Langfart på brede vinger: Finske havørne på gæstevisit i Danmark
En ung finsk havørn blev fotograferet i Lille Vildmose i november 2021, knap halvandet år efter den blev ringmærket et hemmeligt sted i Finland i maj 2020. Foto: Jan Skriver.
I september opholdt en finsk havørn med en GPS-sender på ryggen sig i Hyllekrog-området på Lolland, inden hun indviede sin egen Femern Bælt-forbindelse og fløj over havet til Tyskland.
En måned senere blev en ung havørn, der viste sig at være farveringmærket i Finland fotograferet og aflæst i Lille Vildmose i Nordjylland.
Dermed var de første sikre vidnesbyrd om en dansk-finsk ørneforbindelse dokumenteret.
- Det er velkendt, at særligt unge havørne kan flyve langt omkring på udkig efter et territorium og en partner. For eksempel har en af de unge danske GPS-havørne, Frode fra Haderslev, været på langfart nordpå til de store svenske søer, inden han fløj retur. Nu ved vi med sikkerhed, at nogle af de mange havørne, der opholder sig i Danmark i vinterhalvåret ikke nødvendigvis er vores ’egne’ ørne, de kan også komme fra Finland, siger Kim Skelmose, der har ringmærket omkring 100 unge danske havørne, og som er leder af Projekt Ørn i Dansk Ornitologisk Forening (DOF), der overvåger den danske ørnebestand og samler data om rovfuglene.
To ture til Tyskland
Historien bag havørnen, der i september 2021 rastede og jagede i Hyllekrog- og Saksfjed-området på Lolland, er speciel. Der var tale om en voksen hun, der i august 2020 blev fundet skadet, svækket og udmagret midt i byen Kuopio i det østlige Finland.
Hunørnen vejede da kun 3,2 kilo, hvor hun burde have vejet 5 kilo. Efter et dyrlæge-besøg og en tid på et vildtplejecenter blev hun i god foderstand sluppet fri, og så tog rejselysten fat i hende. Med Ålandsøerne, Stockholm og Sydsverige som mellemstationer fløj havørnen til Nordtyskland og Rügen, hvor hun tilbragte vinteren, inden hun i april i år returnerede til Finland.
I august 2021 tog hun så på ny turen fra De Tusinde Søers Land og sydpå via Sverige. Denne gang valgt hun en mere vestlig rute end året før, og så fløj hun over Lolland for at tilbringe en tid der, inden hun ligesom i 2020 tog videre til det fuglerige tyske vådområde Rügen, hvor hun fortsat opholder sig. Formentlig i selskab med adskillige af de lokale tyske havørne.
Her kan du se GPS-signalerne fra den finske havørn fra 2020 og 2021. Den gule og den grå linje viser dette års rute fra Finland til Tyskland via Danmark. (Du kan selv zoome ind på kortet og vælge de forskellige ruter til eller fra.)
Over to havområder til Vildmosen
Historien bag den unge finske havørn, som 1. november 2021 blev fotograferet i Lille Vildmose i Østhimmerland, underbygger den gængse viden om unge ørnes ofte lange strejftogter efter, at de har forladt reden.
Ørnen med farveringen LB NW, F47C blev ringmærket i en rede på en hemmelig lokalitet i Finland 31. maj 2020.
Knap halvandet år senere blev den fotograferet og aflæst i Lille Vildmose i Østhimmerland, da den lettede fra et ådsel. Havørnen var da i fugleflugtslinje fløjet over Østersøen, Sverige og Kattegat 841 kilometer mod vest fra den rede, hvor den var kommet til verden.