Vinderne og taberne blandt Danmarks vinterfugle
tirsdag 2. februar 2016 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Grågåsen er den fugleart, som har haft størst fremgang om vinteren i Danmark, mens den lille bjergirisk er gået mest tilbage. Det viser en ny analyse af 40 års vinterfugle-tællinger foretaget af Dansk Ornitologisk Forening, skriver bladet Fugle og Natur.
Dansk Ornitologisk Forenings såkaldte punkttællingsprogram begyndte i vinteren 1975-76 og kan således fejre sit 40 års-jubilæum i denne vinter.
Programmet er det eneste herhjemme, som overvåger de almindelige fugles bestandsudvikling, og det sker koordineret med lignende programmer i resten af Europa.
I anledning af jubilæet har DOF udarbejdet to lister over de fem arter af vinterfugle, der har udvist den tydeligste fremgang henholdsvis tilbagegang.
Vinderne
1. Grågås, gennemsnitlig fremgang pr. år 21,3 pct.
2. Ravn, gennemsnitlig fremgang pr. år 11,4 pct.
3. Canadagås, gennemsnitlig fremgang pr. år 9,3 pct.
4. Skarv, gennemsnitlig fremgang pr. år 6,8 pct.
5. Sangsvane, gennemsnitlig fremgang pr. år 6,8 pct.
For grågåsen svarer det til, at der nu overvintrer 120 gange så mange grågæs i Danmark, som dengang tællingerne begyndte.
Grågåsen har gennemgået en udvikling fra at være decideret trækfugl med overvintring i Spanien og senere Holland til nu i højere og højere grad at være standfugl.
Fremgangen for grågås tilskrives desuden generelt mildere vintre, vintergrønne marker og indskrænkning af jagtsæsonen.
For sangsvanen tilskrives fremgangen ligeledes de generelt mildere vintre og de vintergrønne marker, mens skarvens og ravnens fremgang i høj grad skyldes, at den voldsomme forfølgelse af begge arter ophørte omkring 1970.
Ravnens fremgang begyndte efter 1967-jagtlovens forbud mod udlægning af giftæg med fosformos.
I 1970 skete det for sidste gang, at der blev skudt skarvunger på Vorsø, hvorefter skarven efter nogle år med reducerede jagttider blev totalfredet i 1980.
Canadagåsen er en indført art fra Nordamerika, som breder sig kraftigt i Nordeuropa.
Taberne
1. Bjergirisk, gennemsnitlig tilbagegang pr. år - 5,1 pct.
2. Agerhøne, gennemsnitlig tilbagegang pr. år - 4,9 pct.
3. Vandstær, gennemsnitlig tilbagegang pr. år - 4,8 pct.
4. Fjeldvåge, gennemsnitlig tilbagegang pr. år - 4,3 pct.
5. Engpiber, gennemsnitlig tilbagegang pr. år - 3,7 pct.
For bjergirisken svarer det til, at vinterbestanden i nogle af de seneste år har været under en tiendedel af bestanden, dengang tællingerne begyndte.
Ringmærkning af bjergirisker har vist, at hovedparten af de danske vintergæster kommer fra Norge, som da også huser stort set hele den nordeuropæiske ynglebestand.
Her led bestanden af bjergirisk et knæk i 1960’erne pga. miljøgifte. Siden har bestanden imidlertid været stabil, og der ses heller ingen tendens til øget overvintring i Norge.
Der er således ingen umiddelbar forklaring på tilbagegangen for den danske vinterbestand af bjergirisk, men på de Britiske Øer er der dog konstateret en tilsvarende tilbagegang i vinterbestanden, og her menes den at være begrundet i landbrugets intensivering.
Agerhøne er også som ynglefugl i stor og langsigtet tilbagegang, hvilket er velkendt og velbeskrevet som et resultat af det intensiverede landbrug.
For vandstæren har ringmærkning vist, at hovedparten af de danske vintergæster kommer fra Norge, hvor bestanden da også menes at være i tilbagegang flere steder, ifølge Norges Ornitologiske Forenings hjemmeside muligvis pga. lokal forsuring og regulering af vandløb. Forsuringen menes dog i dag at være et overstået kapitel.
Tilbagegangen for fjeldvåge tilskrives en generelt dårlig ungeproduktion pga. lave bestande af artens primære fødekilde, lemminger, i yngleområdet i det nordlige Skandinavien.
Udviklingen for engpiber synes at være udtryk for, at den del af bestanden, som overvintrer i Danmark, nærmest blev udraderet i vinteren 2009-10, men at den nu er på vej op igen. Herhjemme kan tilgroning af engområder måske også tænkes at spille en rolle.
Yderligere oplysninger
Biolog Thomas Vikstrøm, Dansk Ornitologisk Forening, leder af punkttællingsprogrammet 33283822
Programmet er det eneste herhjemme, som overvåger de almindelige fugles bestandsudvikling, og det sker koordineret med lignende programmer i resten af Europa.
I anledning af jubilæet har DOF udarbejdet to lister over de fem arter af vinterfugle, der har udvist den tydeligste fremgang henholdsvis tilbagegang.
Vinderne
1. Grågås, gennemsnitlig fremgang pr. år 21,3 pct.
2. Ravn, gennemsnitlig fremgang pr. år 11,4 pct.
3. Canadagås, gennemsnitlig fremgang pr. år 9,3 pct.
4. Skarv, gennemsnitlig fremgang pr. år 6,8 pct.
5. Sangsvane, gennemsnitlig fremgang pr. år 6,8 pct.
For grågåsen svarer det til, at der nu overvintrer 120 gange så mange grågæs i Danmark, som dengang tællingerne begyndte.
Grågåsen har gennemgået en udvikling fra at være decideret trækfugl med overvintring i Spanien og senere Holland til nu i højere og højere grad at være standfugl.
Fremgangen for grågås tilskrives desuden generelt mildere vintre, vintergrønne marker og indskrænkning af jagtsæsonen.
For sangsvanen tilskrives fremgangen ligeledes de generelt mildere vintre og de vintergrønne marker, mens skarvens og ravnens fremgang i høj grad skyldes, at den voldsomme forfølgelse af begge arter ophørte omkring 1970.
Ravnens fremgang begyndte efter 1967-jagtlovens forbud mod udlægning af giftæg med fosformos.
I 1970 skete det for sidste gang, at der blev skudt skarvunger på Vorsø, hvorefter skarven efter nogle år med reducerede jagttider blev totalfredet i 1980.
Canadagåsen er en indført art fra Nordamerika, som breder sig kraftigt i Nordeuropa.
Taberne
1. Bjergirisk, gennemsnitlig tilbagegang pr. år - 5,1 pct.
2. Agerhøne, gennemsnitlig tilbagegang pr. år - 4,9 pct.
3. Vandstær, gennemsnitlig tilbagegang pr. år - 4,8 pct.
4. Fjeldvåge, gennemsnitlig tilbagegang pr. år - 4,3 pct.
5. Engpiber, gennemsnitlig tilbagegang pr. år - 3,7 pct.
For bjergirisken svarer det til, at vinterbestanden i nogle af de seneste år har været under en tiendedel af bestanden, dengang tællingerne begyndte.
Ringmærkning af bjergirisker har vist, at hovedparten af de danske vintergæster kommer fra Norge, som da også huser stort set hele den nordeuropæiske ynglebestand.
Her led bestanden af bjergirisk et knæk i 1960’erne pga. miljøgifte. Siden har bestanden imidlertid været stabil, og der ses heller ingen tendens til øget overvintring i Norge.
Der er således ingen umiddelbar forklaring på tilbagegangen for den danske vinterbestand af bjergirisk, men på de Britiske Øer er der dog konstateret en tilsvarende tilbagegang i vinterbestanden, og her menes den at være begrundet i landbrugets intensivering.
Agerhøne er også som ynglefugl i stor og langsigtet tilbagegang, hvilket er velkendt og velbeskrevet som et resultat af det intensiverede landbrug.
For vandstæren har ringmærkning vist, at hovedparten af de danske vintergæster kommer fra Norge, hvor bestanden da også menes at være i tilbagegang flere steder, ifølge Norges Ornitologiske Forenings hjemmeside muligvis pga. lokal forsuring og regulering af vandløb. Forsuringen menes dog i dag at være et overstået kapitel.
Tilbagegangen for fjeldvåge tilskrives en generelt dårlig ungeproduktion pga. lave bestande af artens primære fødekilde, lemminger, i yngleområdet i det nordlige Skandinavien.
Udviklingen for engpiber synes at være udtryk for, at den del af bestanden, som overvintrer i Danmark, nærmest blev udraderet i vinteren 2009-10, men at den nu er på vej op igen. Herhjemme kan tilgroning af engområder måske også tænkes at spille en rolle.
Yderligere oplysninger
Biolog Thomas Vikstrøm, Dansk Ornitologisk Forening, leder af punkttællingsprogrammet 33283822
