GUIDE: Få den helt rigtige kikkert med på sommerferien

tirsdag 9. juli 2024
Sommerferien er over os, og skal man ud at opleve noget spændende natur, kan der være god mening i at se sig om efter den helt rigtige kikkert. En god kikkert kan åbne op for et skatkammer af nye oplevelser – særligt når det gælder de vilde fugle.
Af Oliver Z. Nielsen

Billede3Når man undersøger kikkertmarkedet, vil man ofte se kikkertnavne indeholde tal som ”8x42” eller ”10x25”. I denne guide kan du blandt andet læse, hvad tallene betyder. Foto: Naturbutikken.  

At finde den rigtige kikkert, kan virke som en ganske uoverskuelig opgave. Derfor gennemgår Naturbutikken her, hvad man skal være opmærksom på i valget af kikkertudstyr, så du kan finde det perfekte kikkertmatch. 

Teleskop eller kikkert?

Det første, man skal finde ud af med sig selv, er, om man er på udkig efter et teleskop eller en håndkikkert. I det følgende fokuseres primært på kikkerter, men mange af de egenskaber som fremhæves, gør sig også gældende for teleskoper, da optikken fungerer på tilsvarende vis.

En håndkikkert er for mange det grundlæggende værktøj. Den er let at bruge, og let at have med på udflugt, hvorfor den udmærker sig i næsten alle situationer. Teleskoper kan til gengæld forstørre mere end kikkerter, men dette vil resultere i et mere ustabilt billede. Man skal derfor montere teleskopet på et stativ for at få glæde af det. På den måde kan man med et teleskop få gode observationer af fugle og dyr på meget lang afstand, men på bekostning af vægt og mobilitet. Teleskoper er derfor et oplagt redskab, hvis man opholder sig det samme sted i længere tid, hvorfra man har udblik over mange fugle på én gang.

Når man undersøger kikkertmarkedet, vil man ofte se kikkertnavne indeholde tal som ”8x42” eller ”10x25”. Det første tal i navnet beskriver, hvor mange gange forstørrelse kikkerten har, mens det andet tal beskriver objektivglassets (den skive glas, man peger væk fra sig selv, når man kigger i kikkerten) diameter målt i millimeter.

Hvor stor forstørrelse?

De fleste kikkerter forstørrer enten 8 eller 10 gange (med enkelte undtagelser). Når man sjældent ser kikkerter med for eksempel 18 gange forstørrelse, er det kort sagt fordi man ikke vil få glæde af at kigge igennem sådan en model. Det drejer sig hovedsageligt om disse tre punkter:

  • Synsfelt: Jo mere en kikkert forstørrer, jo mindre vil synsfeltet typisk være. Man kan forstille sig et billede på computeren eller telefonen, hvor man zoomer ind. Des mere du zoomer, des mere af billedets yderkant vil forsvinde. Det samme gør sig gældende med kikkerter. En kikkert med lavere forstørrelse vil give dig et bedre overblik, hvorfor det vil være lettere at finde dét, man leder efter, og lettere bevare det i sit synsfelt.

  • Lysgennemgang: For at opnå en højere forstørrelse, kræver det en tykkere skive forstørrelsesglas. Mængden af lys, kikkerten kan transmittere til dit øje, enormt vigtig for kvaliteten af billedet. Dette vil vi komme ind på senere. Derfor kan der, især med mindre og/eller billigere kikkerter være god grund til at gå efter en mindre forstørrelse.

  • Stabilitet: Jo mere man forstørrer, jo voldsommere føles det når kikkerten bevæger sig, mens man kigger gennem den. Selv med 8 gange forstørrelse vil de fleste opleve, at billedet bevæger sig en smule, da næsten alle – uanset alder og styrke – har bittesmå finmotoriske rystelser. Derfor kan nogle mennesker opleve, at de faktisk kan se flere detaljer i en kikkert med lavere forstørrelse, da de fine detaljer bliver bedre fastholdt.

En interessant fodnote vedrørende stabilitetsudfordringen er de stabiliserede kikkerter fra Kite Optics. Disse kikkerter benytter sig af et internt gyromodul, som stabiliserer billedet så meget, at man let kan opnå et roligt billede selv ved 18 gange forstørrelse. Man skal dog stadig tage højde for synsfeltet og lysgennemgangen.

Billede2Når man skal vælge sin nye kikkert er objektivglassets størrelse en vigtig faktor at forholde sig til, så man ved, hvor meget lys ens kikkert har at arbejde med. Foto: Naturbutikken. 

En kikkerts funktion er at lade os opleve ting tættere på, end de er, hvorfor der er en oplagt pointe i at gå efter en stor grad af forstørrelse. Men som det viser sig ud fra de gennemgåede pointer, kan man også nå en grænse, hvor forstørrelsen bliver for stor til, at man egentlig får glæde af den. Om den grænse er ved 8 eller 10 gange forstørrelse, er forskelligt fra person til person. Skal man afsøge et større område af for eksempel trækkende rovfugle eller en sjælden vadefugl, kan det store synsfelt ved 8 gange forstørrelse være en stor hjælp. Skal man derimod tjekke, hvilken lille fugl, der sidder langt væk og synger i toppen af et træ, kan man have lettere ved at identificere den, når man har 10 gange forstørrelse.

Hvor store objektivglas?

Størrelsen på objektivglassene har i modsætning til, hvad man kunne tro, ikke noget at gøre med, hvor stort et synsfelt eller billede, man kan se igennem kikkerten.

Objektivglassets størrelse er derimod vigtigt for, hvor meget lys en kikkert har at arbejde med. Dette gør sig især gældende, hvis man bruger den under dårlige lysforhold, som når der er overskyet, når der er solopgang og -nedgang eller hvis man er i en skov, hvor trækronerne skygger. Mængden af lys, som når dit øje, kan have stor betydning for skarpheden af billedet, fornemmelsen af kontrasterne og den korrekte gengivelse af farver.

De fleste standardkikkerter har objektivglas på en diameter af 42 mm. Som med forstørrelsen gælder det, at der er god mening i at have så store linser som muligt, men at man samtidig skal være klar over, at det største ikke er det rigtige for alle. Skal man gå meget med sin kikkert, eller hvis man mangler en ekstra kikkert til at have liggende i handskerummet, kan man med fordel undersøge mulighederne for en mindre kikkert med objektglas på fx 32- eller 25 mm.

Hvor dyr skal den være?

Beslutter man sig ud fra det ovenstående for, at man f.eks. skal have en kikkert med målene 10x32, er man endnu ikke helt i mål. For eksempel findes der ”DOF BirdLife Shrike 10x32” til 1449 kroner og ”Swarovski NL Pure 10x32” til 21300 kroner. Man kan her spørge sig selv, hvad der gør, at den ene kikkert er så meget dyrere end den anden. Mærket vil selvfølgelig altid have en indflydelse på prisen i tilfælde som disse. Mængden af mellemled fra leverandør til butik, samt hvor populært mærket er, kan også betyde noget for prisen.

Men det er selvfølgelig ikke hele historien. Tager man f.eks. to kikkerter inden for samme mærke, som samtidig har de samme mål (f.eks. DOF BirdLife Starling 8x42 og Condor 8x42), men samtidig har stor forskel prismæssigt, er der en række punkter, hvori man kan mærke kvalitetsforskellen.

  • Skarphed, lys og farve: For at en kikkert skal give et skarpt billede, kræver det en række glasskiver i kikkertens indre, som hjælper med at samle lysbølgerne i et skarpt billede. Hver af disse koster en smule af det lys, som jo er dét, kikkerten laver billedet ud fra. Derfor er det vigtigt, at de er af så høj kvalitet som muligt, så de kun reflekterer et minimum af den samlede lysmængde væk. Sådanne velproducerede glasskiver koster en del, og det vil typisk kunne ses på prisskiltet såvel som i selve kikkerten.

  • Synsfelt: Som nævnt tidligere, kan graden af forstørrelse betyde meget for en kikkerts synsfelt. Derudover har producenterne dog mulighed for at påvirke synsfeltet yderligere ved hjælp af bearbejdede glasskiver og vinklede linser. Således kan man i dyrere kikkerter opleve større synsfelter end hos tilsvarende kikkerter af lavere kvalitet. Et andet punkt, hvor man ofte kan mærke forskellen imellem de forskellige prisklasser, er i synsfeltets randskarphed. Begrebet vedrører hvor stor en del af synsfeltet, som rent faktisk er skarpt. De fleste kikkerter er tydeligt skarpest i synsfeltets midte, men jo højere en grad randskarphed kikkerten har, des mere af billedet er skarpt. Tricket er derfor ikke altid at få så stort et synsfelt som muligt, men at få ét som også er skarpt hele vejen ud til kanten, hvilket typisk er tilfældet med dyrere kikkerter.

Billede1Alle de omtalte produkter i guiden kan fås i Naturbutikken, hvoraf al overskud går til DOF BirdLifes arbejde med at beskytte fuglene og naturen. Foto: Naturbutikken. 

Følgende er et par eksempler på, hvordan man ud fra disse informationer kan vælge en kikkert:

  • En god begynderkikkert: Har man ikke så meget kikkerterfaring, er det typisk lettere at benytte sig af en kikkert med 8 gange forstørrelse. Samtidig vil man ofte holde det i den billige ende, når ikke man er sikker på, hvor meget man vil få kikkerten brugt. Derfor ville jeg, alt efter om kikkerten skal være let eller lysstærk, vælge ”DOF BirdLife Dipper 8x32” eller ”DOF BirdLife Starling 8x42”.

  • En prisvenlig opgradering: Har man kigget på fugle i noget tid, så man nu tænker, at det er tid til en opgradering, ville jeg foreslå en af topmodellerne fra DOF BirdLife: ”Albatross 10x42” og ”Condor 8x42”. Kikkerterne er begge af høj optisk kvalitet, men mærket har ofte lavere priser end mange af konkurrenterne. Er man interesseret i en mere rejsevenlig opgradering kunne man overveje ”Swarovski CL Curio” eller ”Zeiss SFL”. Curio er yderst lette lommekikkerter af høj kvalitet, hvor SFL er en mellemløsning, der har større objektivglas end en lommekikkert, men som samtidig er lettere end de fleste almindelige kikkerter.

Slutteligt er det vigtigt at understrege, at oplevelsen af en kikkert kan variere fra bruger til bruger. Kan man bedst lide fokushjulet stramt eller løst? Hvor langt fremme i ansigtet sidder ens øjne? Hvor store hænder har man? Alle disse ting kan have en indflydelse på, om der er ”god kemi” mellem dig og en kikkert.

Alle de omtalte produkter fås i Naturbutikken, hvoraf al overskud går til DOF BirdLifes arbejde med at beskytte fuglene og naturen. I Naturbutikken kan du komme forbi og prøve en kikkert i hånden, inden du beslutter dig. Bor man langt væk, er der 60 dages tilfredshedsgaranti på DOF BirdLife Optik og 30 dages returret på den øvrige optik. Det vil sige, at du kan få kikkerten hjem og have god tid til at prøve den af, uden at valget behøver at være endeligt.

Har du spørgsmål eller brug for vejledning, er du velkommen til at ringe til Naturbutikken på tlf: 33 28 38 38 eller skrive en mail på: naturbutikken@dof.dk. Du er også altid velkommen til at kigge forbi butikken på Vesterbrogade 138, København.