirsdag 22. februar 2022 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Årets nye sæsoner af UgleTV og ØrneTV er ventet med spænding efter sidste års ynglesæsoner for både havørnene og de store hornugler endte i fiasko. Det ser allerede godt ud for havørnene, og der er stadig håb for at se uglerne på kameraet igen.
af Anton Gundersen Lihn

UgleTV og OrneTV 2022Både hos de store hornugler og hos havørnene er forberelserne i gang til ynglesæsonen 2022. Foto: DOF

En død ørneunge, en halvblind ørn, en flygtende uglehun og et æggetyveri var nogle af de dramatiske højdepunkter fra sidste års sæson af både UgleTV og ØrneTV.

Og netop hændelserne i den seneste sæson gør det ekstra spændende at følge med, når der nu igen blændes op for webkameraerne ved de to reder med havørne og store hornugler.

I begge reder er der tydelige tegn på fuglenes forberedelser til ynglesæsonen, så eksperterne bag kameraerne har store forventninger.

- Vi holder jo lidt øje med reden, inden sæsonen begynder, og det ser allerede rigtig godt ud. Havørnene bygger på reden, der har været lagt føde ind, og vejret er gunstigt for en rigtig god start på sæsonen, siger hovedmanden bag ØrneTV og leder af DOF’s projekt Ørn, Kim Skelmose.

Optimismen er ikke helt så høj hos UgleTV, men håbet er der, for der har været tegn på aktivitet, siger Klaus Dichmann, der er manden bag UgleTV.

- Jeg er meget spændt på, om uglerne vender tilbage i år. Men jeg kan konstatere, at der er kradsemærker i reden. Hannen har været forbi for at grave redeskålen dybere, så den er klar til at blive præsenteret for hunnen. Så kan vi kun håbe, at også hun vil vende tilbage til reden, siger han.

Usikkert om uglerne kommer tilbage

Særligt for UgleTV er denne sæson ventet med spænding, fordi den seneste ynglesæson sluttede meget pludseligt bare få dage inde i rugeperioden.

Et eller andet skræmte hunuglen af reden, så hun efterlod sine to nylagte æg alene tilbage. Hun vendte kort tilbage flere gange, men forvandt igen, og en uge efter flugten fra reden blev der sat en endelig stopper for yngleforsøget. En sortkrage dukkede op og stjal begge de ubeskyttede æg fra reden.

Med sådan en afslutning på det foregående yngleforsøg er det derfor uvist, om hunnen fortsat vil gøre forsøg i UgleTV-reden. Eftersom hannen har puslet med reden i år, er der overordnet tre mulige scenarier, siger Klaus Dichmann.

- Enten så kommer både han og hun fra sidste år tilbage og begynder deres ynglesæson, som om intet var hændt. Den anden mulighed er, at hannen har fundet en anden hun, som han tror mere på, og så begynder de deres ynglesæson i reden. Den tredje mulighed er desværre, at hannen er kommet tilbage uden hun. Så vil der kun være mulighed for at se ham dukke tilfældigt op ved reden og flyve frustreret igen, fordi han stadig har yngletrang, men ikke har en mage. Jeg krydser selvfølgelig fingre for en af de to første, men det er meget usikkert, siger han.

Håber på succes i ØrneTV efter fiaskosæson

For ØrneTV ligger de foregående sæsoner også i baghovedet, når Kim Skelmose ser frem mod årets sæson. Han betegner sidste års som en fiasko for ørneparret, da den ene af to unger døde i reden, mens den anden mistede synet på det ene øje og nu forventes død. Året før kom begge de to unger på vingerne, men den ene af dem har i mellemtiden også mistet livet.

Dermed er det bare en ud af fire klækkede unger fra ØrneTV-reden, der har klaret sig i løbet af de seneste to sæsoner. Derfor er Kim Skelmose også ekstra spændt på denne sæson.

- Jeg kunne rigtig godt tænke mig at se to eller tre sunde unger på vingerne. Vi håber, at 2022 kan blive en sæson, hvor vi oplever en sund ynglesæson, hvor vi ser, at der kommer godt med bytte og ungerne vokser sig stærke og sunde. Altså at vi ser livets almindelige gang i ørnereden, som det ser ud uden for mange udfordringer, siger han.

Forstyrrelser er den største fare

Ørnenes egne forberedelser lover allerede godt, men der kan alligevel være ting, der stikker en kæp i hjulet for ørnene. For eksempel kan forstyrrelser på de forkerte tidspunkter, hurtigt ødelægge deres ynglesæson. Det gælder især forstyrrelser fra mennesker, for eksempel var der sidste år en person, der kørte ulovligt på motorcykel tæt på reden.

- Forstyrrelser er alvorlige for ørnene. Hvis de bliver presset til at flyve af reden, mens de ruger, eller mens ungerne er små i de første to uger. Så er både æg og unger et nemt bytte for kragerne i området, som er meget opmærksomme på muligheden for et let måltid, siger Kim Skelmose.

Med den hastigt stigende bestand af havørne er der også risiko for naturlige forstyrrelser. Der er set eksempler på, at havørnepar er blevet så presset af mange unge havørne, at de har måtte opgive deres yngleforsøg. Saksfjed-Hyllekrog på Lolland, hvor ØrneTV-reden ligger, er et godt spisekammer for havørne, og her har Kim Skelmose talt op til otte unge havørne i området ved hjælp af kameraet.

Også hos uglerne er det forstyrrelser, der ligger øverst på listen over udfordringer, fortæller Klaus Dichmann.

- Redens placering i en aktiv grusgrav kan være en udfordring. Normalt forstyrrer arbejdet i grusgraven jo ikke, ellers kunne reden ikke have ligget der så længe. Men der kan jo pludselig opstå behov for en reparation for eksempel, så der bliver arbejdet tættere på reden end sædvanligt. Det vil ikke være et problem nu, eller når ungerne er i reden, men hvis hunnen bliver jaget af reden mens hun ruger, så er der stor risiko for at kragerne slår til, for hun kommer ikke tilbage, før der igen er ro omkring reden, siger han.

Teknikken er efterset og testet.

Forud for årets sæson er begge kameraer og mikrofoner blevet efterset og testet, så forhåbningen er, at teknikken sidder lige i skabet.
Men med natur kan man ikke vide sig helt sikker, derfor er det som altid med forbehold for at npget går helt anderledes, end vi forventer, når årets sæsoner af FugleTV bliver sat i gang.

Blandt andet har mikrofonen på ØrneTV været plaget af et egern, der har set sig lun på den pjuskede vindhætte, der beskytter mikrofonen mod sus. Men det skulle der nu være taget højde for, så der igen er lyd på ørnene (og uglerne).

Uanset, hvordan fuglene, vejret eller teknikken arter sig, så ønsker holdet bag ØrneTV og UgleTV og hele resten af DOF en rigtig god sæson med UgleTV og ØrneTV. Forhåbentlig får vi også i år fantastiske naturoplevelser og ny viden om både ørne og ugler. God fornøjelse.

Se UgleTV her og ØrneTV her.

Yderligere oplysninger

Klaus Dichmann, DOF’s ugleekspert
Tlf. 20 86 90 52

Kim Skelmose, leder af DOF’s Projekt Ørn
Tlf. 27 73 40 70

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00