Frost får vejrtrækfugle til at haste ud af Danmark
onsdag 13. januar 2016 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Viber, stære og sanglærker har vejret som rejseleder. De senere ugers sne har sendt tusindtallige flokke mod sydvest til mildere egne. Og med udsigt til hård frost er der dømt flere flokke på kuldeflugt. Mange af fuglene vil dog være tilbage med den næste mildning.
Jan Skriver
November og december 2015 var milde og så plaskvåde, at året blev et af de vådeste, der nogensinde er målt. Det fik tusinder af viber, stære, sanglærker og mange vadefugle til at holde nytår i Danmark. Så kom sneen og sendte mange af dem på træk mod mildere egne i sydvest.
Og nu er der for alvor udsigt til kuldeflugt den kommende tid, hvor meteorologerne lover dagsfrost og tocifrede frostgrader i nattetimerne.
Særligt flokke af viber og flere andre vadefugle vil haste ud af landet, hvis frosten lukker deres spisekamre på vadeflader langs de danske kyster eller på de fugtige, lave enge og i ådalene, hvor de søger deres føde.
- Man lægger i særlig grad mærke til vinterens trækbevægelser hos viben, siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
- En del af bestanden flyver formentlig til vinterkvarterer i Spanien og Marokko i løbet af efteråret uanset, hvordan vejret arter sig i Danmark, men i milde vintre bliver en stor del af viberne i det våde, grønne danske landskab. Hvis så sneen og frosten kommer, som der er udsigt til i disse uger, flyver de danske vinterviber i første omgang mod Vestjylland og Vadehavet for derpå at sive videre mod sydvest til egnene omkring Den engelske Kanal og længere sydpå i Frankrig. Et par uger med hård frost og Danmark vil være stort set rømmet af viberne, siger Knud Flensted.
Nomader mellem vinter og vår
Stære og sanglærker tager samme kurs mod sydvest som viben, hvis vinteren viser tænder. Ofte nøjes disse fugle dog med at slå sig ned på de første marker, de møder på deres træk, hvor der er stubarealer eller græs, som er fri for større mængder af sne.
Mange stære og sanglærker tilbringer vinterperioder i de som regel milde egne omkring Den engelske Kanal. Hvis vejret på ny mildnes i Danmark, er fuglene hurtigt klar til at rykke tilbage mod nord.
For vejrtrækfuglene handler det om at være så tæt som muligt på ynglepladserne, når foråret bryder igennem, så chancerne for at få de bedste ynglesteder er størst.
De næste uger frem til foråret for alvor bryder igennem kan vejrtrækfuglene bølge frem og tilbage mellem deres vinterkvarterer og de danske yngleområder. Det er sjældent, at vejrliget kræver de store ofre blandt stære, viber og sanglærker, for fuglene er tilpasset livet som nomader mellem vinter og forår.
Yderligere oplysninger
Knud Flensted, biolog, DOF
Tlf. 33 28 38 33 (direkte) – mobil: 21 24 22 75
Dansk Ornitologisk Forening (DOF), tlf. 33 28 38 00