EuroBirdWatch Day 2024: Millioner af trækfugle i kikkerten over hele Europa
Suleflok nær grenen. Foto: Jan Skriver.
Suler, der styrtdykker efter fisk i havoverfladen, ederfugle, der haster afsted på træk, og småfugle, der hviler ud i krattene efter nattens rejse, er blandt hovedrolleindehaverne i Danmark, når der lørdag 5. oktober holdes EuroBirdwatch Day, et internationalt arrangement med 35 deltagende lande.
Fra Skagen i nord over Blåvandshuk i vest til Gedser i syd vil der fra lørdag morgen til omkring middag blive spejdet efter trækfugle som et led i EuroBirdwatch Day, der er arrangeret af fuglebeskyttelsesorganisationen BirdLife International.
På de tre lokaliteter, hvor DOF BirdLife driver bemandede fuglestationer, vil erfarne ornitologer stå klar til at fortælle alle besøgende om fugletrækket, der på denne årstid har kurs mod mildere himmelstrøg.
Morgentræk på Grenen, Skagen. Foto: Skagen Fuglestation.
Og på alle tre lokaliteter vil der blive ringmærket småfugle, som flyver i de net, som tidligt om morgenen er sat op i udvalgte krat. Det giver mulighed for nærkontakter med fuglekonger, rødhalse eller måske med sjældne sangfugle.
Fugletræk fyldt med farer
- Begivenheden handler om at gøre opmærksom på de meget store fuglemængder, der trækker over os om efteråret, så flere mennesker bliver oplyst om trækfuglenes vilkår på tværs af landegrænser og verdensdele. Klimaændringer, opdyrkning af landskabet og illegale fugledrab hører til blandt de trusler, som mange trækfugle møder på deres vej, siger Simon S. Christiansen, der er leder af Skagen Fuglestation, som bliver drevet af DOF BirdLife.
Fugletal flokkes til et facit
Alle dagens fugletal fra de mange lande og lokaliteter, der deltager i EuroBirdwatch Day, vil blive samlet af BirdLife International som et øjebliksbillede af fugletrækkets enorme dimensioner.
Ederfugle på træk. Foto: Jens Eriksen.
I 2016 blev der for eksempel registreret næsten seks millioner fugle i løbet af dagen.
I de 32 år, som Euro Birdwatch Day har været i luften, er der i alt talt 104.000.000 trækfugle i løbet af arrangementet på de mange lokaliteter. I alt har 1.300.000 fuglekiggere deltaget i begivenheden gennem årene, oplyser BirdLife International.