Ny kampagne: Mere natur og miljø via landbruget

torsdag 23. marts 2017 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
BirdLife, WWF og European Environmental Bureau lancerer ny kampagne, som skal samle opbakning til en langt mere miljø-, klima- og naturvenlig fælleseuropæisk landbrugspolitik. DOF deltager i kampagnen sammen med 139 organisationer
Toke F. Nyborg

"EU’s landbrugspolitik er ødelæggende for både vores klima og vores miljø, den skader folkesundheden, udsletter dyreliv og svigter små og mellemstore landmænd og de små landbosamfund.”

Sådan lyder den kontante udmelding fra kampagnens talskvinde og politisk medarbejder på BirdLife’s lobbykontor i Bruxelles, Trees Robijns.

Kampagnen vil derfor samle opbakning til en vidtgående reform og en meget anderledes landbrugspolitik:

”EU-støtten skal omlægges, så det bliver mindst lige så lukrativt for landbrugerne at levere biodiversitet og rent grundvand som at levere medisterpølser – det har vi faktisk alle et ansvar for,” lyder det fra Henrik Wejdding, medlem af DOF’s hovedbestyrelse og naturpolitiske udvalg.

Med den igangværende offentlige høring, som EU Kommissionen igangsatte den 2. februar og som løber frem til og med 2. maj, er der nu en gylden mulighed for rent faktisk at blande sig i debatten om EU’s fremtidige landbrugspolitik.

DOF opfordrer alle til at tilmelde sig kampagnen og støtte de grønne organisationers kamp for en ny, fælleseuropæisk landbrugspolitik, som er klimavenlig, miljømæssig bæredygtig og bidrager til et blomstrende plante- og dyreliv.

Både enkelt personer og organisationer kan deltage:

www.living-land.org/join-us