Nylagte æg hos landets mest kendte havørne-par

onsdag 8. marts 2017 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
VIDEO: Tusindvis af havørne-fans i hele landet har haft en god uge og har kunnet følge direkte, at der er kommet to æg i den havørnerede, Dansk Ornitologisk Forening sender direkte ØrneTV fra. Se videoen af den første æglægning herunder.
Uffe Rasmussen

3. marts lagde ørnehunnen sit første æg i den enorme rede, som landets mest kendte havørne-par har brugt flittigt til at få unger på vingerne de sidste fem år i DOF’s ØrneTV.

7. marts lagde hun sit andet æg, næsten på klokkeslæt tre døgn efter det første æg blev lagt.

De to æg er modtaget med begejstring af de mange tusinde seere, der har fulgt med parret, siden DOF tændte for kameraet, som sidder ved en rede i Fugleværnsfondens reservat, Saksfjed-Hyllekrog på Lolland.

Havørneparret vil skiftes til at ruge på de dyrebare æg, som skal være med til at sikre landets største rovfugl fortsat fremgang, efter at bestanden var udryddet i Danmark i 100 år.

- Der går cirka 38-40 dage fra det første æg er lagt, til den første hvide, dunede unge kommer ud af ægget, formentlig omkring 12.-18. april, siger Kim Skelmose, som er leder af DOF´s Projekt Ørn, der overvåger og beskytter landets ørne.

Også i DOF's HejreTV fra fiskehejre-kolonien i Frederiksberg Have er der lagt æg. De første æg blev lagt allerede i februar, i den ene rede ruger fiskehejrerne på fire æg, i en anden rede er det første æg lagt og flere vil formentlig blive lagt snart.

Se video: Havørn lægger sit første æg

Se meget mere video fra de andre år i havørnenes familie-liv her

Kontakt:

Kim Skelmose, leder af Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) Projekt Ørn

tlf. 27 73 40 70

Projektoern@dof.dk