Vadefugle ved Sneum og Kongeåens udløb
I august er det sydgående vadefugletræk allerede godt i gang. På det tidspunkt er chancerne for at se en bred vifte af vadefugle størst, og det gælder bl.a. de mere fåtallige arter som Krumnæbbet Ryle, Dværgryle, Temmincksryle, Brushane og Sortklire
Er man lidt usikker på bestemmelsen af vadefugle, er det en fin mulighed for træning.
Vi kommer til at bevæge os på forlandet, så gummistøvler er en god ide at tage på.
senest 14. august til Niels Knudsen, nk@esenet.dk, tlf. 4095 1537
TURLEDER Niels Knudsen, 4095 1537 (nk@esenet.dk) og Per Fabricius, ()
KONTAKT Niels Knudsen, 4095 1537 (nk@esenet.dk)
MØDESTED
P-pladsen ved Sneum Sluse. Sneum Slusevej 2, 6731 Tjæreborg
GPS 55.434, 8.60732
SE STORT KORT
At komme tidligt ud af sengen var ikke en forhindring for 10 deltagere i at mødes kl. 07.00 på p-pladsen ved Sneum Engsø. Formildende var det nok, at vejret ikke kunne ønskes bedre. Svag vind og få skyer.
Fra p-pladsen begav vi os til digetoppen, hvorfra både Sneum Digesø, Sneum Ås udløb og vaden kunne overskues. Senere gik vi ad diget mod nord, hvorfra den nordlige del af Sneum Digesø kunne ses. Sammenlagt observerede vi godt et par timer ved Sneum. Det gav en anselig liste over observerede fugle, hvoraf de mest almindelige vadefugle blev set i pæne tal. Af mere bemærkelsesværdige fugle eller antal sås følgende: Isfugl 2, Skeand 16, Sortterne 1, Lille Lappedykker 1, Vandrikse 2, Skestork 37, Gul Vipstjert 20, men det mest overraskende var det store antal Dobbeltbekkasiner, vi fik set. Flokke på 15-20 bekkasiner var der mange af, og samlet har der nok været omkring 300-400.
Efter en kort kaffepause tilbage på p-pladsen ved Sneum Digesø gik turen videre til Kongeåens udløb. Vi havde arrangeret turen således, at vi kunne opleve flod ved Kongeåens udløb. Med det stigende vand kommer vadefuglene gradvist tættere på, og der er som regel gode muligheder for at se fuglene godt. Der var rigtig mange vadefugle fordelt på stort set alle de almindeligst forekommende arter – vi så 18 forskellige vadefuglearter. Af terner var der Hav- og Fjordterne, Splitterne og to dejlige adulte Rovterner. Rovternerne stod på en lille banke ikke så langt fra land. Rovfugle blev repræsenteret af en Spurvehøg, en Duehøg og et par Rørhøge.
En anden dejlig oplevelse ved Kongeåens udløb, var en Odder, som i lang tid kunne nydes, mens den plaskede rundt på en lille samling flydende siv. Efter et par timers obs. var tidevandet blevet så højt, at både fuglene og vi fortrak. Fuglene til højereliggende rastepladser, og vi til p-pladsen ved Kongeåslusen. Turen sluttede hermed.
Flot vejr og masser af fugle må siges at være et udmærket output.
Tekst: Niels Knudsen
Foto: Gunnar/Gunner ?