Danske fuglevenner hjælper truede pingviner
Pingviner er blandt verdens mest charmerende og genkendelige fugle, men fra Sydpolen til Ækvator forsvinder de karismatiske fugle i alarmerende fart.
Et stort antal fuglebeskyttelsesorganisationer samlet i BirdLife International er derfor gået sammen om at beskytte pingvinerne. Dansk Ornitologisk Forening, DOF, er med.
Det er første gang, at DOF samarbejder om beskyttelse af fuglearter, som ikke er hjemmehørende i Danmark.
Ud af de 18 arter pingviner i verden er hele 10 arter nu opført på den officielle globale rødliste som sårbare eller udryddelsestruede.
Det er den dystre baggrund for kampagnen #ProtectAPenguin, som skal skabe opmærksomhed omkring tilbagegangen i verdens pingvin-bestande og rejse midler til pingvinbeskyttelse.
Rødlisten udarbejdes af IUCN, International Union for Conservation of Nature.
- Fugle er ikke bundet af nationale grænser, og arbejdet med fuglebeskyttelse er nødt til at ske gennem internationalt samarbejde. Det er ikke en opgave, en enkelt organisation kan løfte alene. Blandt andet derfor er vi engageret i udformning af europæisk naturpolitik, bevarelse af skovområder i Afrika og Asien med stor forekomst af endemiske truede arter, og indgår i samarbejde med BirdLife-organisationer verden over, forklarer Mark Desholm, leder af DOF’s Naturafdeling.
- Samarbejdet om kampagnen #ProtectAPenguin er en naturlig forlængelse af vores internationale fokus på fuglebeskyttelse og kan overføres til nye samarbejder til fordel for truede fuglearter og naturhabitater til fælles gavn for verdens fugle og natur, siger Mark Desholm til Fugle & Natur.
Kontakt:
Mark Desholm, leder af DOF’s Naturafdeling 24624990
Charlotte M. Moshøj, biolog i DOF, 61775503