Havmåge på landgang: Danmarks bestand af sildemåger fordoblet

Sildemågen blev første gang konstateret som dansk ynglefugl i 1925. I 1940’erne og 50’erne voksede bestanden i Danmark til cirka 1.500 ynglepar. I 1988 blev den danske bestand af sildemåger skønnet til 2.400-2.700 ynglepar. I 2016 lød et estimat på 4.800 par. Foto: Jan Skriver.

For få årtier siden ynglede den smukt brogede sildemåge kun på ganske få lokaliteter i Danmark. De senere år har den mangedoblet antallet af ynglepladser i det danske landskab. Flere steder er sildemåger flyttet ind i landet, ikke kun for at søge føde, men også for at yngle ved ferskvand.

Sådan lyder en af konklusionerne i Atlas III, den seneste nationale kortlægning af Danmarks ynglefugle.

- Siden 1970’erne, da Atlas I kortlagde de danske ynglefugles udbredelse, har sildemågen haft en kraftig fremgang. De store kolonier ligger fortsat på øer i kystnaturen, men tendensen har været, at arten har bredt sig til indlandet, hvor mågerne fouragerer på landbrugsarealer og marker langs kysterne. Sildemågen har generelt spredt sig fra de store ynglelokaliteter østpå i landet og mere mod vest, siger Thomas Vikstrøm, der er biolog og projektleder i Atlas III.

Mere fritid, flere forstyrrelser

Spredningen kan ifølge biologen hænge sammen med, at der er kommet flere forstyrrelser i kystnaturen og en øget konkurrence om pladserne fra sildemågens nære slægtning sølvmågen. Desuden kan tilstedeværelsen af rovdyr som ræv, mink og mårhund få sildemåger til at skifte opholdssted.

- Vi oplever en stigende færdsel fra fritidssejlere, surfere, stand up-padlere, kitesurfere og kajakroere nær flere ynglelokaliteter i kystnaturen, hvor der tidligere stort set ikke færdedes mennesker. Disse forstyrrelser kan medvirke til en vis udflytning af ynglefugle. Men også den dominerende sølvmåge kan presse sildemåger ud fra yngleøerne. Det har så vist sig, at sildemågen er meget dygtig til at tilpasse sig nye levesteder. Derfor har bestanden kunnet vokse, siger Thomas Vikstrøm.

Under Atlas I i 1970’erne blev sildemågen konstateret ynglende i 19 kvadrater. Under Atlas II havde arten bredt sig til 50 kvadrater, mens den i Atlas III blev fundet ynglende i 85 af de 2.255 kvadrater, som Danmark var inddelt i under den nationale kortlægning af landets ynglefugle.

I 1988 blev den danske bestand af sildemåger skønnet til 2.400-2.700 ynglepar. I 2016 lød et estimat på 4.800 par.

- Jeg tror bestemt, at tendensen vil fortsætte, så sildemågen slår sig ned endnu flere steder i Danmark, siger biologen.

Havmåge på landlig kost

De senere år er det konstateret, at sildemågen søger føde i landbrugslandet, enten det sker om foråret på spirende kornmarker eller senere på nyslåede græsarealer eller majsmarker.

I Danmarks største koloni af sildemåger på øen Langli i Ho Bugt ved Esbjerg er det for eksempel set, at sildemågerne i perioder æder mange oldenborrer og regnorme, som de må finde inde i landet.

Tidligere hed det sig, at sildemågen primært levede af fisk og alt godt fra havet. I dag er det ganske vist, at arten ikke er nogen kostforagter. Den kan også udnytte alt godt fra landbrugets rigelige bord.

Det er ikke kun i Danmark, at sildemågen er i fremgang. Arten ekspanderer i alle lande omkring Nordsøen, og der er flere eksempler på, at sildemåger yngler langt fra havet. I Norge yngler sildemågen ved søer i indlandet.

Måger på langfart til troperne

Hvor mange svartbage og sølvmåger har en tendens til at være hjemmefødninger, der i vinterhalvåret sjældent flyver mange hundreder kilometer væk fra deres ynglepladser, så er sildemågen en langdistancetrækfugl.

Den er programmeret til i løbet af efteråret at sætte sin kurs tusinder af kilometer mod syd for at nå vinterkvarterer i de tropiske dele af Afrika. Sildemågen er i stand til at tilbagelægge store afstande på kort tid. Det er dokumenteret i kraft af en dansk sildemåge fra Østersøens bestand. I videnskabens tjeneste var den forsynet med en radiosender, som kunne spores fra satellit.

Den himmelske forbindelse afslørede, at mågen i løbet af bare tre et halvt døgn fløj fra Nilens munding i Middelhavet til Victoriasøen i hjertet af Afrika. Det var en strækning på mere end 3.600 kilometer.

Sildemåger kan blive mindst 31 år

Østersøens få sildemåger trækker over Centraleuropa til Middelhavet, hvor nogle overvintrer, mens andre drager videre ved at følge Nilen til de store søer i Østafrikas Rift Valley.

Tidligere hed det sig, at sildemågen primært levede af fisk og alt godt fra havet. I dag er det ganske vist, at arten ikke er nogen kostforagter. Den kan også udnytte alt godt fra landbrugets rigelige bord. Foto: Jan Skriver.

De fleste øvrige danske sildemåger tager Nordsøens og Atlanterhavets kystrute til Den iberiske Halvø, hvor nogle bliver, mens andre flyver videre til Vestafrika.

En sildemåge fra Kattegat vil sandsynligvis snildt have 10-15.000 kilometer stående på sin årlige rejsekonto frem og tilbage mellem Afrika og Anholt for eksempel.

Herude på øen midt i Kattegat blev der i august 2004 fundet en død sildemåge, der bar en ring med et genkendeligt nummer.

Det viste sig, at mågen som ung i en rede på Anholt var blevet ringmærket en julidag i 1973.

Da ringen sluttede, og mågen endte sine mange dage på den fædrene ø, var den altså mere end 31 år gammel. Sildemågernes danske Metusalem har sandsynligvis fløjet op imod 400.000 kilometer i sine 31 år. Det er rundt regnet som en flyvetur fra Jorden til Månen.

Krebsdyr var blinde passagerer

Ringmærkning har også afsløret, at trækfugle som sildemåger er i stand til at bringe souvenirs i form af fremmede arter med sig hjem fra deres varme vinterkvarterer.

Sildemåger fra Finland og Nordnorge, der var ringmærket med farvede ringe af plastik, havde rurer, små krebsdyr, siddende på deres farveringe, da de returnerede til Skandinavien fra Afrika.

De tropiske krebsdyr, som havde fæstnet sig på mågernes plastikringe, blev artsbestemt af fagfolk, der kunne fortælle, at disse rurer findes i faste bestande i Vestafrika og i Middelhavet ud for Syditalien.

På den måde var sildemåger også med til at demonstrere, hvordan vandfugle er i stand til for eksempel at transportere fiskeæg, vandinsekter og snegle fra et levested til et andet og på den måde bane vejen for arters kolonisering af nye områder.

At de tropiske rurer så næppe har kunnet klare en rejse fra Afrika og via sildemåger foretage en omstigning til de kolde, salte skandinaviske vande, er en anden sag.

Yderligere oplysninger:

Thomas Vikstrøm, biolog, DOF, BirdLife
Tlf. 33 28 38 22 – 29 70 02 24

Dansk Ornitologisk Forening (DOF), BirdLife
Tlf. 33 28 38 00