Fuglenes december-dessert er havtorn
mandag 23. december 2013 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
På denne årstid er bær-ædende fugle for alvor på stikkerne. Drosler, finker og mejser æder havtornebær som årets dessert i december. Bærret er sprængfyldt med C-vitaminer til gavn for både fugle og folk
Jan Skriver
Stikordet for denne artikel er ”havtorn”.
Både fordi busken stikker så forbandet, at en ridderrustning synes at være den mest passende påklædning under plukningen.
Men også fordi de orangegule bær mod årets slutning tager stikket hjem som den danske naturs største skatkammer af C-vitaminer til glæde for både fugle og folk.
Det siges, at bare et enkelt bær af havtorn rummer ligeså meget C-vitamin som en hel appelsin.
Og det skønner mange fuglearter på.
Drosler som sjaggere og solsorter har udpræget hang til havtorn. Ligesom bogfinker, grønirisker, dompapper og stære.
Selv mejser med små næb kan opsøge de op imod 2-3 meter høje buske med de bær, der i orange og gule nuancer træder tydeligt frem i et ellers gråt og nøgent vinterbillede.
Fuglene gemmer havtorn
Kært bær har mange navne, og havtornens gule bær bliver både kaldt den nordiske naturs svar på appelsinen, sibirisk ananas og passionsfrugten fra den yderste klit.
Når frosten har givet os en kold skulder en nat eller to, så er havtornens bær ved at være klar til servering.
Efter frosten bliver bærrene bløde, og skifter smagsmæssigt humør fra det sureste sure til blot at være naturens syrlige kommentar til det nordiske køkken.
Havtornens bær er altid de sidste bær, der bliver spist op derude.
Næsten alle æblerne er blevet til skrog, og rønnebærtræerne er ribbet, når havtornen tager over.
Måske er det havtornens måde at sikre sin overlevelse og videre udbredelse på.
Den venter på trækfuglene fra det høje nord, der ankommer sultne og kaster sig over de lyse, lokkende delikatesser, inden de drager videre.
Som tak for mad bringer sjaggere og mange andre trækfugle havtornens frø med sig vidt omkring, og planter nye stikkende buske for enden af måltiderne.
Sådan har det formentlig været siden tidernes danske morgen.
Havtornen var en af de første planter, der voksede i Norden efter den seneste istid.
Fugle detonerer bærbomben
Busken er udbredt over store dele af Centralasien, i Kina, Canada, Italien og de centrale dele af Europa.
I Danmark er der særligt mange havtorn langs vestkysten af Jylland og i Limfjordslandet, men der vokser havtorn langs de fleste danske kyster med skrænter og klitter.
Også langs vores motorveje vokser der mange steder havtorn, så de spisende gæster af fugle kan ofte sidde med udsigt til tæt trafik.
Mens de fleste bær sidst på sæsonen falder til jorden, så bliver havtornens gule vitaminbomber hængende, indtil en fugl kommer og detonerer dem.
Fuglene må altid sidde og sirligt nippe bær efter bær hos havtornen. Den stikkende busk mangler det væv ved stilken, der hos de fleste træer og buske får frugter og bær til at falde mod jorden, når de er tilstrækkeligt modne.
Først når temperaturen falder til mere end minus 20 grader, slipper havtornen sine bær, siges det.
Både fordi busken stikker så forbandet, at en ridderrustning synes at være den mest passende påklædning under plukningen.
Men også fordi de orangegule bær mod årets slutning tager stikket hjem som den danske naturs største skatkammer af C-vitaminer til glæde for både fugle og folk.
Det siges, at bare et enkelt bær af havtorn rummer ligeså meget C-vitamin som en hel appelsin.
Og det skønner mange fuglearter på.
Drosler som sjaggere og solsorter har udpræget hang til havtorn. Ligesom bogfinker, grønirisker, dompapper og stære.
Selv mejser med små næb kan opsøge de op imod 2-3 meter høje buske med de bær, der i orange og gule nuancer træder tydeligt frem i et ellers gråt og nøgent vinterbillede.
Fuglene gemmer havtorn
Kært bær har mange navne, og havtornens gule bær bliver både kaldt den nordiske naturs svar på appelsinen, sibirisk ananas og passionsfrugten fra den yderste klit.
Når frosten har givet os en kold skulder en nat eller to, så er havtornens bær ved at være klar til servering.
Efter frosten bliver bærrene bløde, og skifter smagsmæssigt humør fra det sureste sure til blot at være naturens syrlige kommentar til det nordiske køkken.
Havtornens bær er altid de sidste bær, der bliver spist op derude.
Næsten alle æblerne er blevet til skrog, og rønnebærtræerne er ribbet, når havtornen tager over.
Måske er det havtornens måde at sikre sin overlevelse og videre udbredelse på.
Den venter på trækfuglene fra det høje nord, der ankommer sultne og kaster sig over de lyse, lokkende delikatesser, inden de drager videre.
Som tak for mad bringer sjaggere og mange andre trækfugle havtornens frø med sig vidt omkring, og planter nye stikkende buske for enden af måltiderne.
Sådan har det formentlig været siden tidernes danske morgen.
Havtornen var en af de første planter, der voksede i Norden efter den seneste istid.
Fugle detonerer bærbomben
Busken er udbredt over store dele af Centralasien, i Kina, Canada, Italien og de centrale dele af Europa.
I Danmark er der særligt mange havtorn langs vestkysten af Jylland og i Limfjordslandet, men der vokser havtorn langs de fleste danske kyster med skrænter og klitter.
Også langs vores motorveje vokser der mange steder havtorn, så de spisende gæster af fugle kan ofte sidde med udsigt til tæt trafik.
Mens de fleste bær sidst på sæsonen falder til jorden, så bliver havtornens gule vitaminbomber hængende, indtil en fugl kommer og detonerer dem.
Fuglene må altid sidde og sirligt nippe bær efter bær hos havtornen. Den stikkende busk mangler det væv ved stilken, der hos de fleste træer og buske får frugter og bær til at falde mod jorden, når de er tilstrækkeligt modne.
Først når temperaturen falder til mere end minus 20 grader, slipper havtornen sine bær, siges det.
