Gudbenådet flyver har forladt kirketårnet

onsdag 21. august 2024
Voksne mursejlere sætter i august kursen fra tempererede Danmark mod himmelhavet over tropiske Afrika. Om få uger vil årets unge mursejlere følge i slipstrømmen af deres forældre. Efter to en halv måned som ’danske’ fugle, vil himlens herskere søge mod varmere himmelstrøg. Ringmærkede unger fra Gl. Skørping Kirke i Himmerland vil være med på rejsen.
af Jan Skriver

 Peter Langeland med 2 3 uger gammel mursejlerunge foto Jan SkriverPeter Langeland med 2-3 uger gammel mursejlerunge. Foto: Jan Skriver. 

Vi har pandelamper og listesko på, da vi bevæger os op ad den smalle, knirkende trappe i kirketårnet. Det er højlys dag, men vi må nøjes med halvmørke i tårnet tættest på himlen.

Der trænger dæmpet lys ind af huller, hvor kirketårnets hvide mure møder taget. Hullerne er vitale for mursejlere, for de er indgangsbilletter til en succesfuld ynglesæson. Det er i kraft af hullerne, at himlens hersker kan sætte sine bittesmå fødder på fast kirkelig grund og få æg og unger inden døre.

- Mange kirketårne er nu om dage hermetisk lukkede for mursejlere og andre fugle, som yngler i huller. Men Gl. Skørping Kirke er gæstfri, og her yngler hvert år op imod en snes par mursejlere på loftet, forklarer biolog Lars Bo Jacobsen.

Han og ornitologen Peter Langeland har de seneste to år med licens fra Ringmærkningsadministrationen, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, sat bittesmå metalringe med unikke koder på det ene ben af mursejlere.

I 2023 ringmærkede de 17 unger, i år har de fra otte reder i kirketårnet sat ringe på 15 unger og en voksen fugl. Ringene vil nu kunne afsløre, om de himmerlandske mursejlere vender tilbage til deres fædrene lofts- og luftrum.

Hjem, kære mursejlerhjem 

- Ringmærkning har været med til at dokumentere, at mursejlere kommer retur til det samme ynglested mange år i træk, siger Lars Bo Jacobsen, der for nogle år siden deltog i et projekt, hvor der blev sat lysloggere på mursejlere. Loggerne, der vejede blot 1,1 gram, gav ny viden om mursejlernes træk.

 Mursejlerkuld pa tre pa loftet af Gammel Skorping Kirke. Mursejlerunger er forst flyvefaerdige efter 6 8 uger hvilket er laengere tid end de fleste andre smafugle foto Jan SkriverMursejlerkuld på tre på loftet af Gammel Skørping Kirke. Mursejlerunger er først flyvefærdige efter 6-8 uger, hvilket er længere tid end de fleste andre smaåfugle. Foto: Jan Skriver.

- Det viste sig, at de voksne mursejlere i gennemsnit forlader Danmark omkring 10. august. Via Den Iberiske Halvø flyver de sydpå og følger derpå kysten af Nordvestafrika, hvorefter de sætter kursen mod øst og det centrale Sahel syd for Sahara. Her ankommer de omkring 1. september, altså bare to uger efter at de har fanget insekter over Danmark, siger Lars Bo Jacobsen.

Lysloggerne afslørede, at nogle af mursejlerne tilbragte hele deres vinter i Vestafrika, hvor luftrummet over Nigerdeltaget var deres foretrukne jagtmark. Andre overvintrede i Centralafrika, og enkelte fløj videre til Øst- og Sydøstafrika, hvilket betød, at de tilbagelagde 4.000 kilometer ekstra udover rejsen til deres centrale overvintringsområder. 

Maratonfuglen over alle

I forhold til sin størrelse er mursejleren nummer et blandt alle småfuglenes maratonflyvere. Under forårets træk, hvor fuglene har mere travlt med at nå tilbage til deres yngleområder, end de har om efteråret, hvor vinterkvartererne og en orlov fra pligterne i familielivet venter forude, kan en mursejler tilbagelægge 800 kilometer i løbet af en dag. Det er mere end dobbelt så langt, som fugle af tilsvarende størrelse, kan tilbagelægge i samme tidsrum.

Det er beregnet, at en voksen mursejler i løbet af et år i gennemsnit flyver 438.000 kilometer. Det svarer til 11 gange rundt om Jorden ved Ækvator.

 Mursejlerunge 2 3 uger gammel i handen foto Jan SkriverMursejlerunge 2-3 uger gammel i hånden. Peter Langeland (til venstre) og Lars Bo Jacobsen ringmærker mursejlere. Foto: Jan Skriver. 

Da en mursejler kan blive op imod 8-10 år gammel, bliver et helt liv i luften til et astronomisk antal kilometer for en fugl, der vejer under 50 gram. Fem-seks gange til Månen og tilbage igen. Plus minus nogle kilometer.

Lever længst tid i Afrika

Om få uger vil de unge ringmærkede mursejlere fra Himmerland have forladt os i selskab med de fleste af deres artsfæller. Da vil lyden af sommer med skrigende mursejlere over byer og kirketårne forstumme.

- Forskningen med lysloggere har vist, at en mursejler i gennemsnit tilbringer 183 dage i sit vinterkvarter, mens den i gennemsnit kun tilbringer 82 dage om året i Danmark, siger Lars Bo Jacobsen.

Nu venter han og Peter Langeland spændte på om ’deres’ fugle klækket i Himmerland vil vende tilbage til kirketårnet i 2025 efter et vinterhalvår i lufthavet over Afrika.

Hurtigflyverehar brug for hushjælp

I dag er mange kirker og høje bygninger i byerne lukket land for mursejleren, fordi moderne byggeri, nedrivninger og renoveringer af den gamle boligmasse ikke tillader selv den mindste fugl at komme indenfor.

I 2017 etablerede ornitologen Jesper Toft, der bor i Vanløse, hjemmesiden www.mursejlerne.dk, der oplyser om mursejlerens levevis, truslerne mod arten og hvad den enkelte kan gøre for at hjælpe mursejleren.

DOF BirdLife bakker op om Jesper Tofts bestræbelser på at give mursejlere bedre boligforhold i danske byer.

Jesper Toft har med kampagnen ’SOS mursejlerne’ henvendt sig til kommuner, skoler, kirker, virksomheder og etagebyggerier, og med pjecen ’Byggeri og mursejlere– hjælp til bygherrer, arkitekter & energirådgivere’ har han indledt en dialog med fagfolk indenfor byggeriet, så de bliver mindet om mursejlerenlevevilkår.

Kampagnen og de udførlige oplysninger er foreløbig resulteret i, at der er sat redekasser op til mursejlere på men lang række skoler, kirker, etageboliger ogvirksomheder.Iløbet af 2024 forventer han at runde 2.000 opsatte redekasser. 

Mursejleren har status som en næsten truet dansk ynglefugl i Danmark. Ved at sætte redekasser op kan manmåske bremse tilbagegangen.

I Københavns Kommune er mursejleren en fokusart i bestræbelserne på at øge biodiversiteten i byen.

Som et led i kampen for mursejleren bør ornitologer i DOFbasenindtaste alle lokaliteter, hvor arten ynglerKendskab til ynglestederne gør det nemlig muligt at beskytte rederne, hvis bygningen skal renoveres, da mursejlerens rede er fredet året rundt. 

Yderligere oplysninger:

Lars Bo Jacobsen, biolog og ringmærker
Tlf. 26 23 35 85

Dansk Ornitologisk Forening (DOF BirdLife)
Tlf. 33 28 38 00