De danske kyster skal tjekkes for olieforureningens fugleofre

mandag 18. februar 2013 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Flere hundrede af Danmarks cirka 7.500 kilometer kyst vil i weekenden 23-24. februar blive kigget igennem for døde havfugle. Det skal undersøges, hvor mange af de ilanddrevne fugle på Danmarks kyster, der har olie i deres fjerdragt
Jan Skriver
Hvordan ser det aktuelt ud med den såkaldte ”kroniske olieforening” i de danske farvande?
Sådan lyder et af de overordnede spørgsmål, når oliefugletællere fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i den kommende weekend 23-24. februar bogstaveligt talt vil gennemgå flere hundrede kilometer danske kyststrækninger for døde fugle.

Fugletællerne, der har tilknytning til havfuglegruppen i Dansk Ornitologisk Forening, vil forsøge at afsløre, hvad denne vinter har krævet af ofre på oliefuglefronten.
- Den kroniske olieforurening er karakteriseret ved mange mindre olieudslip, der blandt andet stammer fra skibenes rensning af olietanke. Hvor akutte oliekatastrofer kan have en voldsom, men afgrænset effekt på havmiljøet, så har den kroniske olieforurening mildere indvirkning på miljøet, men den langvarige påvirkning kan have store konsekvenser for økosystemet, siger Jørn Dyhrberg Larsen, der er biolog i DOF.

Det er primært på kyststrækninger i Vestjylland og ved Kattegat, at døde fugle, der er skyllet i land, vil blive registreret. Men aktionen vil dække strækninger over det meste af Danmark.
Ornitologerne vil notere sig art, antal og lokalitet, og de vil forsøge at stille en diagnose på de døde havfugle, der bliver fundet. Erfaringerne viser, at olie er den store skurk for havets fugle.
”Projekt Ilanddrevne Fugle” hedder DOF’s initiativ, der finder sted for 28. år i træk. Det er en del af et større projekt, der indbefatter landene omkring Nordsøen.
- Ved at registrere alle de døde fugle år efter år og notere, om de har olie på sig, kan vi fornemme, i hvilken retning tendensen for olieforurening til havs bevæger sig, siger Jørn Dyhrberg Larsen, der er biolog og koordinator for den danske aktion.
- Andelen af døde fugle på stranden med olie i fjerdragten ud af det totale antal dødfundne fugle har vist sig at være et yderst pålideligt mål for mængden af olieforurening på havet. Og metoden bruges i en lang række lande verden over til undersøgelser af olieforureningens omfang, siger Jørn Dyhrberg Larsen.

Tidligere år har oliefugletællerne i "Projekt Ilanddrevne Fugle" påvist, at op imod 40 procent af de fugle, som var drevet i land på Jyllands vestkyst, havde olie i deres fjerdragt. På Kattegat-kysterne har procenten været helt oppe på 93.

Det er primært alkefugle, mallemukker, sortænder, ederfugle, lommer og måger, der mister livet efter at have fået klæbrig olie på sig. Arterne fortæller hver deres historie om olieforurening.
- Vi får et fingerpeg om, hvor langt til havs en olieforurening har fundet sted ved at registrere hvilke arter, der er døde flest af. Er der mellem de omkomne fugle mange af de arter, som vi ved lever langt til havs; for eksempel lommer, rider og mallemukker, så tyder det på forureninger i rum sø fjernt fra kysterne. Arter som ederfugl og sortand opholder sig derimod ofte på lavere vand tættere på kysten, og er der olieofre blandt disse arter, stammer forureningen sandsynligvis fra tæt på land, siger Jørn Dyhrberg Larsen.

For yderligere oplysninger om "Projekt Ilanddrevne Fugle" kontakt:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
tlf. 33 28 38 00.

Jørn Dyhrberg Larsen, biolog, DOF,
Tlf. 33 28 38 24.

email: joern.larsen@dof.dk