Trækfuglecenter i topklasse åbner i Skagen
Fra 12. maj bliver der endnu bedre muligheder for at opleve fuglelivet i Skagen, som er et af landets absolut top-lokaliteter for trækfugle for de mange tusinde fugle, der tager turen mellem Afrika og ynglesteder i det nordlige Skandinavien.
Naturstyrelsen, Dansk Ornitologisk Forening, Turisthus Nord og Frederikshavn Kommune har i fællesskab skabt et center for trækfugle i europæisk skala i Skagen Grå Fyr, der er Danmarks næsthøjeste fyr.
Formand for Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard, glæder sig til, at Skagen endelig får et lysende fyrtårn for alle fugleinteresserede, hvor DOF’s fuglestation som en del af centeret kan levere både oplevelser til turister og viden om de enorme antal trækfugle, der passerer Jyllands spids.
- Skagen får en ny attraktion i international klasse. De mange tusinde turister i Skagen kan opleve fuglene helt tæt på, når de bliver ringmærket, og man kan komme på ture med DOF’s naturvejleder og lære mere om fuglene. Derudover bliver Skagen Fuglestation et vigtigt sted for ornitologer og forskere, som vil indsamle viden om fugle. Vi håber med de gode faciliteter at tiltrække forskere og fuglefolk fra nær og fjern, så fuglestationen kan komme i europæisk 1. division. Lokale ornitologer fik idéen for flere end 30 år siden, så det er skønt endelig at kunne klippe snoren, siger Egon Østergaard.
Medlemmer af DOF kan booke et ophold på fuglestationen, hvor man kan deltage i stationens arbejde sammen med ringmærkere og observatører og lære en masse om fuglene. Der åbnes for booking i juni.
- Vi har på Skagen Fuglestation særligt fokus på at være åbne over for interesserede. Derfor indbyder vi alle til at deltage i fuglestationens arbejde og blive en del af vores engagerede hold, siger fuglestationens leder, Simon S. Christiansen til Fugle & Natur.
Derudover åbner Birder’s Club, som er et rum for fuglekiggere, hvor man kan hygge og dele gode historier fra felten.
I det nye center kan man tage på en virtuel oplevelsesrejse og opleve de mange spændende trækfugle, der hvert år gæster området omkring Skagen og Grenen. På oplevelsescenteret bliver årets gang formidlet digitalt, hvor de besøgende træder ind i et newsroom, hvor de kan få seneste nyt om fugletræk, se aktuelle optagelser fra Gibraltarstrædet og følge, hvilke ruter fuglene har taget gennem Europa. Derudover kan man se liveoptagelser fra kameraer i Skagen og andre steder i landet.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen siger:
- Jeg er stolt over, at vi i fællesskab har skabt et center, der ikke kun er et fyrtårn for fugle, men også for formidling i topklasse. Mere viden om trækfuglenes færden kan automatisk inspirere flere til at tage ud i naturen med en kikkert om halsen og spotte fugle. Samtidig er det et godt eksempel på, at vi kan bruge naturen til at understøtte turismen, siger han i en pressemeddelelse.
Få mere at vide:
Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening: 31 16 20 30
Det Grå Fyr i Skagen, hvor DOF's Skagen Fuglestation bliver en central del af center for trækfugle. Foto: Morten Jenrich Hansen