GPS-teknik fortæller nyt om fugletrækket: Solsort fløj nonstop til England fra Skagen Odde   

Solsorten vejede 117 gram, da den fik en 4,3 gram let GPS-sender på ryggen i en skræddersyet strop, der ikke generer fuglen. Foto: Simon Sigaard Christiansen

En dag sidst i oktober 2020 fløj en solsort i et ringmærkningsnet nær Danmarks nordligste punkt. Forsigtigt pillede ringmærkere fra Skagen Fuglestation, der bliver drevet af Dansk Ornitologisk Forening (DOF), solsorten ud af nettet, hvorpå den fik påmonteret en lille specialdesignet rygsæk med en GPS-sender.

Efter få minutter blev fuglen, der vejede 117 gram, sluppet fri, og så gjaldt det bare om at vente på signaler fra den 4,3 gram lette sender, når trækfuglen begav sig ud i det ukendte.

En måned senere var der himmelske nyheder fra rummet. En specialdesignet antenne på den internationale rumstation ISS, der med 27.700 kilometer i timen er i kredsløb 386 kilometer over Jorden, havde opfanget signalet fra solsortens GPS.

Solsort ringmærket i Skagen fløj over Nordsøen mod England. Foto: Simon S. Christiansen.

Solsorten befandt sig da godt et halvt hundrede kilometer fra østkysten af England. Fuglen fra Skagen var på vej over Nordsøen for at holde vinter i det milde Storbritannien.

- De data om droslens positioner, vi modtog fra rumstationen fortalte os, at solsorten i en måned efter at være blevet sluppet fri ved Skagen Fuglestation, havde opholdt sig på Skagen Odde. Med afsæt fra et sted syd for Råbjerg Mile, hvor fuglen har tanket sine fedtdepoter op, var fuglen i ét stræk fløjet over Nordsøen. 12 timer efter at den havde forladt Nordjylland, nærmede den sig Englands østkyst. Det er det seneste, vi har hørt fra solsortens GPS. Vi ved derfor ikke med sikkerhed, om den nåede i land, men vi håber naturligvis, at vi får signaler fra England i løbet af vinteren, siger Simon Sigaard Christiansen, der er ringmærker, naturvejleder og leder af Skagen Fuglestation.

Drosler med kurs mod ny viden

Den nordjyske GPS-solsort er en af 30 danske og 600 europæiske solsorte, der de seneste måneder har fået sat en GPS-sender på ryggen, så forskere kan finde ud af, hvor fuglene flyver hen i takt med årstidernes skiften. Blandt andet skal det klarlægges, hvordan solsorte fra nord til syd klarer sig forskelligt i løbet af året.

Syv solsorte fik i Skagen en GPS-sender med satellitforbindelse på ryggen. En af dem gav signal, da den, nærmede sig England. Foto: Skagen Fuglestation.

Teknikken gør det muligt at afsløre meget præcist, hvilke rastepladser og trækruter, fuglene bruger. GPS’en kan også være med til at kaste nyt lys over fuglenes hastighed og flyvehøjde på trækket. Og måske fortælle nyt om hvor de dør.

- Vi vidste godt, at mange solsorte fra vores breddegrader flyver til Storbritannien for at holde vinter i et klima, der er en tak mildere end vores. Det nye er, at vi nu kan finde ud af timingen på trækket. Hvor længe er fuglene på deres rastepladser for at æde sig fede, og hvor hurtigt flyver de på rejsen. Måske vil vi også blive i stand til at afdække, om der er særligt farefulde områder på trækruterne, hvor mange fugle omkommer. Små brikker til puslespillet, der kan give et samlet billede af fugletrækket, vil tone frem i takt med at vi får flere signaler fra GPS-senderne, siger Simon Sigaard Christiansen.

Fra gæs og ørne til småfugle

Hidtil har det primært været større fugle som gæs, ænder og rovfugle, der har lagt rygge til GPS-teknik med sendere, der vejer 80-100 gram. For eksempel er danske havørne, kongeørne og tajgasædgæs på vinterophold i Danmark de senere år blevet sporet ved hjælp af GPS-teknik, enten signalerne er kommet via mobiltelefonnettet eller via forbindelse til en satellit.

Batterier med solceller har drevet senderne, der i løbet af kort tid har givet epokegørende ny viden, som kunne have krævet årtier at opnå med den klassiske ringmærkning, hvor genmeldinger sker ved hjælp af aflæsning af ringen i en kikkert, eller fordi fuglen bliver fundet død.

GPS-teknikken har for eksempel afsløret, at unge nordjyske kongeørne i en periode tog til Nordtyskland, hvor de gjorde sig erfaringer som jægere, inden de vendte tilbage til nabolaget af de områder, hvor de var fløjet fra reden.

Og nogle af de tajgasædgæs, som holder vinter på jyske lokaliteter, har vist sig at flyve til den russiske øgruppe Novaja Semlja i Ishavet for om sommeren at fælde deres fjer.

Finker står for tur til GPS

- I dag er GPS-teknikken så udviklet, at vi kan sætte sendere, der vejer 3-3,5 gram på fugle af drosselstørrelse. Næste skridt bliver sendere på 2 gram, så vi kan GPS-mærke fugle af finkestørrelse og nogle af de mindste vadefugle, der trækker langt mellem ynglepladser og vinterkvarterer. Målet på Max Planck-Instituttet i Tyskland, hvor teknikken udvikles og optimeres, er sendere på bare et gram. Testfasen er allerede i gang, siger Kasper Thorup, der er professor på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet og med i styregruppen for projektet.

Hidtil har større fugle som gæs og ørne været alene om at lægge rygge til GPS-sendere, men teknikken er nu så raffineret, at fugle af drosselstørrelse kan bære sendere, som vejer omkring tre gram. Foto: Skagen Fuglestation.

Selv om GPS-tracking kan give resultater hurtigt og effektivt og med tiden også billigt, vil teknikken ikke kunne erstatte den klassiske ringmærkning med lette metalringe med unikke koder, der aflæses og indrapporteres, mener Kasper Thorup.

Ringmærkning lever videre

- Ved hjælp af ringmærkning overvåger vi fuglebestande gennem årtier, så vi i lange tidsserier kan dokumentere frem- og tilbagegange for mange af vores almindelige og vidt udbredte arter. For eksempel kan vi finde ud af, hvordan status er for danske løvsangere eller andre småfugle, som holder vinter i Afrika. Ringmærkningen dør ikke ud, selv om GPS-teknikken vinder frem, siger Kasper Thorup.

Mens 2020 har stået i solsortens tegn, hvad angår GPS-teknikken, så bliver 2021 gøgens år. Næste år skal et antal gøge fra England i vest til Kamtjatka i øst tage en tørn i videnskabens tjeneste med en lille GPS-sender på ryggen.