Millionstøtte til nyt fugleområde i Tøndermarsken
Store antal bramgæs besøger hvert år Margrethe Kog, hvor der i den sydlige del er etableret en saltvandssø. Det nye natur og klimaprojekt gælder den nordlige del af Margrethe Kog, der kan blive et vigtigt ynglested for blandt andet, viber, klyder og stor kobbersneppe. Foto: Albert Steen-Hansen.
Et nyt naturområde med stort potentiale for fuglene er kommet et gevaldigt skridt nærmere virkeligheden i Tøndermarsken i Sønderjylland.
Området Margrethe Kog Nord spiller hovedrollen i et klimatilpasningsprojekt, der netop har modtaget en bevilling på 41 millioner kroner fra EU’s LIFE program, der støtter natur- og klimaprojekter.
Men projektet bliver ikke kun et klimaprojekt. Tønder Kommune, der er hovedansvarlig for projektet, lægger vægt på, at projektet samtidig skal styrke Natura 2000 og fuglelivet. Og det er intet mindre end strålende, siger formand for Dansk Ornitologisk Forening BirdLife, Egon Østergaard.
- Det er et projekt med et fantastisk potentiale, som vi kun kan rose. Det vil uden tvivl få en stor effekt på fuglelivet i området, og det hilser vi selvfølgelig hjerteligt velkommen. Vi ser det som en ny milepæl – et af flere skridt på vejen - for at gøre Tøndermarsken til et endnu mere værdifuldt hotspot for fuglene, siger han.
Klimaprojekt med naturgevinst
Margrethe Kog Nord er i øjeblikket 248 hektar landbrugsland omkranset af diger, som dyrkes af flere lodsejere. Planen for de næste år er at opkøbe eller bytte sig til jorden fra jordejerne, så Margrethe Kog Nord kan omdannes til et rent naturområde, der bliver ejet af Den Danske Naturfond.
Området skal fungere som reservoir, der skal forhindre oversvømmelser i Tøndermarsken, når voldsomt og langvarigt regnvejr får vandet fra Vidåen til at presse digerne.
Men det nye naturområde giver også nye muligheder for god natur i et område med masser af turister og naturinteresserede. I planerne indgår, at Margrethe Kog Nord skal være et fugleområde af international betydning for eng- og vadefugle med forskellige typer enge og fugleøer.
Naturperle for eng- og vadefugle
- I sammenhæng med det vigtige fugleområde i Margrethe Kog Syd, kan det blive en formidabel naturperle. Jo større sammenhængende naturområder vi kan opnå, jo bedre er det for alle de mange arter i området, flyvende, som svømmende eller vraltende – især vores mange trængte eng- og vadefugle, siger Jens Martin Iversen, der er DOF BirdLifes repræsentant i Tønder Kommunes Grønne Råd og formand for Fugleværnsfonden.
- Vi har flere årtiers detaljeret kendskab til områdets udvikling, så det tegner til et meget perspektivrigt projekt, siger Jens Martin Iversen, der blandt andet har siddet i en række følgegrupper til projektet siden begyndelsen.
Klimatilpasningsprojektet har et samlet budget på 69 millioner kroner og er organiseret af Tønder Kommune og med samarbejdspartnerne Den Danske Naturfond, Nationalpark Vadehavet, Stiftung Naturschutz, Naturstyrelsen Vadehavet og 15. Juni Fonden.
Projektet er samtidig et af flere projekter i Tøndermarsk Initiativet, der er et samarbejde mellem Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Nordea-fonden og Tønder Kommune.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00
Egon Østergaard, formand i DOF BirdLife
Tlf. 31 16 20 30
Jens Martin Iversen, DOF BirdLifes repræsentant i Tønder Kommunes Grønne Råd og formand for Fugleværnsfonden
Tlf. 30 49 49 36