Fremgang i det skjulte: Tilgroning er vand på vandriksens mølle
De senere år har det været almindeligt, at vandrikser bliver hos os i stedet for at trække til mildere egne omkring Den engelske Kanal eller længere sydpå. Vandriksen er ikke nogen god flyver, så jo kortere træk, desto bedre, siger biolog i DOF BirdLife Thomas Vikstrøm. Foto: Jan Skriver.
På visse egne af Danmark gik vandriksen tidligere under navnet ’dyndhøne’, for den lever udelukkende i vådområder på gyngende grund af mudder, dynd og svært tilgængelig rørsump.
Siden 1970’erne, da Dansk Ornitologisk Forening (DOF) BirdLife gennemførte sin første nationale undersøgelse af de danske ynglefugles udbredelse har vandriksen mere end fordoblet antallet af lokaliteter, hvor den er registreret.
- Vandriksen er en af de arter, der har udvidet sin yngleudbredelse mest af de danske ynglefugle de senere årtier. Det hænger formentlig sammen med, at mange småsøer, moseområder og vandhuller er groet til, fordi overskydende næringsstoffer fra dyrkede landbrugsområder gøder vådområderne, så bredvegetationen får større udstrækning, siger Thomas Vikstrøm, der er biolog i DOF BirdLife.
Vandrikser over det ganske land
Under Atlas 1 blev vandriksen fundet ynglende i 302 af de godt 2.000 kvadrater, som Danmark var delt op i under Atlas-perioden.
I Atlas II, der fandt sted i midten af 1990’erne var antallet af kvadrater med vandrikser steget til 513 for så at stige til 728 kvadrater i Atlas III, der fandt sted i perioden 2014-2017.
Vandriksens unger er sorte som kul, men med et elfenbenshvidt næb, der kan ligne en stump vissent tagrør. Desuden har de en rødlig nøgen plet på issen. Foto: Jan Skriver.
Med andre ord har vandriksen mere end fordoblet sin danske udbredelse.
- Ikke kun øget tilgroning har givet vandriksen bedre levevilkår. Også mildere vintre har bidraget til øget overlevelse. I 1980’erne, da der var lange vintre med hård frost, var det yderst sjældent at opleve vandrikser, der blev i Danmark året rundt. De senere år har det været almindeligt, at vandrikser bliver hos os i stedet for at trække til mildere egne omkring Den engelske Kanal eller længere sydpå. Vandriksen er ikke nogen god flyver, så jo kortere træk, desto bedre. Med de klimaændringer i retning af lunere vintre, der er udsigt til de kommende årtier, vil vi efter alt at dømme se et stigende antal vandrikser blive standfugle, siger Thomas Vikstrøm, der minder om, at vandriksen kan få to kuld. Ligesom dens slægtning grønbenet rørhøne har vandriksen en særlig yngleadfærd.
- Kyllingerne i vandriksens første kuld hjælper deres forældre med at made og opfostre deres mindre søskende i andet kuld. Det ses også hos grønbenet rørhøne, men fænomenet ses ellers ikke hos ret mange andre fuglearter, siger biologen
Grisehylet, der kan give gåsehud
Danmarks i særklasse største enkeltbestand af vandrikser findes i Vejlerne i Nordvestjylland, hvor der årligt bliver registreret 400-700 ynglepar.
Også Reservatet i Skagen, Lille Vildmose, Tipperne, Tryggelev Nor, Sædballe Fredmose, Hovvig og Rørvig huser talstærke bestande.
Generelt er vandriksen mest talrig i kystnære vådområder med udbredte skove af tagrør og rørsump, men selv centralt i Jylland på Den jyske Hedeslette lever der vandrikser.
På denne årstid er det let at registrere vandrikser i kraft af fuglenes stemme. Engang beskrev forfatteren Sigurd Rosendahl vandriksens stemme som ”et skærende skrig som når man trækker en slagterigris i halen”.
Det er ganske vist, at folk, der ikke kender rørsumpens skjulte vandhøne, kan få gysende gåsehud, når de hører en vandrikse skrige højlydt fra nattemørket. Fuglen lyder til at have et volumen som en kalkun. Den fylder dog ikke meget mere end en solsort.
Yderligere oplysninger:
Thomas Vikstrøm, biolog DOF BirdLife
Tlf. 33 28 38 22 – 29 70 02 24
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) BirdLife
Tlf. 33 28 38 00
