Rie studerede sjældne og truede fugle i Kenya med støtte fra DOF
Taita Hills, hvor Rie Birkelund Elgaard Jensen gennemførte sit projekt er også blandt et af områderne for DOF BirdLifes internationale projekter om skovbeskyttelse. I Taita Hils samarbejder DOF BirdLife med Nature Kenya, der er den kenyanske partnerorganisation i BirdLife International. Foto: Toke F. Nyborg.
Den kritisk truede Taita-Apalis har det rigtig svært med bare 200 individer tilbage i Kenyas skove. Men hvorfor går det så skidt for den lille skovfugl, der er endemisk for området Taita Hills?
Netop dette skulle Rie Birkelund Elgaard Jensen undersøge, da hun i 2016 som specialestuderende i biologi rejste til Taita Hills.
Turen og projektet i Kenya blev blandt andet støttet af Videnskabeligt Udvalg i DOF, der hvert år støtter videnskabeligt ornitologisk arbejde.
Den nu færdiguddannede biolog og ornitolog husker tilbage på projektet som en unik oplevelse og mulighed.
- Det gav et stort indblik i, hvor presset naturen er på grund af interessekonflikter mellem landbrug og naturbevarelse og et indblik i lokalbefolkningen, hvordan de lever, og de udfordringer der er. Det var en virkelig speciel oplevelse, der gjorde et stort indtryk på mig, siger hun
Særligt er der en oplevelse, der står tydeligt for Rie Birkelund Elgaard Jensen fra de første dage i Taita Hills i Kenya.
- Der var rigtig tørt, for regnsæsonen var ikke startet på det tidspunkt. Det ville give udfordringer, og jeg blev helt nervøs for, om jeg overhovedet kunne få samlet noget data. Samtidig gik der en del tid, før jeg så Taita-Apalis. Men så fandt vi endelig et par, i noget man ikke engang kunne kalde skov. Det var bare et lille frimærke i udkanten af noget landbrugsjord. Jeg sad inde i buskadset, og så var jeg pludselig fem meter fra en Taita-Apalis, der kom helt tæt på. Efter alle de mange nye og overvældende indtryk, så var det virkelig fedt endelig at se den lille sjældne fugl, trods dens meget pressede situation, siger hun.
Projektet i Taita Hills er en del af en større plan for at redde den kritisk truede Taita-Apalis, der er endemisk for området – den findes altså kun i dette område. Rie Jensens bidrag til redningsplanen var to måneders feltarbejde for at undersøge årsagerne til svingende ynglesucces for Taita-Apalis.
Ved hjælp af kamerafælder og indsamling af insekter i Taita Hills var den danske specialestuderende med til at undersøge fødegrundlaget, mængden af prædatorer ved rederne og frekvensen for forældrenes levering af føde til rederne.
- Jeg fik virkelig meget erfaring med feltarbejde, og jeg fandt jo ud af, at når man arbejder med fugle, så er det ikke kun fugle, det handler om, siger Rie Birkelund Elgaard Jensen.
- Det styrkede helt klart min interesse for ornitologi. Jeg fandt ud af, at muligheden for at arbejde med fugle i realiteten er begrænset, men alligevel er det det, jeg gør nu. Jeg er ornitolog, siger hun.
Der er kun omkring 200 individer tilbage af den kritisk truede Taita-Apalis tilbage i Kenyas skove, som er det eneste sted i verden, den findes. Foto: Peter Stewart.
En af årsagerne til, at det kunne lykkes for Rie Birkelund Elgaard Jensen, at lave sit speciale i Kenya var støtten fra DOF’s Videnskabelige Udvalg (VU). Støttemidlerne var et væsentligt bidrag til at få projektet gennemført.
Og det er et af de vigtige kriterier for at modtage støtte til ornitologiske projekter fra VU, fortæller næstformand i udvalget, Iben Hove Sørensen.
- Vi giver primært støtte til mindre projekter drevet af frivillige eller studerende, hvor støtten virkelig kan gøre en forskel i forhold til at sikre, at projektet bliver til noget. Vi støtter for eksempel gerne indkøb af udstyr eller transportudgifter, men giver til gengæld ikke støtte til løn, siger hun.
Aktuelt er der åbent for ansøgninger til puljen fra VU, der har ansøgningsfrist den 1. marts. Det samlede støttebeløb ligger på cirka 25.000 kroner årligt, som kan gives til ét eller flere projekter.
Tidligere er der ud over Rie Jensen givet støtte til blandt andet årlige optællinger af ynglefuglene på Ertholmene, undersøgelse af betydningen af bekæmpelsen af Duehøg ved fasanudsætningspladser og deltagelse i diverse fuglefaglige konferencer.
Fælles for alle projekterne og kommende støttemodtagere er, at de skal have betydning for dansk ornitologi, siger Iben Hove Sørensen.
- Det kan både være projekter i Danmark eller om danske arter, men det kan lige så godt være støtte til uddannelse af spirende danske ornitologer, siger Iben Hove Sørensen.
Du kan læse mere om støtte til projekter fra Videnskabeligt udvalg her, hvor du finder kontaktoplysninger og information om ansøgning.
Du kan læse mere om Rie Birkelund Elgaard Jensens speciale og tur til Kenya i Fugle og Natur fra 2017 (Side 28-31) her.
Yderligere oplysninger
Thomas Vikstrøm, biolog og sekretær for Videnskabeligt Udvalg i DOF BirdLife
E-mail: thomas.vikstroem@dof.dk
Tlf. 33 28 38 22
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00