Naturbeskyttelse er et ”både og”
Brushanen er en af flere truede engfugle, som vil blive ladt i stikken, hvis der i fremtiden skal være ekstensiv helårsgræsning i dens yngleområder. Foto: Peter Vadum
Den aktuelle danske debat om natur og biodiversitet kan godt efterlade det indtryk, at naturbeskyttelse er et ”enten eller.”
Tilhængere af vild natur og rewilding af naturen argumenterer for, at man bedst beskytter natur og biodiversitet ved at reservere særlige zoner til naturen. På engelsk bruges udtrykket ”land sparing” (reservation af udvalgte arealer til natur) om dette.
Ud fra denne tanke kan det ligefrem være en fordel med så intensiv en produktion som muligt i landbruget og skovbruget, fordi der så potentielt bliver mere plads til naturzonerne.
Overfor dette står begrebet ”land sharing” (at der tages hensyn til natur og biodiversitet på produktionsarealerne), så der gennem regulering skaffes plads til flest mulige arter i hele landskabet. Det kan i praksis betyde begrænsninger i den intensive produktion i landbrug og skovbrug.
”Fugle- og naturbeskyttelse i Danmark bør være et ”både og”. Tilhængerne af en ren satsning på ”sparing” og rewilding inddrager ikke på tilstrækkelig vis en række negative konsekvenser for dansk natur, danske fuglearter og danskernes naturoplevelser”, siger Henrik Wejdling, næstformand i DOF.
”Set i fugleperspektiv lader en rendyrket ”sparing”-strategi en håndfuld hårdt trængte engfugle-arter som stor kobbersneppe, brushane og engryle i stikken. De er helt afhængige af halvkulturarealer i form af træ- og buskfrie enge, der græsses relativt intensivt i perioder. Her dur det ikke med ekstensiv helårsgræsning, som er et vigtigt element indenfor ”sparing” og rewilding”, konstaterer Henrik Wejdling.
”Sparing”-strategien overser også et vigtigt hensyn til de store trækkende og overvintrende bestande af fugle som gæs, svaner, måger, hjejler og viber, som for mange arters vedkommende nyder godt af vores kulturlandskab. Desuden vil en intensivering af landbrugsproduktionen for at skaffe plads til naturzoner accelerere tilbagegangen hos almindelige fuglearter fra det åbne land som f.eks. vibe, agerhøne, sanglærke, tornirisk og bomlærke. De foretrækker et mosaik-landskab med dyrkede marker, ekstensivt drevne partier og udyrkede småbiotoper som levende hegn, vandhuller og småmoser.
”Disse arter vil næppe forsvinde fra Danmarkskortet ved fuld og helhjertet ”sparing”, men der bliver langt imellem dem i det ’hverdagslandskab’, som flertallet af danskere færdes i. Arternes fortsatte bestandsnedgange vil forringe naturindholdet og dermed naturoplevelserne for flertallet. Derfor kan en rendyrket satsning på ”sparing” også forringe den daglige kontakt med almindelige fuglearter for den almindelige dansker. Endelig er det også tvivlsomt, om landbrugsproduktionen overhovedet kan intensiveres yderligere, idet den vil komme til at mangle de økosystemservices i form af bestøvere og skadedyrs-bekæmpere, som naturindholdet i landbrugslandet bidrager med”, skriver DOF’s næstformand i Fugle & Natur.
Kontakt:
Henrik Wejdling 51269056
Henrik Wejdlings artikel i Fugle & Natur bygger på et omfattende notat, der er skrevet som oplæg til den kommende opdatering af DOF’s naturpolitik. Læs også Bilag I, Liste over alle i DK listede ynglefugle og Bilag II, Litteraturliste, agri-environment
