Sangfugle fanget på limpinde på Sjælland
Politiet fandt mindst 15 stillitser, der sad tæt proppet i bittesmå bure. Sangfuglene blev taget med på stationen og tjekket for lim i fjerdragten, og da alle var flyveklare, blev de sluppet fri. Foto: Jan Skriver.
Med fuglelyde fra mobiltelefoner lokkede to herboende mænd fra Mellemøsten stillitser til at lande på limpinde, hvorpå fuglefængerne satte sangfuglene i små trange bure. Formentlig med salg for øje.
Men den ulovlige fuglefangst, der fandt sted i et naturområde med buske og urtevegetation ved Stevns Kridtbrud nær Stevns Klint, blev opdaget af ornitologen Jan Pedersen, som straks kontaktede lokalpolitiet i Køge, mens han holdt øje med mændene.
- Jeg kunne se, at sangfuglene flagrede, mens de sad fast på opsatte grene, der var smurt ind i lim. Heldigvis gik der ikke lang tid fra min kontakt til politiet, før der ankom en patruljevogn med to betjente, der greb fuglefængerne på fersk gerning, fortæller Jan Pedersen.
En rolle som syngende burfugle
Politiet fandt mindst 15 stillitser, der sad tæt proppet i bittesmå bure. Sangfuglene blev taget med på stationen og tjekket for lim i fjerdragten, og da alle var flyveklare, blev de sluppet fri.
Lokalpolitiet i Køge oplyser, at de to mænd vil blive sigtet for overtrædelse af jagt- og vildtforvaltningsloven. De har begge erkendt, at de stod bag den ulovlige fuglefangst med lokkende lyde og limpinde. Ifølge politiet sagde de to mænd, at de ikke vidste, at fangst af fugle på limpinde er ulovligt i Danmark.
I Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har man kun ganske få gange tidligere set eksempler på fangst af småfugle ved hjælp af limpinde.
- Vi kender tilfælde af ulovlig fangst af fugle i fælder, men det er meget usædvanligt med brug af limpinde i Danmark. I flere lande omkring Middelhavet og i Mellemøsten er der tradition for at bruge limpinde til fangst af drosler, munke, rødhalse og andre småfugle, som bliver spist eller bruges som burfugle, der synger. Netop stillitsen er kendt for sin smukke fjerdragt og for at synge flittigt, og sandsynligvis har fuglene fra Stevns været tiltænkt en rolle som sangfugle i bur, siger Knud Flensted, der er biolog i DOF BirdLife.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening
Tlf. 33 28 38 00
Knud Flensted, biolog
Tlf. 21 24 22 75