Boom af døde solsorte i danske haver og parker

torsdag 12. september 2019 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Siden foråret har Dansk Ornitologisk Forening (DOF) fået omkring 100 henvendelser fra danskere, der har fundet døde eller døende solsorte. Nu frygtes droslerne at være ramt af den dødelige fuglevirus Usutu, der også kan gøre mennesker syge.
Af Jan Skriver
ususutsolsort
Symptomerne på Usutu-virus er blandt andet, at solsortene bliver apatiske og sidder helt stille på græsplænen uden at flyve væk, når man nærmer sig. Send døde solsorte via www.vildtsundhed.dk Foto: Jan Skriver
 

I Tyskland er titusinder af solsorte de seneste år døde af Usutu-virus, der er en myggeoverført sygdom fra Afrika. Også Holland og Belgien har været ramt af massedød blandt de sorte drosler, og denne sommer er der konstateret Usutu-virus i en svensk solsort på øen Gotland i Østersøen.

Nu frygter Dansk Ornitologisk Forening (DOF), at de seneste måneders rapporter om ekstraordinært mange døde, døende eller svækkede solsorte i danske haver og parker skyldes en spredning af Usutu-virus.

”Det er højst usædvanligt, at vi i løbet af få måneder får omkring 100 henvendelser fra danskere, som finder døde solsorte, eller observerer fugle med underlig adfærd. Det begyndte i foråret, og foreløbig har antallet af alarmerende meldinger kulmineret i sensommeren. Droslerne sidder oftest apatiske på græsplænen. Dagen efter kan de være døde. Symptomerne peger klart i retning af Usutu-virus, der er konstateret i mange tyske drosler umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse”, siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Indicier haves, beviser er på vej

Det er formodentlig kun et spørgsmål om tid, før der bliver konstateret Usutu-virus i Danmark, siger Louise Lohse, der er dyrlæge og seniorforsker på Statens Serum Institut, Afdeling for Virus & Mikrobiologisk Specialdiagnostik.

”De få solsorte, vi fra forårets dødsfald har undersøgt for Usutu-virus, har ikke været ramt. I løbet af de næste uger går vi i gang med at undersøge de solsorte, vi har fået ind fra sommerens dødsfald. Da virus overføres med myg, der er mest aktive i sommerperioden og det tidlige efterår, er sandsynligheden for Usutu-virus i solsorte større om sommeren end om foråret. Men det afhænger også af klimaet. Høje temperaturer over en længere periode er en vigtig faktor for opformering af virus i fuglene. Da der er påvist Usutu-virus både syd og nord for Danmark, er det muligt – måske endda sandsynligt – at virus også findes i danske solsorte”, siger Louise Lohse.

Send ind og bidrag til vished

DOF og dyrlægen opfordrer danskerne til at indsende døde solsorte til obduktion og videre analyse for Usutu-virus til myndighederne via www.vildtsundhed.dk

Husk at tage handsker på, når den døde fugl puttes i en plastikpose og postes videre, påpeger Louise Lohse.

Det er primært personer, der i forvejen har svækket immunforsvar, der er i risikozonen for at blive syge af Usutu-virus, men der er ingen grund til at tage chancer. Infektion med Usutu-virus kan give feber og hovedpine og i særligt alvorlige tilfælde også centralnervøse forstyrrelser såsom nakkestivhed, lammelser og manglende motorisk kontrol.

DTU Veterinærinstituttet vil obducere droslerne, hvorpå de sendes til videre analyse for Usutu-virus og West Nile-virus på Statens Serum Institut.

Yderligere oplysninger:

Knud Flensted, biolog,
Dansk Ornitologisk Forening.
Tlf. 21 24 22 75.

Louise Lohse, dyrlæge, ph.d.,
seniorforsker, Statens Serum Institut,
Veterinær Virologi,
Virus & Mikrobiologisk Specialdiagnostik Sektion for Infektionsberedskab.
Tlf. 32 68 83 70.

VIDEO: Solsort - Danmarks mest almindelige fugl synger smukkest

 

VIDEO: Solsort - bissen, der leverer underholdning ved foderpladsen