Tikkende bombe under ederfuglens bestand i Østersøen

torsdag 27. september 2012 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
En voldsom overvægt af hanner i ederfuglens bestande i Østersøen og Danmark får alarmklokkerne til at lyde. Kun cirka 25 ud af 100 ederfugle er hunner, hvilket er en trussel imod frugtbarheden i fremtidens bestande af den største dykand i vores natur.
Jan Skriver
Der vil blive rift om de ynglemodne hunner i bestanden af ederfugle i Østersøen og Danmark de kommende år, for kun cirka hver fjerde ederfugl er i disse år en hun.

Skævheden i kønsfordelingen risikerer bogstaveligt talt at føre til flere tumulter og øget stress i flokkene af ederfugle, når dykænderne udparrer sig sidst på efteråret og først på vinteren.

Kampen om hunnerne kan spidse så meget til, at det kan gå ud over frugtbarheden i fremtiden.
- Scenariet i fjorde, bælter og havområder kan udvikle sig i stil med den situation, man kan opleve i flere byparker, hvor der er en alt for stor overvægt af gråandrikker, som kæmper om hunnerne, og hvor der om foråret udspiller sig rene massevoldtægter. De få og ekstremt ombejlede hunner risikerer at blive så stressede, at det går ud over deres kondition og dermed evne til at fostre store kuld, siger Thomas Kjær, der er seniorforsker hos Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

Han følger udviklingen i ederfuglens kønsfordeling i kraft af de vinger fra skudte ederfugle, som danske jægere hvert år sender ind i forskningens tjeneste.

Omkring 2.000 ederfuglevinger danner årligt grundlag for den aktuelle viden om forholdet mellem hunner og hanner i bestanden, der har det meget skidt i disse år i forhold til i 1980’erne.
- For bare tre årtier siden var der stort set lige mange hanner og hunner i bestanden, men det har ændret sig markant, selv om jagttiderne er blevet strammet i hunnernes favør, siger Thomas Kjær.

Før 2004 måtte både ederfuglehanner og hunner jages fra 1. oktober og februar ud. I perioden 2004-2010 måtte hanner jages frem til 15. februar, mens hunnerne måtte jages til 15. januar. I dag må ederfuglehunner kun nedlægges i oktober og november, mens hannerne må skydes til slutningen af januar.

- Af jagtstatistikken kan vi se, at danske jægere rent faktisk har holdt hånden over 10.000 ynglemodne ederfuglehunner om året siden 2004, hvilket er et resultat af den indførte ændring i jagttiden. I perioden 1996-2003 blev der i gennemsnit skudt 17.000 ederfuglehunner i de danske farvande. I dag nedlægges kun 6.900 hunner, siger seniorforskeren.

De store svenske og finske ynglebestande af ederfugle, som holder vinter i Østersøen og i de indre danske farvande, er gået dramatisk tilbage de seneste cirka 10 år.

I Sverige skønnes bestanden at være på cirka 160.000 ynglepar, hvor den i 1990’erne lå på rundt regnet 300.000 par. I Finland har nedturen været tilsvarende markant, og 160.000 ynglepar er blevet til kun 80.000 par i løbet af et tiår.
- Flere faktorer forklarer formentlig tilbagegangen. På grund af en forbedret vandkvalitet i det marine miljø, er der paradoksalt nok blevet mindre føde til en art som ederfuglen, der lever af muslinger. Skaldyrene har på grund af mindre forurening med næringsstoffer fået færre fødeemner, så deres bestande er ikke så store som tidligere, og kødprocenten i de enkelte muslinger er blevet lavere, hvorfor dykænderne har fået et dårligere fødegrundlag, siger Thomas Kjær.

Også den voksende bestand af havørne i både Sverige og Finland har været til ugunst for ederfuglen.
- Havørne, der jager i skærgården, hvor ederfuglene har deres reder, har meget let ved at lokalisere og nedlægge en rugende ederfugl. Og hvis jagten mislykkes, så stresser det store antal ørne, som patruljerer kysterne, mange af de ynglende dykænder, siger Thomas Kjær.
Den talmæssigt beskedne danske ynglebestand af ederfugl er tilsyneladende stabil i modsætning til de svenske og finske. Den ligger i nabolaget af 25.000 ynglepar.

Det nye aspekt i Danmarks ederfuglebestand består i, at ynglekolonierne i disse år er meget geografisk spredte. Tidligere husede en halv snes lokaliteter stort set hele den danske ynglebestand. I de senere år har ederfuglen ynglet i mindre kolonier på mindst 229 forskellige kendte lokaliteter i den danske kystnatur.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) ser med stor alvor på den kritiske situation, som ederfuglebestanden i Østersøen befinder sig i.
- Det er oplagt, at ederfuglehunnerne bør totalfredes i en periode, og det vil DOF fremføre ved den kommende revision af jagttiderne, der begynder næste år, siger Egon Østergaard, der er formand for DOF.


Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF),
tlf. 33 28 38 00.

Egon Østergaard, formand, DOF,
tlf. 31 16 20 30.

Knud Flensted, biolog, DOF,
tlf. 33 28 38 33 – mobil: 21 24 22 75.

Thomas Kjær, seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.
Tlf. 87 15 88 54 – 40 25 68 13.