Naturpakke med grimme skønhedspletter
fredag 27. maj 2016 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
DOF MENER En national strategi for biodiversitet blev det ikke til med regeringens Naturpakke, lidt naturskov, beskedne millioner til de truede og sjældne arter og mørke kapitler om ødelæggelse af beskyttede, små naturarealer. Med den plan når Danmark ikke at stoppe tabet i biodiversitet før 2020.
Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening
I 2013 udstak Natur- og Landbrugskommissionen 10 klare anbefalinger for at få at få mere og bedre natur. Naturpakken, som regeringen nu har indgået en aftale om med de øvrige borgerlige partier, må vurderes i forhold til, i hvilken udstrækning den håndterer de 10 anbefalinger.
En af anbefalingerne fra kommissionen var mere natur i skovene, og netop det adresseres faktisk i Naturpakken, idet aftaleparterne vil udlægge 33 km2 urørt nåleskov over 50 år, samt 100 km2 urørt løvskov og biodiversitetsskov over 10 år.
Det er en rigtig vej at gå at gøre statens skove mere naturlige, men omfanget er ikke imponerende, og det er bekymrende, at selvsamme skove i de lange indfasningsperioder skal tømmes for økonomiske værdier.
Gamle træer har stor værdi, både økonomisk og for biodiversiteten, så her kommer Miljøministeriet virkelig på en svær opgave, når der skal prioriteters mellem penge i kassen og 200-årige løvtræer til naturligt forfald.
Det fremgår nemlig af bilagene, at Ministeriet selv må finde 81 mio. kr. (omprioriteringer) og 65 mio. kr. (indtægter) i 2016-2019 til bl.a. omlægning af skov.
Sammen med generelle besparelser kan man frygte, at skove til omlægning vil blive savet ned til knæhøjde, før de udlægges til urørt skov eller biodiversitetsskov, med mindre biodiversitetsforskere og grønne organisationer tages med på råd i processen, og ministeriet får tilført flere ressourcer til omlægningen.
Til sammenhængende natur og truede arter er der symbolsk over 4 år afsat 29 mio. kr. Alt, alt for lidt, hvis vi ikke skal miste en lang række specialiserede arter, der kræver en målrettet plejeindsats. For den slags arter gælder nemlig ikke, at one size fits it all. Indsatsen for den lysåbne naturs habitater, engene, overdrevene og hederne er tilsyneladende blevet glemt eller i al fald nedprioriteret kraftigt.
I det åbne land, hvor landmanden skal være naturforvalter, lægges der op til en indsats for en bedre og mere robust natur, men der budgetteres kun med 8 mio. kr. over de 4 år, og denne ellers gode mulighed rækker desværre ikke til ret mange hektar natur.
Det er rigtig ærgerligt, for der er masser af lavbundsjorde, som kunne tages ud af intensiv landbrugsdrift til fordel for både landmænd og natur. En ekstensiv drift i form af afgræsning ville ellers kunne hjælpe en lang række arter knyttet til vores ferske enge og strandenge.
Hvor er det ærgerligt, at naturpleje som driftsgren ikke får langt større opmærksomhed i form af flere målrettede midler, og især når både kommende og nuværende landmænd tilbydes kurser i naturpleje!
Naturpakken byder desværre også på nogle rigtig grimme tidsler, der nu får næring med aftalen. Det drejer sig om øgede muligheder for udlægning af erstatningsnatur, svækket beskyttelse af §3-områder ved udvidelse af bedrifter og deraf øget forurening med kvælstof og udtagning af landbrugsarealer fra Natura 2000-områder.
Alle tiltagene vil gøre det nemmere at drive landbrug, men til gengæld er det naturen, der køres over og forringes eller forsvinder.
Et lille vandhul, en stump hede eller en rest overdrev, der alle er beskyttede af Naturbeskyttelsesloven, kan ofte ligge irriterende i vejen for de store landbrugsmaskiner, og tanken om erstatningsnatur går ud på, at landmænd skal kunne fjerne disse i dag beskyttede oaser af små-natur.
Til gengæld vil han så udlægge noget, der måske kan blive til natur, et andet sted der er mere bekvemt for landmanden. Men erstatningsnatur som et generelt redskab i landbrugsdriften er en bombe under de små stumper natur, der allerede i dag er presset meget.
Også i dag kan man benytte sig af etablering af erstatningsnatur ved større anlægsarbejder, men udvides mulighederne kraftigt, vil de sidste rester af natur i landbrugslandet uden tvivl forsvinde for altid.
Aftaleparterne ønsker også at ændre reglerne for ammoniak-deposition fra husdyrbrug i relation til beskyttet natur. Med andre ord betyder det, at fx de sårbare overdrev og den lille hedemose fremover vil blive belastet yderligere med ammoniak, så landmanden kan udvide og vækste bedriften.
I forvejen er stort set alle næringsfølsomme levesteder udsat for luftbåren forurening med næringsstoffer, der langt overskrider deres tålegrænser.
Endelig ønskes en revision af afgrænsningen af vores internationalt vigtige naturområder ved at landbrugsarealer udtages, så de kan udnyttes langt mere intensivt end i dag.
Der kan måske findes enkelte eksempler på, at landbrugsarealer kun har beskeden værdi for naturen i et Natura 2000-område, men lukkes der op for muligheden for at udtage arealer, vil stribevis af landbrugsarealer i disse vigtige naturområder blive intensiveret med øget forbrug af gødning og sprøjtemidler.
Det er det stik modsatte, der i høj grad er brug for. Landbrugsarealer i Natura 2000-områder burde i stedet ekstensiveres og drives med fx afgræsning med deraf følgende positive bidrag til biodiversiteten.
I bedste fald kan Naturpakken blive et positivt skridt i den rigtige retning for naturen i dele af statens skove og måske de private skove.
Til gengæld dumper pakken, når man holder den op mod Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger om et nationalt naturnetværk, naturpleje som driftsgren, mere natur i landbrugslandet og sidst, men ikke mindst, natur og landbrug som ligeværdige hensyn i det åbne land. Her er der alvorlige skønhedspletter!
Bragt som debatindlæg på www.altinget.dk
En af anbefalingerne fra kommissionen var mere natur i skovene, og netop det adresseres faktisk i Naturpakken, idet aftaleparterne vil udlægge 33 km2 urørt nåleskov over 50 år, samt 100 km2 urørt løvskov og biodiversitetsskov over 10 år.
Det er en rigtig vej at gå at gøre statens skove mere naturlige, men omfanget er ikke imponerende, og det er bekymrende, at selvsamme skove i de lange indfasningsperioder skal tømmes for økonomiske værdier.
Gamle træer har stor værdi, både økonomisk og for biodiversiteten, så her kommer Miljøministeriet virkelig på en svær opgave, når der skal prioriteters mellem penge i kassen og 200-årige løvtræer til naturligt forfald.
Det fremgår nemlig af bilagene, at Ministeriet selv må finde 81 mio. kr. (omprioriteringer) og 65 mio. kr. (indtægter) i 2016-2019 til bl.a. omlægning af skov.
Sammen med generelle besparelser kan man frygte, at skove til omlægning vil blive savet ned til knæhøjde, før de udlægges til urørt skov eller biodiversitetsskov, med mindre biodiversitetsforskere og grønne organisationer tages med på råd i processen, og ministeriet får tilført flere ressourcer til omlægningen.
Til sammenhængende natur og truede arter er der symbolsk over 4 år afsat 29 mio. kr. Alt, alt for lidt, hvis vi ikke skal miste en lang række specialiserede arter, der kræver en målrettet plejeindsats. For den slags arter gælder nemlig ikke, at one size fits it all. Indsatsen for den lysåbne naturs habitater, engene, overdrevene og hederne er tilsyneladende blevet glemt eller i al fald nedprioriteret kraftigt.
I det åbne land, hvor landmanden skal være naturforvalter, lægges der op til en indsats for en bedre og mere robust natur, men der budgetteres kun med 8 mio. kr. over de 4 år, og denne ellers gode mulighed rækker desværre ikke til ret mange hektar natur.
Det er rigtig ærgerligt, for der er masser af lavbundsjorde, som kunne tages ud af intensiv landbrugsdrift til fordel for både landmænd og natur. En ekstensiv drift i form af afgræsning ville ellers kunne hjælpe en lang række arter knyttet til vores ferske enge og strandenge.
Hvor er det ærgerligt, at naturpleje som driftsgren ikke får langt større opmærksomhed i form af flere målrettede midler, og især når både kommende og nuværende landmænd tilbydes kurser i naturpleje!
Naturpakken byder desværre også på nogle rigtig grimme tidsler, der nu får næring med aftalen. Det drejer sig om øgede muligheder for udlægning af erstatningsnatur, svækket beskyttelse af §3-områder ved udvidelse af bedrifter og deraf øget forurening med kvælstof og udtagning af landbrugsarealer fra Natura 2000-områder.
Alle tiltagene vil gøre det nemmere at drive landbrug, men til gengæld er det naturen, der køres over og forringes eller forsvinder.
Et lille vandhul, en stump hede eller en rest overdrev, der alle er beskyttede af Naturbeskyttelsesloven, kan ofte ligge irriterende i vejen for de store landbrugsmaskiner, og tanken om erstatningsnatur går ud på, at landmænd skal kunne fjerne disse i dag beskyttede oaser af små-natur.
Til gengæld vil han så udlægge noget, der måske kan blive til natur, et andet sted der er mere bekvemt for landmanden. Men erstatningsnatur som et generelt redskab i landbrugsdriften er en bombe under de små stumper natur, der allerede i dag er presset meget.
Også i dag kan man benytte sig af etablering af erstatningsnatur ved større anlægsarbejder, men udvides mulighederne kraftigt, vil de sidste rester af natur i landbrugslandet uden tvivl forsvinde for altid.
Aftaleparterne ønsker også at ændre reglerne for ammoniak-deposition fra husdyrbrug i relation til beskyttet natur. Med andre ord betyder det, at fx de sårbare overdrev og den lille hedemose fremover vil blive belastet yderligere med ammoniak, så landmanden kan udvide og vækste bedriften.
I forvejen er stort set alle næringsfølsomme levesteder udsat for luftbåren forurening med næringsstoffer, der langt overskrider deres tålegrænser.
Endelig ønskes en revision af afgrænsningen af vores internationalt vigtige naturområder ved at landbrugsarealer udtages, så de kan udnyttes langt mere intensivt end i dag.
Der kan måske findes enkelte eksempler på, at landbrugsarealer kun har beskeden værdi for naturen i et Natura 2000-område, men lukkes der op for muligheden for at udtage arealer, vil stribevis af landbrugsarealer i disse vigtige naturområder blive intensiveret med øget forbrug af gødning og sprøjtemidler.
Det er det stik modsatte, der i høj grad er brug for. Landbrugsarealer i Natura 2000-områder burde i stedet ekstensiveres og drives med fx afgræsning med deraf følgende positive bidrag til biodiversiteten.
I bedste fald kan Naturpakken blive et positivt skridt i den rigtige retning for naturen i dele af statens skove og måske de private skove.
Til gengæld dumper pakken, når man holder den op mod Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger om et nationalt naturnetværk, naturpleje som driftsgren, mere natur i landbrugslandet og sidst, men ikke mindst, natur og landbrug som ligeværdige hensyn i det åbne land. Her er der alvorlige skønhedspletter!
Bragt som debatindlæg på www.altinget.dk
