Hovedrollerne besat af nye stjerner i ØrneTV
Videokameraet er på plads og i orden. Det samme er hovedrolleindehaverne i en af de største filmsucceser, den danske natur har fostret, nemlig ØrneTV i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Der er netop blændet op for den 8. sæson af de direkte transmissioner fra ørnenes privatliv, som kan ses her og på ørnetv.dk
”Det bliver spændende at følge det ny ørnepar i år, for både han og hun skal yngle for første gang i deres liv. Alt tegner lyst og lovende, for ørnene har udbygget reden i løbet af vinteren, og i begyndelsen af februar forede de den med græs. Om alt går vel, kan der komme æg i reden allerede midt i februar. Den tidligste dato med æglægning hos havørne i Danmark, vi har kendskab til, er fra 10. februar”, siger Kim Skelmose, der er leder af Projekt Ørn i Dansk Ornitologisk Forening (DOF), som står bag ørne-tv.
Et ekstra spændende element i årgang 2020-udgaven af ørne-tv består blandt andet i, at begge fugle er nye både som par og på reden ved Hyllekrog.
Han og hun blev pludselig væk
”Der skete jo det sidste år, at hunnen i havørneparret blev skudt 12. februar, hvorpå der kun gik ganske få dage, før en ny hun ankom og overtog den gamle huns rolle og opgaver i ørnereden. Desværre endte sæsonen uden hverken æg eller unger”, siger Kim Skelmose.
”I efteråret forsvandt hannen så ligeså pludseligt, som det var sket med den erfarne hun. Det er aldrig blevet opklaret, hvad der var hændt ham. Til alt held rykkede en anden han kort efter ind og dannede par med den efterladte hun. Situationen er derfor nu, at vi har to yngre, uerfarne, men ynglemodne havørne, som står på tærsklen til deres første ynglesæson. Vi transmitterer så at sige ørne-tv med friskt blod i familien”, siger lederen af Projekt Ørn.
Talstærkt publikum i ørne-bio
Hvor Danmarks Radio (DR) er i front, hvad angår børne-tv, så er Dansk Ornitologisk Forening (DOF) førende, når det gælder ørne-tv.
I løbet af de første to måneder i 2013, da projektet blev sendt i luften første sæson, var der godt 420.000 computerbesøg på foreningens reality-tv med live-optagelser fra havørnereden på Lolland.
Foreningen skønner, at op imod en halv million danskere på et eller andet tidspunkt har klikket sig ind til et kig i ørnenes familieliv.
”Interessen for ørnene er overvældende, og projektet har været øjenåbnende på flere fronter, både hos det brede publikum og blandt forskere. Alle optagelser bliver båndet og tappet med jævne mellemrum, så de kan kigges igennem ved lejlighed. For eksempel kan biologer og studerende bruge optagelserne til at blive klogere på flere nuancer i havørnens ellers skjulte familieliv og adfærd”, siger Kim Skelmose.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Tlf. 33 28 38 00.
Kim Skelmose, leder af DOF’s Projekt Ørn.
Tlf. 27 73 40 70.