DOFbasen er hovedleverandør til ny artsportal
Sandløber. Foto: Henrik Hougaard Larsen.
Nu har den samlede danske rigdom af arter fået sin egen database. Den hedder slet og ret ’Arter’ og indeholder data fra blandt andet DOFbasen.
DOF hilser den nye artsdatabase velkommen og glæder sig over det øgede fokus databasen giver til biodiversiteten i den danske natur.
- Med alle arter samlet samme sted opstår der helt nye muligheder for at følge naturens tilstand i Danmark. Det giver et endnu bedre grundlag for at passe på naturen, når man lærer arterne at kende. Det er til gavn for alle, ikke mindst fuglene, siger Peter Bonne Eriksen, DOF’s repræsentant i Artsrådet, der er med til at sikre fagligheden i Arter.
Arter kan stimulere bred naturinteresse
Arter modtager løbende data fra flere forskellige databaser og langt den største bidragyder er DOFbasen, der med sine mere end 27 millioner observationer udgør en væsentlig del af Arters sammenlagt mere end 41 millioner ’fund’.
Arter er en oplagt mulighed for at udvide sin horisont i den danske natur med 59.823 registrerede arter af alt fra svampe til græsser, vilde bier og gnavere. Og når det kommer til indtastning af alle andre arter end fugle, bør DOF’s medlemmer begynde at bruge Arter.
- Forhåbentlig kan muligheden for se på biodiversiteten på tværs af artsgrupperne i Arter give vores egne medlemmer en endnu bredere tilgang til naturinteressen og bevæge sig ind i andre artsgrupper eller måske endda være med til at stimulere andre naturinteresserede til at engagere sig i fuglelivet, siger Peter Bonne Eriksen.
Fugleobservationer kan man dog fortsat trygt indtaste i DOFbasen. Den løbende overførsel af data til ’Arter’ betyder, at man kun behøver at indtaste sine fugleobservationer i DOFbasen, så havner de også i Arter, dog ikke omvendt.
Fuglene skal stadig i DOFbasen
- Vi anbefaler, at man stadig taster sine fugle ind i DOFbasen. Observationer i DOFbasen kræver flere informationer, der er særligt relevante for DOF’s arbejde med fugledata, end det er tilfældet i Arter. Samtidig tager store dele af DOF’s arbejde for fuglene udgangspunkt i netop DOFbasen. Derfor har observationerne større værdi og bliver allerbedst udnyttet, når de kommer i DOFbasen og derfra automatisk videre til Arter, siger Peter Bonne Eriksen.
I Arter-databasen er der ligesom i DOFbasen fokus på at sikre en god kvalitet af de mange indtastninger fra mange forskellige brugere på forskellige niveauer.
Og her kan DOF være et forbillede med foreningens store erfaringer med netop validering af observationer og kvalitetssikring af data. Der er nemlig en grundig proces for de over 2 millioner årlige bidrag til DOFbasen fra omkring 3000 aktive og kompetente medlemmer. Det sikrer en god kvalitet af de data, som Arter modtager fra DOF.
Overførslen af data fra DOFbasen til Arter har en forsinkelse på 60 dage, så der er reserveret tid til kvalitetssikringen. Overblikket over fugleobservationer i realtid ligger altså stadig i DOFbasen.
Tag et kig på Arter her eller surf rundt i DOFbasen her.
Yderligere oplysninger:
Peter Bonne Eriksen, DOF’s repræsentant i Artsrådet for 'Arter'.
peterbonneeriksen@hotmail.com
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00