'Spejdelejr’ på toppen af Danmark: Folk til festival med fugle i det fri
Fuglefestivalen er et arrangement, der både henvender sig til den erfarne ornitolog, til hele familien eller til den almindeligt naturinteresserede gæst i Skagen. Foto: Helge Røjle Christensen.
Efter et års pause på grund af coronaen, der stækkede Skagen Fuglefestival i maj 2020, bliver der for 14. gang holdt Fuglefestival i Skagen fra torsdag 6. maj til og med søndag 9. maj.
Kodeordene på festivalen er fællesskab og folk i det fri med fugle som omdrejningspunkter.
- Alle arrangementer foregår udendørs, og vi har tilmelding til alle begivenhederne, så vi sikrer os, at coronareglerne bliver overholdt. Vi har droppet en fælles velkomst og afslutning, så festivalen går direkte i gang på de guidede fugleture. På grund af coronaen når vi næppe de senere års besøgstal på flere tusinde gæster. Fuglefestivalen er et arrangement, der både henvender sig til den erfarne ornitolog, til hele familien eller til den almindeligt naturinteresserede gæst i Skagen, siger Kurt Rasmussen.
Han er formand for Det Grå Fyrs Venner, som står bag Skagen Fuglefestival i et samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Naturstyrelsen Vendsyssel, Skagen Fuglestation og DOF Nordjylland.
Fuglekiggere fortæller
Den første nyklækkede fuglefestival i maj 2006 fristede flere end 3.000 mennesker til at kigge forbi i løbet af de fire fugledage, der nu er blevet en tradition.
Årets festival vil byde på morgenture, ringmærkningsture og en nattevandring, så både morgenfruer og natteravne bliver tilgodeset.
Hvis heldet er ude, vil gæsterne på festivalen kunne opleve sjældne fugle, for i Skagen kan alt ske på fuglefronten. Særligt i april, maj og juni.
Med afsæt i muligheden for at opdage sjældne fugle sendes en konkurrence afsted. Find Skagens sjældneste fugl, lyder opgaven. Og der er præmie til vinderen, der afsløres lørdag.
Milen, Grenen og havet
Der vil også være ture til naturområderne syd for Skagen. Kandestederne og Råbjerg Mile på programmet.
Der er også altid noget at spejde efter over havet, hvad enten det er fra Nordstranden eller på begge sider af Grenen.
De senere forår har der ofte fisket store antal af suler tæt på kysten. Og fra Grenen kan man med lidt held opleve styrtdykkende suler.
Op til 20 arter af rovfugle kan ses på en dag over Skagen, hvis vinden er varm fra syd eller øst.
I skrivende stund tyder vejret ikke just på varme og østlige vinde, men på køligt og regnfuldt vestenvindsvejr.
Læs mere om Skagen Fuglefestival her.
Yderligere oplysninger:
Kurt Rasmussen, formand for Det Grå Fyrs Venner
Tlf. 40 21 64 77
Simon S. Christiansen, naturvejleder og forstander på Skagen Fuglestation
Tlf. 40 21 73 14