Suletræf i Skagen

torsdag 11. oktober 2012 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Nogle af de højest registrerede antal af suler nogensinde i Danmark har de seneste dage rundet Skagen, og er trukket langt mod syd i Kattegat. Hundreder af de havgående suler er set langs kysterne af Nordsjælland, Nordfyn og Østjylland. Nær Grenen og Skagen Rev er der noteret rekordstore fiskende flokke på cirka 1.600 individer, og hver dag fisker mange hundrede suler lige ud for spidsen af Grenen
Jan Skriver

Naturens store sildebord tiltrækker i disse dage flere end 1.000 suler, der styrtdykker efter fiskene i farvandet ud for Grenen i Skagen.
Sceneriet er spektakulært, for ofte kommer de gåsestore suler helt tæt på land, eller måske flyver de over Grenen mellem de to have for at skifte fiskeplads.
- Søndag 7. oktober blev det skønnet, at mindst 1.400 suler i én kæmpemæssig flok fiskede kollektivt omkring Skagen Rev og Grenen. Og her til morgen torsdag 11. oktober er mindst 1.600 suler samlet på havet ud for Grenen, hvor de gør klar til dagens fiskeri. Det er formentlig den største flok af suler i Danmark nogensinde, siger ornitologen Knud Pedersen, der stort set dagligt følger efterårets fugletræk omkring Danmarks nordlige spids.

2.200 suler på en dag
7. oktober blev der indtastet i alt 2.200 suler fra Skagen i DOFbasen, der er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) database over dagsaktuelle fugleobservationer.
Kun en gang tidligere er der iagttaget flere suler i Danmark i løbet af en dag. Det skete 30. september 1977 ved Blåvands Huk, da 3.763 suler fløj forbi i løbet af dagen.
- Traditionelt er der altid mange suler i farvandet ud for Skagen de første to-tre uger af oktober, men den kraftige blæst den seneste uges tid har sendt ekstraordinært mange suler østpå i Skagerrak og ind i Kattegat. Vi har haft flere dage med over 1.000 trækkende suler. Store stimer af sild får en del af sulerne til at blive i Skagen, fortæller Knud Pedersen.
Der er suler i alle aldre i det aktuelle rykind, så man kan både opleve de smukke sort-hvide voksne fugle og de mere spraglede ungfugle, enten de er fra i år eller er to, tre eller måske fire år gamle.
En sule yngler først, når den er fem eller seks år gammel.
For få dage siden blev flere end 1.000 suler set trække sydpå i Kattegat fra Nordmandshage ved Hals i Limfjordens østlige munding.
Og de senere dage er der noteret store antal af suler på en række lokaliteter ved kysten af Nordsjælland. Også den nordlige del af Fyn og den jyske østkyst, hvor der normalt er langt mellem observationer af suler, er der set bemærkelsesværdigt mange af de havgående fugle.
De vindblæste suler tager tilsyneladende en rundtur i Kattegat. Det er også tidligere set i forbindelse med storme fra nordvest og vest, at enkelte af havfuglene kan nå længere mod syd og øst og vise sig i bælterne, Øresund og Østersøen.
Mens mange arter af havfugle som for eksempel rider og lunder er i tilbagegang, så har sulen længe haft fremgang. Siden 1900 er bestanden af suler, der er i stand til at udnytte et bredt sortiment af havets fisk og operere over store havområder, seksdoblet fra 50.000 til mindst 300.000 par.
Men inden det kom så vidt, var sulen gået grueligt meget igennem, for den blev i 1800-tallet voldsomt efterstræbt i sine kolonier, hvor de fede unger blev indsamlet.

En fredning blev dens redning
I disse år yngler for eksempel flere end 50.000 par i Nordsøens største koloni, Bass Rock, ud for den skotske østkyst. Det er sandsynligvis blandt andet fugle herfra, der i disse efterårsdage er på fisketogter i de danske farvande.

 

Yderligere oplysninger:


Dansk Ornitologisk Forening (DOF),
tlf. 33 28 38 00.


Knud Pedersen, ornitolog, Skagen.
tlf. 40 33 06 50.