Naturtalenter med næb og klør på direkte tv

onsdag 19. februar 2025
Havørnenes ynglesæson er netop indledt med jævnlige parringer, indretning af reden og aflevering af bytte. Kig med på direkte ØrneTV, hvor dramaer kan udspille sig hvert øjeblik.

 Havorne skriger over deres revir foto Jan SkriverHavørne skriger over deres revir. Foto: Jan Skriver.

Engang kravlede et egern op i havørnenes rede og fjernede hætten til mikrofonen, der sammen med WEB-kameraet transmitterede lyde og billeder direkte ud til seerne. Og egernet gnavede i en ledning, så der opstod risiko for sort skærm.

En anden gang ankom en sulten husmår til ørnehjemmet og snuppede et æg, så sæsonen endte uden familieforøgelse. Der har også været filmet adskillige stridigheder og kampe havørne imellem. Med andre ord: Man ved aldrig, hvad der sker på direkte ØrneTV.

Hunnen reder op til familieliv

- Netop nu er der fred og ro i havørnenes nye rede, der er anbragt godt 20 meter oppe i en poppel. Hunnen opholder sig ofte i hjemmet og flytter rundt på kviste og græs i reden og gør tilsyneladende klar til at lægge æg. Vi har helgarderet os i denne sæson ved at opsætte WEB-kameraer over både ørnenes gamle og oprindelige rede og så den nyeste. Uanset hvilken rede de opholder sig i, kan vi garantere billeder fra familielivet, men det lader altså til, at ørnene har slået sig ned for at yngle i deres nyeste redetræ, siger Kim Skelmose, der er leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn, som står bag ØrneTV.

OrneTV cover 3 2

Havørne-hunnen i ØrneTV fra Hyllekrog er ringmærket, så man ved, at hun er en svensk ørn på 10 år. Voksne havørne er ofte meget lyse i hovedfjerene, men hunnen i Hyllekrog-parret er mørkere i hovedet end hannen, så hun er i reglen til at kende. Hun er også væsentligt større og kraftigere end hanørnen. 

Både formidling og forskning

De levende billeder fra havørnens privatsfære er en af de største filmsucceser, den danske natur har fostret. Der er både tale om underholdning og forskning.

- ØrneTV har været voldsomt populært. Titusinder af danskere har kigget med, og der er seere, som flere gange dagligt har fulgt ørnene. Det er bogstaveligt talt naturformidling på højt plan, siger Kim Skelmose.

I løbet af 2022 var der godt 3,5 millioner visninger på foreningens reality-tv med live-optagelser fra havørnereden på Lolland.

Der er ofte sidegevinster forbundet med at klikke ind på ØrneTV. Ofte opholder dådyr sig under havørnens rede, og der færdes jævnligt Exmoor-ponyer, der er noget af det nærmeste man kommer vildheste i den danske natur nær redetræet.

Læs også: Ørnens Dag: Store naturoplevelser og vilde vingefang

Yderligere oplysninger:

Kim Skelmose, leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn
Tlf. 27 73 40 70