Rekordhøring kræver at EU stopper sine ødelæggelser af regnskoven
EU skal have en ny lov, der beskytter verdens topiske skove og deres beboere. Sådan lyder kravet fra 1,193,652 personer, der har skrevet under på EU-kommissionens offentlige høring om afskovning gennem kampagnen #Together4Forests.
Mandag eftermiddag er de mange underskrifter blev overdraget til vicepræsidenten for EU-Kommissionen Frans Timmermans og EU's miljøkommissær Virginijus Sinkevi?ius ved et online event.
- Opbakningen til at stoppe afskovningen har været overvældende. 1,2 millioner personer må ikke blive overhørt. EU har her en unik chance for at hjælpe med at stoppe ødelæggelserne af de vigtige tropiske skove. EU er et stort og vigtigt marked, så hvis man kollektivt siger fra overfor produkter, der bidrager til afskovning, så vil det få en stor effekt i forhold til at skabe en bæredygtig produktion uden regnskov på samvittigheden, siger Toke F. Nyborg, der er international naturpolitisk rådgiver i DOF BirdLife.
Underskrifter opmuntrer kommissær
De mange underskrifter gør høringen til den største i EU nogensinde inden for miljøområdet og den næststørste overhovedet. Og det gør indtryk efter hos modtager af de mange underskrifter.
- Kampen mod afskovning er en nødsituation og vi er fast besluttet på at gøre noget. Jeg bliver opmuntret og er taknemmelig over at flere end en million personer støtter kampen. Det viser en hidtil uset opmærksomhed og bekymring over problemet, siger EU's miljøkommissær Virginijus Sinkevicius.
I forbindelse med overrækkelsen af underskrifterne var der foran EU-Kommission opstillet lanterner formet som et træ. Hver lanterne repræsentere 1000 underskrifter for en ny skovlov, der skal stoppe ødelæggelserne i regnskovene. Foto: Greenpeace.
- Vi er alle nødt til at være bevidste om, at vores forbrug i Europa kan føre ødelæggelser af skov andre steder i verden. Vi må hver især træffe ansvarlige oplyste valg som forbrugere, og som beslutningstager forpligter jeg mig til at handle for at håndtere afskovningen, siger vicepræsidenten for EU-Kommissionen Frans Timmermans.
Kravet fra underskriverne lyder helt konkret på vedtagelse af en ny EU-skovlov, der skal forbyde import af produkter, der kan kædes sammen med afskovning og ødelæggelse af natur, til det europæiske marked. Det kan blandt andet være produkter som oksekød, soja til husdyrfoder, kakao, kaffe og palmeolie.
NGO'er vil følge arbejdet for ny skovlov
Samtidig må produktionen af produkterne heller ikke have resulteret i brud på menneskerettighederne, blandt andet rettighederne for oprindelige folk. Loven skal også gælde for den finansielle sektor.
Alene Danmark importerer hvert år 1,7 millioner tons soja, hvor størstedelen kommer fra områder, hvor skovene er blevet ødelagt for at give plads til landbrug. Palmeolie lander ofte i danske indkøbskurve, fordi det indgår i rigtig mange produkter, fx margarine, kiks, pizzatopping, pulversovs og mange flere.
På baggrund af den offentlige høring kommer Kommissionen med et udkast til en EU-regulering af produkter med forbindelse til skovrydning, som efterfølgende skal forhandles på plads af både EU-parlamentet og Ministerrådet.
Kampagnen #Together4Forests er et samarbejde mellem mere end 160 NGO’er, blandet andet Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmark under ledelse af WWF, Greenpeace og flere andre. De følger det fortsatte arbejde for en ny EU-skovlov og har med 1,2 million underskrifter en stærk stemme.
Yderligere oplysninger
Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmark (DOF BirdLife)
Tlf. 33 28 38 00
Toke F. Nyborg, international programkoordinator og naturpolitisk rådgiver i DOF BirdLife
Tlf. 33 28 38 52