Nej til jagt med rovfugle i Danmark

tirsdag 29. august 2017 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Tamme og dresserede fugle, der ernærer sig af daggamle kyllinger, og som luftes med hætte over hovedet, er et sølle syn, der bør forbydes og afvikles hurtigst muligt. Så regeringen og Dansk Folkeparti må meget gerne aflyse den ønskede lovliggørelse af jagt med rovfugle i Danmark, mener formand for DOF, Egon Østergaard. Lederen bringes i DOF's medlemsblad, Fugle & Natur.
Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening

falkejagtegon

Det er helt uforståeligt, at regeringen og Dansk Folkeparti vil tillade, at falke og andre rovfugle bruges til jagt i Danmark, mener DOF's formand. Foto: Vector Artist, IPics

Til efteråret vil miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen med støtte fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti ændre Lov om jagt og vildtforvaltning, så det bliver lovligt at jage med rovfugle i Danmark.

DOF og andre grønne organisationer er lodret imod. Denne jagtform (falkejagt), der heller ikke er tilladt i de andre nordiske lande, har aldrig været en del af befolkningens jagtkultur her i landet. 

Jagt med rovfugle er derimod en udbredt jagtform og fritidsinteresse især i Mellemøsten.

Her har stenrige arabiske sheiker i århundreder dyrket denne særlige form for dyrekamp.

I enevældens tid fra midten af 1600-tallet til 1810 blev der på foranledning af det danske kongehus herhjemme indfanget vilde vandrefalke og jagtfalke, som efterfølgende blev eksporteret til andre landes kongehuse og herremænd, mens de selv praktisk taget ikke drev falkejagt.

Det er bl.a. dokumenteret i Niels Hesselbjerg Christensens rapport De store falke fra de danske konger

Rovfugle skal opleves i deres rette element med luft under vingerne og fart over feltet med de dramaer, de selv inviterer til. Tamme og dresserede fugle, der ernærer sig af daggamle kyllinger, og som luftes med hætte over hovedet, er et sølle syn, der bør forbydes og afvikles hurtigst muligt. 

Nu vil regeringen og dens støtteparti, der bekender sig til danske værdier og traditioner, ændre loven, så denne udanske, uetiske og middelalderlige jagtform kan gøres lovlig. Det er både uklogt og meget trist, at endnu flere statelige danske og udenlandske rovfugle skal spærres inde i små bure og holdes tøjrede på en siddepind.

Interessen for at have en tam rovfugl siddende i baghaven er tilsyneladende stigende, idet en nylig opgørelse fra Miljøstyrelsen viser, at der i dag sidder 558 rovfugle i bur. Det er næsten 50 procent flere for de udenlandske arters vedkommende end i 2009, og en legalisering af falkejagt vil med stor sandsynlighed øge interessen, så endnu flere rovfugle kommer bag lås og slå.

Vi ved, at hold af fx falke til jagt medfører et pres på de naturlige bestande af disse arter. Det bekræftes af vores kolleger bl.a. i Syditalien, hvor især østrigske falkonerer er meget aktive bagmænd for plyndring af vandrefalkereder på Sicilien. En vild vandrefalkeunge indbringer således 15.000 kr. til lokale indsamlere på det sorte marked.

I Danmark har jeg personligt set en flig af dette marked, da to islændinge for nogle år siden blev pågrebet af politiet på Herning Banegård på vej til Tyskland med to islandske jagtfalkeunger, som de havde røvet i naturen til det tyske falkonermarked.

Danske falkonerer fremfører som et argument for falkejagt i Danmark, at jagtformen kom på en UNESCO-liste over kulturel verdensarv i 2016, men det argument holder overhovedet ikke. Udpegningen gælder kun for lande, hvor det har været praktiseret i mange år, dvs. især Mellemøsten, Asien og en række syd- og mellemeuropæiske lande. 

LÆS OGSÅ: Falkejagt er IKKE kulturarv i Danmark

I BirdLife International er der forskellige holdninger til fænomenet hos partnerne i de forskellige lande, hvor synspunkterne i høj grad afspejler falkejagtens kulturelle historie i de respektive lande.    

DOF har i juni sendt et brev til miljø- og fødevareministeren samt miljøordførerne for Folketingets partier, hvor vi gør rede for vores synspunkter og konsekvenserne ved at indføre falkejagt. 

Falkejagt bør høre fortiden til, ligesom tyrefægtning og hanekampe.

LÆS OGSÅ: 6 gode grunde til, at DOF er imod falkejagt og hold af rovfugle i fangenskab