VIDEO: Mår angriber stor hornugle: Det er helt vildt
Et blodigt drama har udspillet sig i UgleTV. I nattens mulm og mørke omkring klokken 2 natten til torsdag angreb en mår hornuglen, der lå på reden i Sønderjylland med sine æg. De to kæmpede en blodig kamp, hvor måren trak sig sejrrigt ud med et æg i maven og et andet mellem tænderne.
- Jeg har aldrig hørt om det før. Det er helt unikt, det vi har været vidne til. Havde du spurgt mig i går, så havde jeg hårdnakket påstået, at det ikke kunne lade sig gøre, at en mår angriber en stor hornugle, der ligger på reden. Det er ny viden, som jeg ikke tror, at der er vist nogen steder tidligere, siger Dansk Ornitologisk Forenings stor hornugle-ekspert og manden bag UgleTV, Klaus Dichmann.
Måren er en berygtet æggetyv, og det er ikke usædvanligt, at en mår går på rov i ubeskyttede reder og tager for sig af æggene. Men det er derimod ganske usædvanligt, at en mår går i et direkte angreb på et fuldvoksent eksemplar af Europas største ugle, stor hornugle, der ligger på sin rede og beskytter æggene.
- Rovdyrene er jo kloge. De sidder og venter, og når hun så er ude for at hente mad, så skynder de sig ind og henter æggene, når der er frit spil. Men her ligger hun jo på reden, så det er helt vildt, at måren gør forsøget og lykkes med det. Jeg tror ikke, at der findes magen til de optagelser. Jeg er helt vildt overrasket, siger Klaus Dichmann.
Den gængse opfattelse er at stor hornugle ikke har andre fjender i Danmark end mennesker og tidligere er det set, at en stor hornugle har forsvaret sin rede mod en ræv.
Fra listetyv til voldsom hjemmerøver
På optagelserne fra UgleTV kan man kort før klokken 2 om natten se en rolig uglehun, der ligger på sine tre æg og pludselig bliver opmærksom på noget uden for kameraets billede. Kort efter kommer en mår til syne.
Uglen forsøger af flere omgange at skræmme måren væk, men næsten hurtigere end lynet smutter måren pludselig bagom uglen og kommer ind i reden.
I næsten seks minutter kæmper de to en udmattende kamp i reden, hvor måren har godt fat i uglens ben, mens uglen samtidig har godt fat i måren med kløerne og bider grundigt på dens ene øre.
De to kæmpende ruller til sidst ned af skrænten uden for reden og efter en kort pause kommer kun måren tilbage. Den er blødende, men tilsyneladende uden alvorlige skrammer. Måren spiser et af æggene og efterfølgende forlader den reden med et andet æg mellem tænderne.
Nogle minutter efter vender hunnen tilbage til reden, hvor hun kort lægger sig på det sidste tilbageværende æg, men efter fire minutter rejser hun sig op og forlader reden.
Ingen chancer for ugleunger i år
Dermed er det slut for stor hornugles ynglesæson i UgleTV i år.
- Der er ikke noget at gøre mere. Det sidste æg i reden er blevet for koldt efter, at det har ligget ubeskyttet hele natten. Hunnen kommer ikke til at lægge sig og ruge igen. Og det er for sent for parret at lægge nye æg. Så det er slut for i år, desværre, siger Klaus Dichmann.
Selvom muligheden for en succesfuld ynglesæson nu er forsvundet i gabet på en sulten mår, så forbliver UgleTV tændt i en periode endnu.
Uglerne har fortsat yngletrangen, og der er mulighed for at enten hannen eller hunnen vil vende tilbage og kigge til reden, så længe der stadig ligger et æg. Det er samtidig interessant at se om måren vender tilbage eller det bliver et andet rovdyr, der tager det sidste æg.
Med denne voldsomme afslutning på yngleforsøget er det nu andet år i træk, at stor hornugleparret får spoleret deres sæson. Sidste år blev den hunnen skræmt af reden af en ukendt fare, og efter en uge blev de to æg i reden taget af en sortkrage.
- Det er rigtig ærgerligt, at det igen i år ikke lykkes at få unger i reden. Men det er naturen og vi kan så trøste os ved, at vi har set så spektakulær en situation udfolde sig for åben skærm, siger Klaus Dichmann.
Se hele angrebet, kampen og efterspillet i fuld længde her:
Yderligere oplysninger
Klaus Dichmann, DOF’s ugleekspert
Tlf. 20 86 90 52
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00