Ung havørn ringmærket udenfor ØrneTV’s rækkevidde
Efter få minutters håndtering er Kim Skelmose klar til at sætte ørneungen tilbage i reden. Foto: Ole Friis Larsen.
Der skulle en lift og en portion mandsmod til at nå op i 20 meters højde under poppeltræets krone med udsigt til Hyllekrog og Østersøen.
For her lå årets enlige unge af havørneparret ved Hyllekrog, der i år har slået sig ned i en ny rede cirka 70 meter fra den gamle rede, hvorfra der i flere sæsoner på DOF BirdLifes hjemmeside har været transmitteret direkte tv fra de store rovfugles familieliv.
Havørnenes rede sidder 20 meter oppe i et poppeltræ, liften var med i skoven, fordi der skal findes et nyt sted at placere WEB-kameraet i ynglesæsonen 2025. Foto: Ole Friis Larsen.
Sådan skulle det altså ikke gå i 2024, hvor havørnene på lokaliteten ellers ser ud til at trives med gode fødemuligheder lige ved kløerne.
Alene i reden med masser af føde
- Den enlige ørneunge er sund og velnæret, sådan er det ofte, når der ingen konkurrence er fra en jævnaldrende søskende i ørnereden. Der er tale om en hun på fem kilo. Alt tegner godt med hensyn til, om den bliver flyvefærdig og vil forlade reden i god kondition, siger Kim Skelmose, der er ringmærker med licens fra Ringmærkningsadministrationen, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet og leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn.
Ørneungen hentes ned for at blive ringmærket. Foto: Ole Friis Larsen.
Den unge hunørn var 50 dage gammel, da den blev ringmærket med koden H1 37.
Kameraet flyttes til den ny rede
- Ørneungen var meget let at håndtere. Den var helt afslappet med en god energi. Hvis den havde været et menneske, ville man måske sige, at den optrådte cool og uden tegn på stress. Når man gennem mange år har holdt et stort antal ørneunger i hænderne, kan man godt mærke forskel på de forskellige fugles væsen og tilstand, siger Kim Skelmose.
I løbet af den kommende vinter er det planen at flytte WEB-kameraet til poppeltræet og placere det over den 120 centimeter høje rede, der har en diameter på cirka 150 centimeter. Det vil øge chancen for, at ørne-tv kan blænde op for en ny sæson i 2025. Derfor havde man taget en lift med til ringmærkningen.
Den unge havørn bliver målt og vejet, til venstre Kim Skelmose, til højre opsynsmand Rasmus Romme. Foto: Ole Friis Larsen.
Normalt kan Kim Skelmose snildt kravle op til ørnereder i 20-30 meters højde, men liften var nødvendig, fordi det helt rette sted til WEB-kameraet skulle findes. Kameraet skal sættes med stor præcision, hvis det skal sende levende billeder fra en hel ynglesæson
Projekt Ørn krydser nu fingre for, at ørneparret bliver i deres nye rede, og næste år på ny er klar til at påtage sig rollen som tv-stjerner.
Den unge havørn får nummer H1 37. Foto: Ole Friis Larsen.
Yderligere oplysninger:
Kim Skelmose, ringmærker for Ringmærkningsadministrationen, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet og leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn
Tlf. 27 73 40 70.
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00