TV-havørnenes unger fik ring på
mandag 26. maj 2014 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
En han og hun, sunde og velnærede. Det var et par af dagens spændende resultater, da ringmærkere i weekenden for en kort stund besøgte havørneungerne på Lolland. Zoologisk Museums havørnemærkningsprojekt skal give større viden om danske havørnes færden og levevis.
Uffe Rasmussen
I en halv times tid er det slut med at flade ud og snue i reden eller tigge mad hos mor eller far.
I lørdags klatrede ringmærker Kim Skelmose de 16 meter op til havørnereden på Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Sydlolland.
De to havørneunger måles, vejes og ringmærkes som en del af Zoologisk Museums havørnemærkningsprojekt.
Besøget er nøje planlagt og bliver udført så hurtigt som overhovedet muligt.
Først tager ringmærker Kim Skelmose den ene af havørnenes unger og putter den forsigtigt i en kartoffelsæk. Han firer den ned på jorden, hvor det er lettere at håndtere de store fugle.
På jorden overtager den anden af dagens to ringmærkere fra Zoologisk Museum, Lars Ulrich Rasmussen, den videre håndtering.
I en halv time tager ringmærker Kim Skelmose først den ene af havørnenes unger, så den anden, ned fra det sikre og rolige hjem i 16 meters højde, putter dem i en sæk, hejser dem ned på jorden og overlader dem til den anden af dagens to ringmærkere fra Zoologisk Museum, Lars Ulrich Rasmussen.
De to ørneringmærkere fra det østjyske er kørt hele vejen til Lolland til Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog, hvorfra tusinder af danskere ser med i mange timer direkte på det spændende liv i en havørnefamilie.
Ringmærker Lars Ulrich trækker forsigtigt den ene unge ud af sækken og griber godt fat om kløer, mens han lægger den roligt til rette med med sin anden arm.
Det gælder om at holde styr på både næb og kløer. Det er kun cirka 45 dage siden, den begyndte livet som en bette dunklump, som dårligt kunne holde hovedet selv, men nu er den så rigeligt stor til at flænse en underarm op.
Ungen grynter advarende og skræmt, men forholder sig ellers roligt, mens ringmærker Kim Skelmose forsyner ungens ben med de medbragte ringe.
Det er tydeligt, at ringmærkerne ved, hvordan de udfører deres arbejde, mens ungen behandles så varsomt og respektfuldt som muligt.
Kim Skelmose hejser sig atter til vejrs, tager ungen ud af sækken igen og lægger ham forsigtigt tilbage i reden. Derefter gentager han det hele med den anden unge.
- Det er en han og en hun. Det måler jeg på deres ben med en skydelære, det er det mest præcise, selv om man også kan se det på næbbets længde, siger Lars Ulrich, som er frivillig ringmærker.
De to ringmærkere vejer ungerne og er meget tilfredse med resultatet.
- De er sunde og raske, i rigtig god stand, så de får rigeligt at æde, som vi også kan se på kameraet fra reden, siger Kim Skelmose.
Han kravler igen til vejrs i reden og kommer ned med endnu en sæk fyldt. Men denne gang er det kadavere og rester af døde dyr, som de dygtige jægere har hjembragt til reden.
De voksne havørne er bestemt opmærksomme på, at deres unger har fremmed besøg.
Men de kredser rundt på god afstand. I glimt viser det to en halv meter brede vingefang sig oppe mellem hullerne i bladene på skovens træer.
Da seancen er færdig ses hunnens brede vingefang tydeligt mod den blå himmel, da hun årvågent følger mændene helt ud af reservatet fra luften.
Hun skal nok lige sikre sig, at kysten er klar og skoven igen er rolig, før hun lander i reden igen.
Kort tid efter lander de voksne fugle igen i reden, og de store rovfugles liv fortsætter som normalt.
Havørneungen forventes først at flyve fra reden om et par uger, når svingfjerene er vokset helt ud.
Derfor ringmærker de
Formålet med Zoologisk Museums ringmærkning af havørne er at indsamle data om de danske ynglefugles spredningsforhold, stedtrofasthed, dødelighed, trækforhold, overvintringsforhold og udvekslingsgraden mellem regioner i Nordeuropa.
Den viden vil blandt andet danne baggrund for en effektiv handlingsplan for havørnen i Danmark.
28 havørneunger er ringmærket i Danmark, siden projektet begyndte i 2007.
Ringmærkningsprojektet udføres i tæt samarbejde med DOF.
I lørdags klatrede ringmærker Kim Skelmose de 16 meter op til havørnereden på Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Sydlolland.
De to havørneunger måles, vejes og ringmærkes som en del af Zoologisk Museums havørnemærkningsprojekt.
Besøget er nøje planlagt og bliver udført så hurtigt som overhovedet muligt.
Først tager ringmærker Kim Skelmose den ene af havørnenes unger og putter den forsigtigt i en kartoffelsæk. Han firer den ned på jorden, hvor det er lettere at håndtere de store fugle.
På jorden overtager den anden af dagens to ringmærkere fra Zoologisk Museum, Lars Ulrich Rasmussen, den videre håndtering.
I en halv time tager ringmærker Kim Skelmose først den ene af havørnenes unger, så den anden, ned fra det sikre og rolige hjem i 16 meters højde, putter dem i en sæk, hejser dem ned på jorden og overlader dem til den anden af dagens to ringmærkere fra Zoologisk Museum, Lars Ulrich Rasmussen.
De to ørneringmærkere fra det østjyske er kørt hele vejen til Lolland til Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog, hvorfra tusinder af danskere ser med i mange timer direkte på det spændende liv i en havørnefamilie.
Ringmærker Lars Ulrich trækker forsigtigt den ene unge ud af sækken og griber godt fat om kløer, mens han lægger den roligt til rette med med sin anden arm.
Det gælder om at holde styr på både næb og kløer. Det er kun cirka 45 dage siden, den begyndte livet som en bette dunklump, som dårligt kunne holde hovedet selv, men nu er den så rigeligt stor til at flænse en underarm op.
Ungen grynter advarende og skræmt, men forholder sig ellers roligt, mens ringmærker Kim Skelmose forsyner ungens ben med de medbragte ringe.
Det er tydeligt, at ringmærkerne ved, hvordan de udfører deres arbejde, mens ungen behandles så varsomt og respektfuldt som muligt.
Kim Skelmose hejser sig atter til vejrs, tager ungen ud af sækken igen og lægger ham forsigtigt tilbage i reden. Derefter gentager han det hele med den anden unge.
- Det er en han og en hun. Det måler jeg på deres ben med en skydelære, det er det mest præcise, selv om man også kan se det på næbbets længde, siger Lars Ulrich, som er frivillig ringmærker.
De to ringmærkere vejer ungerne og er meget tilfredse med resultatet.
- De er sunde og raske, i rigtig god stand, så de får rigeligt at æde, som vi også kan se på kameraet fra reden, siger Kim Skelmose.
Han kravler igen til vejrs i reden og kommer ned med endnu en sæk fyldt. Men denne gang er det kadavere og rester af døde dyr, som de dygtige jægere har hjembragt til reden.
De voksne havørne er bestemt opmærksomme på, at deres unger har fremmed besøg.
Men de kredser rundt på god afstand. I glimt viser det to en halv meter brede vingefang sig oppe mellem hullerne i bladene på skovens træer.
Da seancen er færdig ses hunnens brede vingefang tydeligt mod den blå himmel, da hun årvågent følger mændene helt ud af reservatet fra luften.
Hun skal nok lige sikre sig, at kysten er klar og skoven igen er rolig, før hun lander i reden igen.
Kort tid efter lander de voksne fugle igen i reden, og de store rovfugles liv fortsætter som normalt.
Havørneungen forventes først at flyve fra reden om et par uger, når svingfjerene er vokset helt ud.
Derfor ringmærker de
Formålet med Zoologisk Museums ringmærkning af havørne er at indsamle data om de danske ynglefugles spredningsforhold, stedtrofasthed, dødelighed, trækforhold, overvintringsforhold og udvekslingsgraden mellem regioner i Nordeuropa.
Den viden vil blandt andet danne baggrund for en effektiv handlingsplan for havørnen i Danmark.
28 havørneunger er ringmærket i Danmark, siden projektet begyndte i 2007.
Ringmærkningsprojektet udføres i tæt samarbejde med DOF.
