Fugle dør i åbne gylletanke
Fiskehejre pa? kanten af a?ben gylletank, pa? jagt efter bytte risikerer den at blive fanget i tyndtflydende gylle. Foto: Jan Skriver.
I februar 2024 omkom en rød glente i en åben gylletank på Fyn. Den fredede rovfugl bar på ryggen en GPS-sender, som forskere havde sat på for at blive klogere på glenters færden i landskabet og de farer, som rovfuglene kommer ud for. Takket være GPS-senderen kom den fynske glentes skæbne i gylletanken for en dag.
Det samme var tilfældet, da to storke i 2021 druknede i en åben gylletank i Sønderjylland. Også de bar GPS-sendere.
Det er dog kun i sjældne tilfælde, at man finder de fugle, som dør i gyllen, frygter DOF BirdLife. Formentlig ser man kun toppen af isbjerget, når det drejer sig om fugledøden i gylletankene.
Gylletank (til venstre) med teltdug og to a?bne gylletanke til fare for fugle. Foto: Jan Skriver.
- Hvert år får vi flere end et dusin henvendelser, hvor folk har konstateret døde fugle i en åben gylletank. Men vi skønner, at problemet er langt større. Forleden fik vi kendskab til en musvåge, som var taget i pleje på en jysk vildtplejestation efter at den var reddet op af en gylletank. Den har sikkert jaget et bytte og er landet i gyllen. Vi har adskillige eksempler på tårnfalke og glenter, som er omkommet i gylle. Det er meget vigtigt, at gylletanke er overdækket af en teltdug, eller i det mindste har et fast flydelag af halm, så fugle, der lander i tanken, har en mulighed for at komme på vingerne igen, siger Knud Flensted, der er biolog i DOF BirdLife.
Undgå forurening og forebyg fugledød
Det er primært større fuglearter som rød glente, musvåge, tårnfalk, ugler og måger, som DOF BirdLife får kendskab til, der er druknet i de åbne gylletanke, men sandsynligvis kan også småfugle bukke under i gyllen. De bliver bare aldrig fundet.
- Arter som hvid vipstjert og stær søger ofte føde af insekter, som der er mange af i de åbne gylletanke, og disse småfugle risikerer at falde i gyllen, så de ikke kan lette. Derfor er der al mulig grund til at få teltdug over alle gylletanke eller få etableret helt faste flydelag, der giver sikker grund under de fugle, der måtte lande i tankene. Kravene om teltdug og flydelag er ikke primært gennemført for at redde fugleliv, men for at undgå den fordampning med ammoniak fra gyllen, som gøder sårbar natur og giver miljøproblemer. Men ved at have orden på teltdug og flydelag løser man to problematikker; man mindsker forureningen, og man forebygger fugledød, siger Knud Flensted.
Yderligere oplysninger:
Knud Flensted, biolog DOF BirdLife
Tlf. 21 24 22 75
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00