Færre pibesvaner i Danmark
mandag 4. november 2013 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Europas mindste svane, pibesvanen, er i tilbagegang. Svanen har forladt mange danske lokaliteter som rastepladser om efteråret. Den får færre unger, og et mildere klima i Arktis kan være en årsag, mener en ekspert. I weekenden registrerer fugletællere pibesvaner i Danmark
Jan Skriver
Fremtiden tegner mørk for den snehvide pibesvane fra Arktis, der i november bruger Danmark som transitland og rasteplads på sit træk mod milde vinterkvarterer i Holland.
Ynglesuccesen i den bestand, som yngler på tundraen i den vestlige del af Rusland, daler. Færre og færre grå ungfugle er med i flokkene, når svanerne ankommer til Nordvesteuropa om efteråret.
I den kommende weekend skal pibesvanen tælles i Danmark, og da vil man få et fingerpeg om den aktuelle situation for den skrantende bestand.
- Vi ved ikke præcis, hvorfor pibesvanerne får færre flyvedygtige unger. Det er dog nærliggende at søge en forklaring i den kendsgerning, at klimaet bliver mildere og påvirker det højarktiske miljø med permafrost, hvor svanerne yngler, til ugunst for fuglene, siger Stefan Pihl, der koordinerer den landsdækkende tælling i weekenden 9-10. november.
Det gør han på vegne af Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, i et tæt samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening (DOF), hvis erfarne fugletællere vil finkæmme nationen for små svaner.
Slår sig ned i kortere tid
I årene frem til omkring begyndelsen af 1990’erne kunne der raste op imod 5.000 pibesvaner i det danske landskab i november, og i løbet af sæsonen passerede skønsmæssigt op imod 12.000 pibesvaner gennem Danmark.
Nu slår kun en ganske lille del af de små arktiske svaner med de lyse, trompeterende stemmer sig ned på de danske lokaliteter, der engang var klassiske for arten. Og de mere fåtallige flokke bliver oven i købet hos os i kortere tid.
Dropper helt Danmark
Ikke bare er pibesvanen generelt i tilbagegang i den vestlige del af Rusland, det lader til, at arten er ved helt at droppe Danmark på sit efterårstræk.
- Efter de gode år omkring 1990 med 5.000 rastende pibesvaner i Danmark, dalede det registrerede antal ved den nationale tælling i 2005 til cirka 1.200, og bare to år senere talte vi kun 600 pibesvaner. Nedturen har været til at få øje på, siger Stefan Pihl.
- Vi kan konstatere, at flokkene af pibesvaner kun tæller cirka 6 procent ungfugle, hvilket formentlig er for lidt til at opretholde bestanden på længere sigt. Til sammenligning består flokkene af sangsvaner i det danske efterårslandskab i gennemsnit af 15 procent ungfugle. Frugtbarheden hos de større og mere sydligt ynglende sangsvaner er væsentligt højere end hos deres højarktiske nære slægtninge, siger Stefan Pihl.
Han oplyser, at bestanden af pibesvaner i vores del af verden ved den seneste internationale tælling i 2006 blev opgjort til 21.500 individer, hvor den i begyndelsen af 1990’erne talte 29.000 fugle.
Flest søger til Jylland
Pibesvanen er den af vores svanearter, som generelt er mest knyttet til vandplanter som ålegræs, vandaks og havgræs, der er forsvundet fra mange danske fjorde og kystnære lavvandede områder. I stil med sangsvaner kan pibesvaner dog også søge til dyrkede marker med rester af afgrøder.
Det er primært nord for Limfjorden fra Store Vildmose og mod sydvest over Ulvedybet, Vejlerne og ned langs Jyllands vestkyst, at der er størst chance for at registrere pibesvaner.
Tissø i Vestsjælland er også en klassisk efterårsrasteplads for mindre flokke af pibesvaner, mens der i reglen kun drypvis indfinder sig pibesvaner i den sydøstlige del af Danmark.
Men regler er ikke, hvad de har været, og tendensen de senere år har bevæget sig i retning af, at et stigende antal pibesvaner benytter Østersøens sydkyst mod deres vinterkvarterer i Holland, Storbritannien og Tyskland.
Der er konstateret nye rastepladser i Polen og en koncentration på op imod 5.000 pibesvaner er set nær Bergenhuusen i Nordtyskland.
Yderligere oplysninger
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00
Stefan Pihl
Institut for Bioscience, Aarhus Universitet
Tlf. 87 15 88 48 – mobil: 30 32 76 30
Ynglesuccesen i den bestand, som yngler på tundraen i den vestlige del af Rusland, daler. Færre og færre grå ungfugle er med i flokkene, når svanerne ankommer til Nordvesteuropa om efteråret.
I den kommende weekend skal pibesvanen tælles i Danmark, og da vil man få et fingerpeg om den aktuelle situation for den skrantende bestand.
- Vi ved ikke præcis, hvorfor pibesvanerne får færre flyvedygtige unger. Det er dog nærliggende at søge en forklaring i den kendsgerning, at klimaet bliver mildere og påvirker det højarktiske miljø med permafrost, hvor svanerne yngler, til ugunst for fuglene, siger Stefan Pihl, der koordinerer den landsdækkende tælling i weekenden 9-10. november.
Det gør han på vegne af Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, i et tæt samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening (DOF), hvis erfarne fugletællere vil finkæmme nationen for små svaner.
Slår sig ned i kortere tid
I årene frem til omkring begyndelsen af 1990’erne kunne der raste op imod 5.000 pibesvaner i det danske landskab i november, og i løbet af sæsonen passerede skønsmæssigt op imod 12.000 pibesvaner gennem Danmark.
Nu slår kun en ganske lille del af de små arktiske svaner med de lyse, trompeterende stemmer sig ned på de danske lokaliteter, der engang var klassiske for arten. Og de mere fåtallige flokke bliver oven i købet hos os i kortere tid.
Dropper helt Danmark
Ikke bare er pibesvanen generelt i tilbagegang i den vestlige del af Rusland, det lader til, at arten er ved helt at droppe Danmark på sit efterårstræk.
- Efter de gode år omkring 1990 med 5.000 rastende pibesvaner i Danmark, dalede det registrerede antal ved den nationale tælling i 2005 til cirka 1.200, og bare to år senere talte vi kun 600 pibesvaner. Nedturen har været til at få øje på, siger Stefan Pihl.
- Vi kan konstatere, at flokkene af pibesvaner kun tæller cirka 6 procent ungfugle, hvilket formentlig er for lidt til at opretholde bestanden på længere sigt. Til sammenligning består flokkene af sangsvaner i det danske efterårslandskab i gennemsnit af 15 procent ungfugle. Frugtbarheden hos de større og mere sydligt ynglende sangsvaner er væsentligt højere end hos deres højarktiske nære slægtninge, siger Stefan Pihl.
Han oplyser, at bestanden af pibesvaner i vores del af verden ved den seneste internationale tælling i 2006 blev opgjort til 21.500 individer, hvor den i begyndelsen af 1990’erne talte 29.000 fugle.
Flest søger til Jylland
Pibesvanen er den af vores svanearter, som generelt er mest knyttet til vandplanter som ålegræs, vandaks og havgræs, der er forsvundet fra mange danske fjorde og kystnære lavvandede områder. I stil med sangsvaner kan pibesvaner dog også søge til dyrkede marker med rester af afgrøder.
Det er primært nord for Limfjorden fra Store Vildmose og mod sydvest over Ulvedybet, Vejlerne og ned langs Jyllands vestkyst, at der er størst chance for at registrere pibesvaner.
Tissø i Vestsjælland er også en klassisk efterårsrasteplads for mindre flokke af pibesvaner, mens der i reglen kun drypvis indfinder sig pibesvaner i den sydøstlige del af Danmark.
Men regler er ikke, hvad de har været, og tendensen de senere år har bevæget sig i retning af, at et stigende antal pibesvaner benytter Østersøens sydkyst mod deres vinterkvarterer i Holland, Storbritannien og Tyskland.
Der er konstateret nye rastepladser i Polen og en koncentration på op imod 5.000 pibesvaner er set nær Bergenhuusen i Nordtyskland.
Yderligere oplysninger
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00
Stefan Pihl
Institut for Bioscience, Aarhus Universitet
Tlf. 87 15 88 48 – mobil: 30 32 76 30
