Danske fuglevenner støtter nyopdaget kolibri
Blåstrubet punastjerne tilhører en slægt af højlandsspecialister blandt kolibrier. Som andre arter i slægten er blåstrubet punastjerne stærkt tilknyttet chuquiraga-planten, der bærer blomster i gul-orange farver. Herfra får kolibrien størstedelen af sin nektarføde. Foto: Michael Moens
Det er efterhånden sjældent, at der opdages nye kolibriarter. Derfor var det en stor overraskelse, da den ecuadorianske ornitolog Francisco Sornoza-Molina i 2018 fandt den hidtil ukendte kolibri, som har fået det danske navn blåstrubet punastjerne.
Artens udbredelse er begrænset til et isoleret bjergområde i 3500 meters højde i det sydlige Ecuador, hvor dens levesteder er stærkt påvirket af afgræsning og opdyrkning.
Blåstrubet punastjerne tilhører en slægt af højlandsspecialister blandt kolibrier. Som andre arter i slægten er blåstrubet punastjerne stærkt tilknyttet chuquiraga-planten, der bærer blomster i gul-orange farver. Herfra får kolibrien størstedelen af sin nektarføde.
Ny kolibri truet af landbrug
De gule blomster vokser tæt på kolibriens levesteder, men på grund af opdyrkning og afgræsning har chuquiraga’en svært ved at brede sig og kommer ikke tilbage, når den først er forsvundet. Ødelæggelse af levesteder er derfor den største trussel for blåstrubet punastjerne.
Efter de kriterier, der fremlægges af International Union for Conservation of Nature (IUCN), vurderes blåstrubet punastjerne til at være kritisk truet. Populationens størrelse kendes ikke præcist, men det estimeres, at der er mellem 250-750 individer tilbage.
Støtte går til opkøb af levesteder
DOF Travel Fonden under Dansk Ornitologisk Forening samarbejder med naturorganisationer og den lokale Jocotoco-fond i Ecuador om bevarelse af blåstrubet punastjerne. Tiltagene består blandt andet i opkøb af områder med chuquiraga-vegetation fra lokale højlandsbønder.
Beløbet på 10.000 US Dollars – knap 70.000 kroner – stammer fra overskuddet på fuglerejser, som rejseselskabet DOF Travel arrangerer.
Størrelsen af populationen af blåstrubet punastjerne endes ikke præcist, men det vurderes, at der er mellem 250-750 individer tilbage og at arten er kritisk truet. Foto: Roger Ahlman.
Jocotoco Fonden ejer og driver i alt 13 reservater i Ecuador og søger jævnligt om penge til opkøb af degraderet skov og/eller til beskyttelse af sjældne fugle.
DOF Travel Fonden har tidligere støttet Jocototo Fondens opkøb og har i år yderligere støttet opkøb i to andre områder med i alt 500.000 kroner.
(Du kan læse hele artiklen om blåstrubet punastjerne i det nye Fugle & Natur)
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Tlf. 33 28 38 00
Alex Rosendal, bestyrelsesmedlem i DOF Travel Fonden
Tlf. 24 45 37 50