'Grønt BNP' sætter pris på fugle og natur
Et grønt BNP vil være et meget stort skridt i retning af at beskytte vores naturværdier bedre, siger DOF's formand Egon Østergaard. Foto: Jan Skriver (Sanglærke).
Økonomer og forskere fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet har udarbejdet et såkaldt ’Grønt BNP’, altså et bruttonationalprodukt, der inkluderer værdien af en række miljø- og naturtjenester, blandt andet sanglærkens optimistiske sangkunst. Og hvad der måske er vigtigere, så sætter økonomerne tal på, hvad samfundet årligt taber, fordi vores levevis og adfærd skader klima og miljø, enten der er tale om forurening af drikkevand, iltsvind i fjorde, udledning af CO2, tab af biodiversitet som for eksempel en halvering af lærkebestanden eller luftforurening.
Ifølge økonomerne taber samfundet årligt 245 milliarder kroner på grund af skader på natur og miljø. Med andre ord værdisætter det grønne BNP de miljø- og klimakonsekvenser, som den økonomiske vækst fører med sig. 245 milliarder svarer til 12 gange prisen på Storebæltsprojektet, da det blev gennemført i 1990’erne.
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) BirdLife hilser den nye grønne regnemodel med et grønt BNP velkommen.
- Vi har i årevis talt om tab af naturværdier, når arter forsvandt eller går tilbage, men uden at sætte konkrete tal på. Et grønt BNP, der blandt andet indregner dette, vil være et meget stort skridt i retning af at beskytte vores naturværdier bedre, siger Egon Østergaard, formand for DOF BirdLife.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 38 38 00