Oplev stor hornugles æg og unger direkte

mandag 16. marts 2015 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Danmarks største ugle er igen klar til at sluge hele rotter, rulle hoveder og udklække unger til glæde for alle. DOF har tændt kameraet ved en stor hornugle-familie i Sønderjylland for at vise os alle, hvordan familielivet hos stor hornugle leves. Det hele bringer flere danskere tættere på vores største ugle, der kan være et bedre middel mod rotter end rottegift.
Uffe Rasmussen
De har gravet og gravet i jorden et sted i det sønderjydske. Deres mål er et hul i jorden, der skal være stort og rart nok til at rumme to-tre æg og en ugle på op mod 70 centimeters længde og en vægt på op mod 3 kilo.

Og du kan nu følge med direkte, mens det sker, via det kamera, Dansk Ornitologisk Forening nu har tændt for.

- Vi synes, det er værd at vise danskerne, hvor fantastiske uglerne er, og hvor spændende og dramatisk livet i en stor hornugle-rede kan være. Vi håber på den måde, at folk kan se, at stor hornugle er værd at bevare i landet som ynglefugl, siger Klaus Dichmann.

Han er ornitolog og aktiv i Dansk Ornitologisk Forening, og han er dybt engageret i arbejdet med at bevare Danmarks uglearter fra sin base i Sønderjylland.

Effektiv rottebekæmpelse
Sidst år så mange tusinde seere med, da parret fik to unger. Mange fik sig en maveknugende fascinerende oplevelse, da kameraet fangede først de voksne sluge den ene hele rotte efter den anden, og senere så ungerne træne samme ædeteknik under mors årvågenhed.

- Kameraet kan på den måde vise os alle, at parret er en effektiv rottebekæmper. De to ugler dræber sandsynligvis langt flere rotter i dens område, end hvis man havde udlagt rottegift i samme område, siger Klaus Dichmann.

Uglen ingen trussel mod jagtvildt
Han fortæller også, at kameraets optagelser gør os klogere på, hvad de vælger at æde og især ikke at æde.

- Deres valg af byttedyr udgør ikke en trussel for jagtbart vildt som fasan og hare. Vi har ikke set uglerne lande én eneste fasan, selv om der er gode muligheder for at gøre det i området. Kameraet hjælper os derfor til at vise flere, at uglerne er nyttig for mennesker at have i sit nabolag, siger Klaus Dichmann.

- Stor hornugle er en berigelse for vores natur efter at have været udryddet i ca. 100 år. De lever fint i harmoni med mennesket, hvis bare vi lader dem være i fred og ikke overtræder dens grænser, siger han.

FIND UGLE-TV HER

Kommentarer om uglerne
Klaus Dichmann, frivillig i Dansk Ornitologisk Forening, Sønderborg, mobil 20 86 90 52

Iben Hove Sørensen
biolog i DOF
Direkte: 3328 3842

Video og billeder
Uffe Rasmussen, journalist
Direkte: 3328 3843
Uffe.rasmussen@dof.dk

Se alle de sjove og fascinerende video-klip fra sæsonen 2014 her

De mest sete videoer fra 2014 er:

Utroligt syn: Stor hornugle fodrer nyudklækket unge


Fantastisk video: Stor hornugle sluger hel rotte


Rullefald i stor hornugle-reden