Første tilføjelse i 72 år: Rig natur skal være en menneskeret
I anledning af den 50. Earth Day har BirdLife International sendt et åbent brev til FN's generalsekretær om at gøre 'et sundt miljø og en rig natur' til en af menneskerettighederne. Foto: UN Photo/Rick Bajornas
Ingen natur, ingen mennesker. Vi er afhængige af planeten, men vi er i krise. Klimakrisen og den voldsomme udryddelse af arter truer planeten og mennesket.
Derfor er det bydende nødvendigt at beskytte miljøet og sikre en artsrig natur.
I et åbent brev opfordrer BirdLife International FN's generalsekretær, António Guterres, til at gøre 'et sundt liv i et rent miljø og en rig og mangfoldig natur' til den 31. artikel i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder.
Læs det fulde brev sendt til FNs generalsekretær António Guterres.
Forandring er nødvendig
Netop nu er verden i knæ på grund af coronavirus, og verdenssamfundet er i forandring. Derfor er det tid til handling, mener verdens største naturbeskyttelsespartnerskab, BirdLife International.
- Pandemien er ødelæggende, men den giver også verdens ledere mulighed og pligt til at forandre samfundet og genetablere Jordens naturlige balance. Det er nødvendigt, hvis vi skal beskytte vores fælles fødevaregrundlag, afbøde klimaforandringer og styrke folkesundheden, forklarer direktøren for BirdLife International, Patricia Zurita.
Brevet sendes i dag den 22. april i anledning af den 50. Earth Day - en global begivenhed, der sætter fokus på kampen for miljøet og naturen.
Og den kamp er mere aktuel end nogensinde. Planeten befinder sig midt i en dobbeltkrise med klimakrisen og en biodiversitetskrise, hvor mere end en million arter risikerer at uddø.
Mennesket er afhængig af naturen
- Den alarmerende tilbagegang i biodiversitet undergraver naturens evne til at opretholde sig selv, og det skader de mange økosystemer, som vi mennesker er afhængige af, forklarer Toke F. Nyborg, der er international programkoordinator og naturpolitisk rådgiver i Dansk Ornitologisk Forening, DOF, der er partner i BirdLife International.
- Samtidig bidrager naturen til klimastabilisering, ligesom naturressourcer spiller en afgørende rolle i de globale økonomier. Vi har brug for en bæredygtig udvikling. Uden handling bevæger vi os mod en naturkatastrofe med vidtrækkende konsekvenser for både dyr og mennesker, siger han.
Formålet med det åbne brev er at få spørgsmålet om en artikel 31 – ’Retten til et sundt liv i et rent miljø og en rig og mangfoldig natur’ på dagsordenen for FN's generalforsamling om biodiversitet til september. Målet er at få vedtaget artikel 31 til december 2023 i forbindelse med 75-året for erklæringen om menneskerettighederne.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening (DOF),
Tlf. 33 28 38 00.
Toke F. Nyborg, international programkoordinator og naturpolitisk rådgiver i DOF.
Tlf. 33 28 38 52