Fugletårn med udsigt til skestorke og sølvhejrer
Foto af Lund Fjord Tårnet i landskabet: Jan Skriver
Nu er der frit udsyn til en af Danmarks ”hemmelige” vandflader, Lund Fjord i Vejlerne, som de færreste har haft nærkontakt med al den stund, at den stort set hele bredden rundt ligger skjult bag tagrør.
Udsynet vil ganske givet øge mulighederne for at opleve hvide ornitologiske seværdigheder som sølvhejrer og skestorke, der ofte fouragerer i de lavvandede vige umiddelbart nord for Lund Fjord Tårnet.
I weekenden indviede Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og medlem af Vejlernes naturråd, tårnet og så gik publikum ellers plankestien ud for at få overblik over Lund Fjord, der slet ikke er en fjord, men en sø. Den næststørste i Nordjylland og nummer 15 på listen over Danmarks største søer.
Formand for dof, Egon Østergaard, holdte tale ved åbningen. Foto: Niels Dahlin Lisborg
Fuglemekka på fri fod
”Der skal lyde en meget stor tak til bestyrelsen for Aage V. Jensen Naturfond for at prioritere Vejlerne så stærkt og for at lytte til naturrådets ønsker og forslag til nye og forbedrede faciliteter for publikum. Jeg er sikker på, at gangbroerne og det nye tårn vil blive brugt flittigt af både lokale og tilrejsende, der nu får endnu bedre muligheder for at få natur- og fugleoplevelser på 1. klasse”, sagde Egon Østergaard, der spåede, at området i endnu højere grad end i dag vil blive et fuglemekka for besøgende fra nær og fjern.
Vejlerne bliver hvert år gæstet af cirka 150.000 mennesker, der kommer for at opleve naturrigdommen i ”Sumpfuglenes Forjættede Land”, som området er blevet kaldt.
Udsigt til sydøsthjørnet af Lund Fjord. Foto: Jan Skriver
Knap en kilometer på planker
380 meter ny og skridsikker plankesti fører ud i kanten af rørskoven ved Lund Fjord til tårnet. Desuden er plankestierne og platformene ved Han Vejle umiddelbart syd for Lund Fjord blevet forlænget og fornyet, så en rute på i alt 570 meter leder publikum på sporet af den våde rørskovs mangfoldighed af liv.
Summa summarum, så kan besøgende nu tilbagelægge næsten en kilometer ud i de normalt ufremkommelige rørskove, hvor der lever skægmejser, vandrikser og rørdrummer, og hvor frøerne kvækker om foråret, og guldsmedene jager i sommerperioden.
Foto: Jan Skriver
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Tlf. 33 28 38 00
Egon Østergaard, formand for DOF.
Tlf. 31 16 20 30.