Fyld haven med fugleliv
Alt efter hvordan du fodrer, vil der være gode chancer for at din have får besøg af for eksempel stor flagspætte, kernebider, skovskade, dompap, bogfinke og mange andre. Foto: FVF (stor flagspætte), Nina Sjølander (kernebider), Linda Vendelbo (skovskade), Erik Borch (dompap), John Larsen (bogfinke).
Det er bidende koldt, havens buske og blomsterstandere er ribbet for bær og frø, jorden er hård af frost, og der er ikke mange insekter i luften. Så for de vilde fugle kan især de sidste måneder af vinteren være en udfordring.
Den beroligende besked fra biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) Daniel Palm Eskildsen er dog, at en stor del af vores småfugle vil komme ganske glimrende gennem vinteren ved egen hjælp. Deres fjerdragt beskytter dem effektivt mod kulde, og de er fra naturens side programmeret til at klare sig med den slags føde, der nu engang findes på denne tid af året. De arter, der har brug for et varmere klima med en bedre buffet, er nemlig for længst trukket videre til andre himmelstrøg.
Fodring for fornøjelsens skyld
- En del af vinterens fugle vil under alle omstændigheder bukke under for sult eller sygdom, eller blive taget af en kat eller rovfugl, forklarer Daniel Palm Eskildsen.
- Typisk vil de stærke individer klare sig bedre end de svage, og når foråret kommer, er de klar til at give deres gode gener videre. Det er med til at holde bestanden sund og stærk, og med årets nye unger vil det totale antal af fugle udjævnes over et år.
Du skal altså først og fremmest lægge foder ud for din egen fornøjelses skyld, og det kan til gengæld være grund nok. Fuglene på vinterens foderbræt kan nemlig give en masse spændende oplevelser.
Fedt er godt
Nogle af de sikre gæster vil være musvit, blåmejse, rødhals og solsort, men alt efter hvordan du fodrer, vil der også være gode chancer for bogfinke, dompap, grønirisk, grønsisken, gråsisken, gråspurv og skovspurv, kernebider, kvækerfinke, rødhals, skovskade, sortmejse, spætmejse og stor flagspætte.
Jordnødder, solsikkefrø, hampefrø, sesamfrø, hirsefrø og hasselnødder er ekstra populære, fordi de indeholder meget energi. Du kan også vælge at røre kerner og nødder op med smeltet fedt eller margarine, og sætte det ud i en bakke direkte på foderbrættet.
Solsort, sjagger og vindrossel er særlig glade for æbler, rosiner og anden frugt. Læg gerne æblerne spredt ud på græsplænen, for selvom der er masser at tage af, kan fuglene sagtes finde på at give sig til at slås om maden. Husk også en skål med vand, hvor fuglene kan drikke og bade.
Yderligere oplysninger:
Daniel Palm Eskildsen, biolog i DOF BirdLife
Tlf. 33 28 38 50
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00