Havets måge i havsnød

Ridens generelle situation i Nordatlanten er desperat, fortæller Morten Frederiksen, der er professor i havfugleøkologi. Foto: Jan Skriver (ride).

Livet til havs er ikke, hvad det har været for den hvide havmåge riden, der har rum sø som sit domæne i vinterhalvåret.

Føden i havets overflade svigter i en grad, så det forårsager ringere frugtbarhed i rederne på de fuglefjelde, hvor rider yngler i titusindtal.

Og da én ulykke sjældent kommer alene, hærger fugleinfluenzaen på land i yngletiden, mens fuglefaunaens største vingefang, havørnen, gør indhug i flere af ridens kolonier i Norge.

- Hvis jeg skal vælge ét ord om ridens generelle situation i Nordatlanten og Nordsøen er det ’desperat’. Riden er gået massivt tilbage i de fleste yngleområder i Nordatlanten. Især på fuglefjelde i Skotland, Norge og på Færøerne har ynglesuccesen været lav i mange år. På Shetlandsøerne, hvor riden har haft den kraftigste tilbagegang, er 95 procent af yngleparrene forsvundet, siger Morten Frederiksen, der er professor i havfugleøkologi på Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.

Den voldsomme udvikling kalder på en øget beskyttelse af arten i Danmark, mener Knud Flensted, biolog i DOF BirdLife.

- Det er en dramatisk nedgang, vi har set i ridebestanden. Det er alarmerende, og det er vigtigt, at følge udviklingen. Der bør tages skridt til yderligere beskyttelse af de danske ynglekolonier, og bedre sikring af ynglepladserne ved både Bulbjerg og Hirtshals, siger han.

Vandlopper søger nye vande

Ridens rutsjetur mod bølgedalen er et signal om klimaændringer, der gør havet varmere og forskubber den balance, der hidtil har hersket i havets økosystem, som vi kender det.

- De stigende temperaturer i havet er ved at ændre sammensætningen af Nordsøens og Nordatlantens plankton, som fugle, fisk og havpattedyr er afhængige af. På det åbne hav æder vandlopper planteplankton, og udgør selv den vigtigste føde for større organismer som dyreplankton og fiskelarver, siger Morten Frederiksen.

Danmarks ynglebestand af rider består af cirka 400 par i en koloni på kalkklippen Bulbjerg i Nordvestjylland. Foto: Jan Skriver (ride).

- De forskellige arter af vandlopper trives ofte kun i en smal temperatur-niche. Når temperaturen i havet stiger, rykker arternes udbredelse nordpå. Problemet for fugle, fisk og dyr opstår, fordi de sydligere arter af vandlopper er mindre, og har et mindre fedtindhold end de nordlige arter, og derfor er mindre egnede som føde for fiskelarver i Nordsøen og i et bredt bælte over Nordatlanten. Disse ændringer i økosystemet finder vel at mærke sted i løbet af kort tid, forklarer Morten Frederiksen.

Havets fisk og fugle fattes føde

Den magre sydlige vandloppe ”Calanus helgolandicus” kan tilsyneladende ikke erstatte sin federe nordlige slægtning ”Calanus finmarchicus” som føde for fiskelarver, og det resulterer i mindre fiskebestande og dermed færre fødeemner for fugle og havpattedyr.

Som sidste led i fødekæden flyver riderne, der næsten udelukkende lever af tobis og andre småfisk i havoverfladen, og mågerne mærker kontant konsekvenserne af et klima i forandring.

- Ikke kun fødemangel har ført til en dramatisk nedgang i antallet af rider i dele af artens udbredelse. I Nordnorge har fugleinfluenza den forgangne sommer krævet massedød blandt ynglende rider, og da et stigende antal havørne i forvejen har stresset fuglene i kolonierne, ser det så slemt ud, at riden er blevet rødlistet i Norge. Med andre ord betragtes den som en truet art. Otte ud af ti par er forsvundet, hvor det ser værst ud, siger Morten Frederiksen.

Fede vandloppetider er forbi

I takt med at de fede arter af vandlopper svømmer længere nordpå mod koldere arktiske vande, vil riden formentlig rømme sine sydlige ynglekolonier i Atlanterhavet, fordi der bliver længere til føderigdommen.

Ved Blåvandshuk, Hanstholm og Skagen kan man se større flokke af rider tæt på land, hvis der kommer storm fra vest, hvor fuglene bliver presset ind mod kysten. Foto: Jan Skriver (ride).

- Der er næppe tvivl om, at riden vil forsvinde som ynglefugl fra sine sydligste kolonier i Europa. Den har allerede rykket sin sydgrænse på atlanterhavskysten i Frankrig længere mod nord. Til gengæld vil kolonierne højt mod nord i Grønland og på Svalbard formentlig opleve fremgang af rider, fordi fuglene her finder føde nok, fordi de fede vandlopper er svømmet mod Arktis og har medført større bestande af overfladens småfisk i farvandene omkring Grønland, siger Morten Frederiksen.

Blæst fra vest giver rider

I disse uger er rider fra det meste af Europa på vej mod deres vigtigste overvintringsområder på havet mellem Newfoundland i Canada og Den Midtatlantiske Ryg, den gigantiske undersøiske bjergkæde, der løber midt i Atlanterhavet fra nord til syd.

Her vil mågerne fiske i havoverfladen indtil næste forår, hvor pligterne på fuglefjeldene kalder på ny.

En mindre del af riderne vil tilbringe vinteren i Nordsøen, og hvis der kommer storm fra vest vil mange af dem blive blæst tæt på land, hvor man så for eksempel ved Blåvandshuk, Hanstholm og Skagen kan se større flokke.

Det sker også, at storme fra nordvest får rider i tusindtal til at flyve ind i Kattegat og de indre danske farvande. Da kan man opleve flokke af rider tæt på kysterne af Nordsjælland.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) BirdLife
Tlf. 33 28 38 00