Ørnens Dag på Stige Ø

DOF Fyn, DOF Fyn, Ørneklubben, Odense Kommune
SøNDAG 23. FEBRUAR 2025
 KL. 10:00 - 14:00
 Fugletur/Begyndertur/Offentlig tur/Event/Børn og unge

Oplev Nordeuropas største vingefang på Ørnens Dag ved Stige Ø.

På Ørnens Dag har hele Danmark rigtig gode muligheder for at opleve Nordeuropas største rovfugl, Havørnen, også kaldet den flyvende dør. Kyndige fuglefolk står klar til at fortælle succeshistorien om Havørnen og vise den frem i teleskoper og kikkerter. Så kom og oplev suset, når Dansk Ornitologisk Forening (DOF) afholder Ørnens Dag søndag den 23. februar 2025 ved Stige Ø.

Program for dagen
Frivillige fra DOF Fyn opstiller og bemander informationsteltet, som er i læ for vestenvinden, ved gascontainerstationen på den nordligste bakketop fra kl. 10.00 til kl. 14.00. Der vil i nødvendigt omfang blive oprettet og bemandet fremskudte observationsposter i nærheden af vandkanten og tæt ind mod å-udløbet i tilfælde af en tiliset fjord. Herfra er der gode muligheder for at se de imponerende havørne samt mange andre spændende fugle.

I informationsteltet vil der, ud over muligheden for en god snak om fugle, være mulighed for at se de nyeste brochurer og foldere m.v. fra DOF. Endvidere vil der være opslag med foto og oplysninger om de mest gængse fuglearter på fjorden ved vintertide.

ØRNEKLUBBEN vil også i år have deres eget telt, hvor der vil være info om Ørneklubbens aktiviteter.
Der vil blive lavet forskellige aktiviteter for de 6 – 12 årige, der er fokusgruppen for Ørneklubbens arbejde.

HUSK: der er altid koldt på ”toppen” og især ved vandet, hvor vinden kommer direkte ind ude fra havet. Så tag endelig godt med tøj på, medbring også gerne en madpakke og drikkevare, så man kan holde til hele dagen.

KONTAKT Børge Langkilde Rasmussen, 22 21 60 20 (borge.lrasmussen@gmail.com)

MØDESTED 

Man kan parkere ved indgangen til området, der ligger på Østre Kanalvej 39, 5000 Odense C. Der opsættes skilte med anvisning i god afstand før destinationen.